»Nogle gange,« skriver den canadiske forfatter Anne Carson i bogen Economy of the Unlost, »kan man se et himmellegeme bedre ved at kigge på noget andet, sammen med det, på himlen«.
Det er sådan Carson forklarer, hvorfor hun i sin typisk atypiske monografi om den græske oldtidsdigter Simonides og efterkrigstidsdigteren Paul Celan skriver om to digtere, der hverken kendte hinanden, levede på samme tid eller skrev på samme sprog, på én gang. Hvorfor hun betragter hver af dem »som en flade, på hvilken den anden kan komme i fokus«.
Det er også en god beskrivelse af, hvad Harald Voetmann gør i sin fantastisk fine nye bog om sin (eller i hvert fald en) fars død, Amduat. En iltmaskine, der har den også på alle måder fantastiske undertitel Solens rejse gennem underverdenens lande som beskrevet i Tuthmosis III’s grav i Kongernes Dal og fars død på Holbæk Sygehus, og er den hidtidige prosaists debut som digter.
To i én
Selv kalder bogen sig »en sammenskrivning af to fortællinger«. Den ene er den om manden, der dør af lungebetændelse på et sjællandsk sygehus. Den anden er den, som kaldes »Amduat« (ordet betyder ’det, som findes i underverdenen’), og som er malet på væggene i et egyptisk gravkammer og handler om den egyptiske solguds rejse gennem dødsriget.
Digtene beskriver altså de på mange måder så prosaiske og helt igennem jordiske sidste timer, den hjerneblødningsramte far tilbringer i en trist, men også komisk grænsetilstand mellem levende og død, sluttet til en iltmaskine på Holbæk Sygehus. Men den gør det ved at låne fra den udsyrede, mytiske beretning om solgudens tur over samme tærskel.
Det er ikke sådan, at faren sammenlignes med en solgud (det ville være sentimentalt på en helt umulig måde i dag). Far og solgud er slet og ret bare begge til stede på én gang, når den døende verdensfjerne far ligger i hospitalssengen som »en salvet sjakal«, og sengehesten, han klamrer sig til, er hans »stolte ganger«. Her har vi ham:
»Tørt lille næb og træt lille øje.
Et balsameret høgehoved måske, det dingler
fra kanten af sengen som et råddent løg
med en kridtstump i den ene ende.
(…)
Høgehovedet hænger ned for enden
af en lang papirstynd hals.
Halsens ophav er skjult under lagenet
muligvis i form af en flad diminutiv krop
hvis omrids ikke lader sig ane.«
»Sygeplejersken, krummet sammen
på en skammel, smører næbbet ind i creme
hun gnider øjet ind i creme.
Hun sætter en ganske lille iltmaske fast
På høgehovedets næbstump.«
Det er bogens helt geniale og både så smukke og sjove greb: De to forskellige mænd og deres to helt forskellige tider og verdener fremkaldt i det dobbeltsyn, Carson skriver om, er den måde faren som stemme og person og døende kommer i fokus.
Harald Voetmann: ’Amduat. En iltmaskine’
Gravkammer
Bogen gør ikke engang bare hospitalsstuen til et ægyptisk gravkammer og hele sygehuset i Region Sjælland til en underverden. Den er også selv organiseret som et. Ligesom Tuthmosis III’s gravkammer i Kongernes Dal, som bogen åbner med en tegning af, er den opdelt i 12 timer, fra solnedgang til solopgang.
En del af digtene tager som det ovenstående form af en slags rapporter fra disse tolv timer, andre af de helt umulige, konfuse ordudvekslinger, faren har med pårørende og personale:
»Hvor er du?
Jeg er hjemme.
Du er ikke hjemme.
Jeg er på et værelse.
Det er ikke et værelse.
Hvad er det?
Jeg er i sengen.
Du er ikke i sengen.
Hvor er jeg?«
Andre igen er forløb af små, helt enkle digte, der næsten har samme barnagtige og mystiske enkelhed, som farens sammenbrudte sprog har:
»En dør er en kniv
En kniv er en time
En dør er en kniv
en kniv er en time.«
Måske forklarer de faktisk bare hieroglyfferne på gravkammerets vægge. Men de bliver et sprog at digte med alligevel:
»En kniv er en dør
en dør er en time
dit liv er en flod
og din seng er en båd.«
Sådan digter en forfatter, der som Harald Voetmann også er oversætter.
Gravskrift
Det er ikke bare mig, der blander Anne Carson ind i alt det her.
Hun er en stærk tilstedeværelse ikke bare i Voetmanns forfatterskab generelt, der ligesom hendes altså er tæt forbundet med en oversættergerning (Voetmann har bl.a. oversat Plinius den Ældres Naturalis Historia og senest den glemte kvindelige romerske digter Sulpicia), som hendes blander gammelt og nyt (Voetmanns seneste historiske romaner handler om Plinius og Tycho Brahe), og nu også blander personlig historie med myte.
Carson er også en stærk tilstedeværelse i Amduat. En iltmaskine. Når teksten i Amduat. En iltmaskine nemlig også er skrevet af Voetmann selv i hånden, med både sort og rød skrift, er det også en hilsen til Carsons genskrivning af Sofokles’ græske tragedie Antigone, Antigonick, som er det samme – og selv er en hilsen til den Simonides, hun skriver om i Economy of the Unlost, som var digter af gravindskrifter, der blev bemalet sorte og røde.
Amduat. En iltmaskine er også en gravskrift. Ligesom den selvfølgelig også selv er en slags iltmaskine, der forsøger at give den levende døde far stemme lidt endnu. Det er så smuk en ting at gøre. Det er så smuk en bog.
Harald Voetmann: ’Amduat. En iltmaskine’. Gyldendal. 112 sider. 199,95 kr. Udkommer fredag
