»Fuck.«
Udsagnet hænger og dirrer som en enlig hvid taleboble i en kulsort ramme. I samme enkle udtryk lader Anna Degnbol det overnaturlige lure i symbolske billeder hele vejen igennem den grafiske roman Grus.
Den unge kvinde Mathilda vender tilbage til sin barndomsby et sted i provinsen, fordi hendes mor ligger i koma. Det er Mathilde som bander. Hun er frustreret over, at hun føler hun har svigtet sin mor, som var syg da Mathilde var barn.
Mens Mathilda venter på, at moderen forhåbentlig vågner op, møder hun gamle klassekammerater. Levende såvel som døde. Der er jordnære Ditte og ordblinde Klaus, en uforløst forelskelse fra dengang hun hjalp ham med lektielæsningen. Nu sidder han på et værtshus, mens Mathilda er vokset ud af byen. Hun bor i Schweiz, hvor hun arbejder med PR og kommunikation, hvilket hendes minimalistiske storbyagtige look lader ane.
Anna Degnbol: 'Grus'.
Da Mathilda gik i gymnasiet fandt hun efter en fest en død pige ved grusgraven. Og nu viser Lena sig for hende. Som et genfærd i delvist flydende form, som går i opløsning hvis man rører ved hende. Klaus kan også se Lena og han bliver det medierende led mellem Lena og Mathilde.
Helingsproces
Gennem kombinationen af magisk realisme og skoledrama fortæller Degnbol historien om, hvordan Mathilde forliger sig med sin fortid. Hun er flygtet fra mindet om den døde Lena ved grusgraven og fra moderens sygdom.
De dråbeagtige former i et særligt mønster fungerer som et visuelt ledemotiv gennem bogen. Det refererer til Lenas opløselige krop. Da Mathilde eksempelvis tænker tilbage på, hvordan alle på skolen taler om den døde Lena ved grusgraven er de mange små samtaler visuelt filtreret gennem mønsteret. Mønsteret viser sig som en skyformation og som regn.
Degnbol varierer det klassiske sidelayout hvor rammerne står tæt og på linje med opslag med få rammer og opslag hvor rammerne er helt væk. I sort-hvid kontrast og uden mange ord. Det er en virkningsfuld formidling af de følelsesfulde udsving Mathilde oplever i sin helingsproces. Den afdæmpede farveskala er enkel og virkningsfuld. Den blå farve symboliserer nutiden og den røde farve fortiden. De to farver holdes adskilt indtil slutningen, som jeg ikke vil røbe her. De røde flashbacks til ungdomslivet skildres overbevisende, idet Anna Degnbol har en fin fornemmelse for talesprog og de sociale dynamikker.
Det er nærliggende at tænke på Sort hul af Charles Burns, som også er et ungdomsdrama i overnaturlige og symbolske gevandter, der handler om de smertefulde sider af ungdomslivet, ikke mindste undertrykt seksualitet. Grus er ikke et mesterværk i samme kaliber, hvilket sådan set også er urimeligt at forlange eftersom Burns var ti år undervejs og langt ældre end Anna Degnbol. Degnbol går på Kunstakademiets Designskole og har efter eget udsagn altid lavet tegneserier. Well, jeg håber at hun fortsætter, for talentet er stort.
Anna Degnbol: Grus. Fahrenheit, 184 sider, 199 kroner.
