Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mit liv som pendler er bedre end Liam Neesons

Informations filmredaktør mener, at han kunne have skrevet en bedre film om sin hverdag ombord på et tog end Jaume Collet-Serras fantasiløse spændingsfilm, ’Sidste stop’, der har Liam Neeson i hovedrollen som pendler
Mødet med den mystiske Joanna (Vera Farmiga) giver pendleren MacCauley (Liam Neeson) problemer ombord på myldretidstoget hjem.

Mødet med den mystiske Joanna (Vera Farmiga) giver pendleren MacCauley (Liam Neeson) problemer ombord på myldretidstoget hjem.

SF Studios 

Kultur
12. januar 2018

Hvem tænker ikke indimellem over, hvem der skulle spille dem i en film, hvis deres liv blev filmatiseret? Jeg gør i hvert fald, og jeg synes umiddelbart ikke, at Liam Neeson er noget dårligt bud.

Vi har begge noget på én gang maskulint og intellektuelt over os, og vi ejer en art vejrbidt charme.

Vi er godhjertede mennesker med lune og glimt i øjet, og vi kan godt slå fra os, hvis det bliver nødvendigt. Og ikke mindst kører vi begge (næsten) hver dag til arbejde med toget og har gjort det i mange år. Han i 10, jeg i 14.

Eller når jeg siger ’han’, mener jeg selvfølgelig den figur, som Neeson spiller i sin nye film, Sidste stop, der på sin vis handler om mig og min hverdag. Den burde i øvrigt have beholdt sin originale titel, The Commuter, eller på dansk hedde Pendleren. Det er altså mere potent.

Og tro mig, mange af os, som dagligt kører med Nordvestbanen – den mellem Kalundborg og København – ville se filmen alene på grund af dén titel. Også selv om Pendleren måske for udenforstående signalerer, at den handler om endnu en røvkedelig dag i en salaryman eller -womans liv, hvor det mest dramtiske er en dårlig mobilforbindelse mellem Lejre og Roskilde og de uundgåelige forsinkelser, nogle af os bander over på de sociale medier.

Det korte møde

For læner jeg mig tilbage i sædet – helst i dobbeltdækkertogene, de er ulig meget mere komfortable end IC4-togene – og lader min fantasi arbejde, er det ikke svært at finde på spændende historier i alle mulige genrer at fylde i en sådan film.

Drama: En midaldrende pendler bliver så vred over de konstante forsinkelser på grund af defekte signaler eller IC4-tog, der ikke kan køre, at han gør ligesom Michael Douglas’ billist i Falling Down (1993) – går amok og smadrer løs, også på andre mennesker, der kommer i vejen for ham. Man kunne lade handlingen foregå en hed sommerdag, hvor udluftningen i toget ikke virker – eller en råkold vinterdag, hvor varmeanlægget er stået af. Det ville kun bidrage til realismen.

KærlighedPendleren kunne være en fuldblods togromance, en moderne udgave af David Leans klassiker, Det korte møde (1945), hvor to utilfredsstillede, længselsfulde sjæle, som begge er gift til anden side, mødes på en togstation, f.eks. Lejre, forelsker sig og i korte og intense øjeblikke hver dag nyder hinanden. Det er selvfølgelig en umulig kærlighed, som fører løgn og bedrag med sig, og som uundgåeligt ender med, at en af dem rejser til Sydafrika.

Komedie: Med inspiration fra franske Jacques Tati, ikke mindst Playtime (1967), laver man en næsten stum, men bestemt ikke lydløs, komisk fortælling om et gammeldags menneske, der er helt ude af trit med en moderne, hektisk verden og hele tiden støder på ting, ikke mindst teknologi, som han eller hun ikke begriber, hvilket skaber morsomme og genkendelige situationer.

Action: Man kan selvfølgelig også bare vælge den nemme løsning og lave en actionfilm af den temmelig konventionelle slags. Præcis ligesom Jaume Collet-Serra og manuskriptforfatterne Byron Willinger, Philip de Blasi og Ryan Engle har gjort i Sidste stop.

Tåbelig actionthriller

I filmen spiller Liam Neeson den mere end midaldrende forsikringsmand, Michael MacCauley, der hver dag gennem ti år har rejst frem og tilbage til sit job i storbyen med det samme tog. En dag er hjemturen dog anderledes, end den plejer.

MacCauley er blevet fyret, og han bliver antastet af en mystisk kvinde, Joanna (Vera Farmiga), der lover ham 100.000 dollar, hvis han kan finde en bestemt person ombord på det overfyldte myldretidstog. Med en søn, der er på vej på college, og en økonomi, der hænger i laser, er MacCauley ikke sen til at sige ja – opgaven lyder jo ganske uskyldig.

Og således begynder en af de mest fortænkte og konstruerede film, jeg længe har set. Der er ikke noget at sige til, at der har været brug for tre manuskriptforfattere til at skrive Sidste stop. Det viser sig, at der ligger en sindrig og fuldstændig utroværdig konspiration til grund for det hele, og at det ikke er noget tilfælde, at valget er faldet på MacCauley – der i øvrigt er tidligere politimand – og denne togafgang på selve dagen for hans afskedigelse.

Spanske Jaume Collet-Serra, der nu har lavet fire tåbelige actionthrillere med Neeson i hovedrollen, har måske nok en vis visuel flair og sans for at iscenesætte slåskampe. Han er heller ikke dårlig til sammen med sine skuespillere at skabe nogenlunde troværdige personer, som man gerne vil være i selskab med, således også Neesons retskafne Michael MacCauley.

Men instruktøren skriver ikke selv og vælger sjældent manuskripter, som har meget originalt eller interessant at byde på. Efter en udmærket begyndelse udarter Sidste stop sig således hurtigt til en af den slags hovedløse spændingsfilm, hvor ingenting giver mening – hverken plottet eller det antal slag og spark, et menneske i en slåskamp kan klare uden at tage nævneværdig skade af det.

Næste gang, Hollywood vil lave en film om en pendler, skal de bare ringe. Jeg har masser af ideer. Men Liam Neeson må stadig gerne spille mig.

’Sidste stop’. Instruktion: Jaume Collet-Serra. Manuskript: Byron Willinger, Philip de Blasi og Ryan Engle. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her