Læsetid: 4 min.

Klassiske musikere omfavner teknologien

En mangfoldighed af klassisk skolede musikere forsøger at finde spændende veje ud af de traditionelle klangrum. Den britiske pianist Tom Rogerson har sammen med Brian Eno skabt et fint ambientværk. Mens danske We like We selv styrer effektpedalerne på en udgivelse, der står stærkest i de luftige passager
’Next To The Entire All’ – det nye album fra kvartetten We like We – er først og fremmest neoklassisk musik. Men de elektroniske effekter sniger sig ind og får indimellem ganske meget plads.

’Next To The Entire All’ – det nye album fra kvartetten We like We – er først og fremmest neoklassisk musik. Men de elektroniske effekter sniger sig ind og får indimellem ganske meget plads.

Maj Jeanne

12. januar 2018

Det var ikke et forsøg på at puste til rock-og-rul-myterne, da den tyske, neoklassiske musiker Nils Frahm for et par år siden lagde et billede af to smadrede synthesizere – begge Rolands legendariske Juno 60-model – på Facebook.

Han havde ikke sparket til Juno’erne eller sat ild til dem under en koncert, som Jerry Lee Lewis efter sigende skulle have gjort ved et flygel back in the day.

Der var heller ikke tale om et visuelt udsagn om, at elektronikken skulle dø og give plads til den sande, akustiske musik.

Synthesizerne var derimod ofre for Nils Frahms omfattende koncertvirksomhed. De gik i stykker, da en scenehjælper tabte dem, så den ene faldt oven på den anden i forbindelse med en koncert i Royal Albert Hall i London, og hvis ikke den ene synthesizer faktisk havde overlevet, var Frahm – efter eget udsagn – blevet nødt til at aflyse showet.

For disse elektroniske apparater fra begyndelsen af 1980’erne var – og er – blandt de mest centrale enheder i hans ganske omfattende samling af lydmaskiner, på trods af at Nils Frahms musikalske udgangspunkt er det klassiske klaver.

Historien om de ødelagte synthesizere handler om klassiske musikere, der bruger elektronik til at sprænge grænserne for deres klangrum. Og som følge af dette arbejde får de millioner af afspilninger på Spotify samt adgang til de store scener og festivaler for rytmisk musik.

Infrarødt lys på tangenterne

Nils Frahm er et af de mest prominente navne inden for dette felt, men han er langtfra den eneste. På den internationale scene er der ligefrem en uoverskuelig mangfoldighed af klassiske kunstnere, der arbejder med forskellige grader af elektronik i deres musik, navne som Goldmund, Hauschka, Ólafur Arnalds og Max Richter.

Den britiske pianist Tom Rogerson har udtalt, at han længe har ledt efter veje ud af det klassiske. Men først nu – i et samarbejde med en af kreativitetens vigtigste ambassadører, Brian Eno – er han kommet frem til en form, som han har villet lade fylde et helt album. Det er blevet til Finding Shore, hvor Brian Eno udsætter Tom Rogersons kompositioner og klaverspil for synthesizerfirmaet Moogs specielle instrument Moog Piano Bar.

Dette særlige aggregat er placeret over tangenterne på Rogersons klaver og sender infrarødt lys ned på hver enkelt tangent. Når Tom Rogerson trykker tangenterne ned, genererer maskinen digitale MIDI-signaler med udgangspunkt i bevægelserne, og disse signaler har Brian Eno så siddet og manipuleret, så de bliver til lyde, der akkompagnerer eller manipulerer Tom Rogersons klaverspil.

Lag af ikketanke

Brian Eno har ofte omtalt sig selv som ikkemusiker, og han har igennem hele sin karriere arbejdet bevidst med at udfordre det forudsigelige i musikken. Og det er netop uforudsigelighed i forhold til klangrummet og rytmikken, Moogs Piano Bar føjer til billedet. Så hvor man hele tiden kan høre kompositionerne, tanken bag, står Brian Eno for de mange lag af ikketanke – eller måske førtanke.

Nogle kompositioner får lov til at stå næsten uberørte og har de melodiske og harmoniske progressioner som omdrejningspunkt. Men en anden del af numrene er primært til for at skabe lydrum. Og disse lydrum er – i tråd med Brian Enos tanker om ambientmusik – rum, man kan opholde sig i.

Disse dele af Finding Shore minder på sin vis om Brian Enos første ambientudgivelse Music For Airports fra 1978. Men kompositionerne er mindre repetitive, på en måde mere åbne, og der er ikke mange melodiske fraser, man kan hage sig fast i som lytter. Finding Shore er derfor langt hen ad vejen en indadvendt udgivelse, men det er samtidig en udgivelse, man kan lade sig opsluge af.

We like We – Foto: Maj Jeanne

Ind og ud af ekkokammeret

Der er også navne på den danske klassiske scene, som omfavner elektronikken. De fire medlemmer i orkestret We like We kender hinanden fra det klassiske musikmiljø, men udsætter deres violin, cello, vokal og slagtøj for elektroniske effekter, hvilket blandt andet har gjort, at de har spillet på den ellers så rytmisk orienterede Roskilde Festival.

Deres nye album Next To The Entire All er først og fremmest neoklassisk musik, men de elektroniske effekter sniger sig ind og får indimellem ganske meget plads – som på nummeret »Forest Sketches«, hvor slagtøjet bliver sendt i ekkokammer, mens strygerne, i hvert fald en af dem, forvrænges, så den næsten lyder som en elektrisk guitar.

Deres arbejdsproces begynder typisk i det improviserede, i jamsessions, hvor kompositionerne så efterhånden tager form, og numrene på Next To The Entire All har da også improvisationens konstante bevægelse over sig.

Det er ikke hæsblæsende, sådan skal det ikke forstås, men der er konstant fremdrift.

Det er især, når de tør opholde sig ved de gode ideer i længere tid, at deres eksperimenter for alvor lykkes. Det ambiente »Frost« er for eksempel et stille højdepunkt, der glider elegant over i det dystre »Our Flags Are Torn«, hvor den gode idé så opløses i en mindre spændende vokalpassage.

I de mere rytmisk betonede aspekter af udgivelsen savner jeg de vellykkede kontroltab. Brugen af elektronikken og den relativt høje grad af improvisation synes ikke at sætte We like We afgørende fri af deres vante tænkemåder.

Der er dog masser af muligheder i deres klangeksperimenter, og jeg ser helt afgjort frem til at høre mere fra de fire musikere. Især hvis de tør slippe de klassiske tøjler endnu mere.

Tom Rogerson with Brian Eno: ’Finding Shore’ (Dead Oceans/Playground Music)

We like We: ’Next To The Entire All’ (Sonic Pieces)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer