Holberg kendte sine lus på travet

Holbergs forfatterskabs ærefrygtindgydende omfang rummer foruden de berømte 33 komedier – generationers dramaturgiske hovedstol i Det Kgl. Teaters repertoire – satiriske stykker, fyldige erindringer, historieskrivning, morallære, filosofi, natur og folkeret, skæmtedigte, epigrammer, moralske essays, kritik og ikke at forglemme 446 såkaldte epistler, breve til xx skrevet i årene 1748-54.

Essayistiske tekster inspireret af Michel de Montaigne, der godt 50 år før så at sige opfandt og udviklede genren. Professorforfattergodsejerbaronen, nordmanden Ludvig Holberg satte sine fornuftsbetragtninger i system og tog som det store forbillede alle mulige dagligdags, til tider overraskende, emner op i denne brevform a la afsender til ligesindet.

Hvem den anonyme adressat var, ved ingen, men forudsattes på dannelsesmæssigt niveau med afsender. Holberg er at ligne med den gode encyklopædiske forfatter og journalist, der vil, kan og bør skrive om alt mellem himmel og jord. Klaus Rifbjerg, groet i denne tradition, bemærkede engang, at han tidligt havde sat sig for at beskrive alt, intet mindre end alt; først døden satte punktum, og skribenten sidder garanteret på sin sky og ærgrer sig over, at afslutningen ikke kom med oplevet indefra.

Holberg: Epistler 4

Politiske snævre grænser

Intet er os fremmed, skønt Holberg – også her som Montaigne – fornuftstyret pragmatisk holder sig inden for tidens politiske snævre grænser. Ytringsfriheden er i de tider mildt sagt ikke på tapetet, man må omskrive for at afdække. Derved påvirker den meddelsomme sine samtidige ved at konfrontere dem med tidens velkendte fænomener.

Forleden besværede Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt sig højlydt over Det Kgl. Teaters nye Holbergforestilling og insisterede på Holberg som fædrelandets uforanderlige, ukrænkelige arv, en art national helligdom. Det havde moret baronen, værende ret beset cirka det modsatte af DF’s indædte ideologiske kamp mod tolerance og oplysning.

Holbergs enorme forfatterskab sigter mod at forbedre tilværelsen for menneskene, in casu folkene i de danske lande – ikke mindst hovedstaden, hvor også teatret lå. Et oplysningsprojekt af de betydelige, der satte spejl mellem komedie og publikum for at skabe lattermild, oplyst indsigt i genkendelige personers adfærd og karakterer.

I en skikkelse som unge Messerschmidt havde Holberg at dømme efter værkets mangfoldighed og skarphed fundet sin figur i den narcissistiske Vielgeschrei, rastløst splittet mellem ambition og halvdannet uvidenhed, uudslukkelig magttørst, dyb forfængelighed og berettiget mindreværd, en kloning mellem Jacob von Thyboe, Jean de France og Per Degn med strejf af Erasmus Montanus’ bedrevidende arrogance. Holberg kendte sine lus på travet – også de sammensatte, selvmodsigende gestalter, som også epistlerne strejfer, og som synes evige.

Kærlighedens besynderlige væsen

Epistlerne, som nu foreligger i kommenteret nyudgave i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs og Aarhus Universitetsforlags imponerende totaludgivelse af hele det Holbergske værk i 22 bind, rummer således bestandigt træk af hele forfatterskabet, filosofien, historien, morallæren, teologien, fornuften – også som antydet humoren, som er Holbergs redskab til menneskenes egenoplevelse, altså komedierne, når Holberg opridser situationer og skikkelser.

Den gamle pebersvend undrer sig epistulært over kærlighedens besynderlige væsen og tegner en skitse af den kvinde, en senere læser genkender som den fornemme adelsdame på Tjele, Marie Grubbe, der ender sine dage som simpel færgekone med en brutal mand, der til hendes fornøjelse banker hende.

I epistel 12 taler Holberg om pedanteriet og ridser en klar komediesituation op for læseren. En skolelærer søger i et ærinde foretræde for en hofjunker, men må vente syv lange og syv brede, eftersom hofjunkeren er i færd med at kruse sit hår. Efter en halv time har skolelæreren fået nok og går sin vej med replikken: »Hvilken velbyrdig pedant.« Da den fine herre endelig har fået sat håret i rette symmetri efter alle geometriens regler, byder han tjeneren: »Lad nu pedanten komme ind!«

I en senere epistel, nr. 409, funderer Holberg over begrebet gnieragtighed og kommer til det resultat, at dette i virkeligheden er udtryk for generøsitet. Gnieren sparer jo ikke på sin gnieragtighed, men er altid en gnier.

Han giver dertil sine børn uafladelige formaninger om sparsommelig smålighed og giver i samme ånd sine tjenestefolk rigelige generøse hug for den mindste forseelse. At en sådan mand også er generøs med hensyn til sit kæreste eje, hustruen, viser sig deri, at hun er til »publik brug og nytte«, med andre ord finder andre former for samvær end med gnieren.

I en sådan tekst træder Holbergs henfarne omgivelser frem i historiens sidelys og bliver vakt til live for en stund for vore øjne. Fristende er det at se gnieren i Holbergs københavnske nabo til den ene eller anden side, ligesom alle de andre forskruede eksistenser han med mellem rum undrer sig over jo sagtens kan have været kolleger på universitetet – og også indiimellem er det.

Sig selv fremstiller Holberg uden persons anseelse: Nogle opfatter ham, erkender han, som dyster og afmålt, andre som en lystig mand. Holberg hælder mest til det første og pointerer, hvor vel han befinder sig i sit eget selskab. End ikke katten er velkommen i hans stue. Nu kan man jo her forestille sig, at den berømte akademiker og forfatter, kendt af alle i København, også havde en rem af koketteri i sit sammensatte væsen.

Knirker nu og da

Holbergs epistler er ikke alle, som de fleste af komedierne, lige let tilgængelige. Holberg er trods sin vidtfavnende begavelse og det uomtvistelige talent for intrige og replik med indsigt og sans for satiren alt andet lige ikke Montaigne, der uden spindelvæv forbliver moderne i tilsnit, meninger, tænkemåde, vid og udtryksform. Holberg knirker nu og da trods sin ungdom i forhold til den store franskmand. Visse epistler kræver i overkanten af en nutidig læser, der ikke uden videre har græsk og latinsk litteratur i baghovedet.

Dette bør ikke afholde nogen fra at give sig ud på en rundtur i den lærde mands univers – ikke at forglemme morsomme hverdag. I disse tider hvor det nationale dyrkes på kanten af det – nå ja, Holbergske – kunne det være nyttigt for de allermest nidkære at konstatere, hvor langt de befinder sig fra nationalklenodiet, den skrivende baron. Eller måske dyrker de normalt slet ikke Holberg, fordi de kan have en mistanke om, at have grint sig i laser over narreriet.

Hovedredaktørerne for værket Laurids Kristian Fahl og Peter Zeeberg har ladet udfærdige forklarende ordlister, noter og personregistre. Ydermere har de redegjort for moderniseringens principper, hvilke er yderst nænsomme og først og sidst nyttige.

’Holberg: Epistler 4’. Hovedredaktører Laurids Kristian Fahl og Peter Zeeberg. Det danske sprog- og litteraturselskab. Aarhus Universitetsforlag, 414 sider, 200 kroner