Læsetid: 4 min.

Harald Voetmanns digte er en iltmaskine, der giver den levende døde far stemme lidt endnu

I Harald Voetmanns nye bog, ’Amduat. En iltmaskine’, forvandles en fars hospitalsstue til et egyptisk gravkammer og hele sygehuset i Region Sjælland bliver til en underverden. Det er så fantastisk fin en bog
Pessimismen er et vigtigt element i Harald Voetmanns forfatterskab.

Pessimismen er et vigtigt element i Harald Voetmanns forfatterskab.

Ritzau Scanpix

1. februar 2018

»Nogle gange,« skriver den canadiske forfatter Anne Carson i bogen Economy of the Unlost, »kan man se et himmellegeme bedre ved at kigge på noget andet, sammen med det, på himlen«.

Det er sådan Carson forklarer, hvorfor hun i sin typisk atypiske monografi om den græske oldtidsdigter Simonides og efterkrigstidsdigteren Paul Celan skriver om to digtere, der hverken kendte hinanden, levede på samme tid eller skrev på samme sprog, på én gang. Hvorfor hun betragter hver af dem »som en flade, på hvilken den anden kan komme i fokus«.

Det er også en god beskrivelse af, hvad Harald Voetmann gør i sin fantastisk fine nye bog om sin (eller i hvert fald en) fars død, Amduat. En iltmaskine, der har den også på alle måder fantastiske undertitel Solens rejse gennem underverdenens lande som beskrevet i Tuthmosis III’s grav i Kongernes Dal og fars død på Holbæk Sygehus, og er den hidtidige prosaists debut som digter.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu