Læsetid: 4 min.

Hvis alle mennesker kun var 12,9 cm høje, ville vi både kunne redde planeten og leve i sus og dus

Spørgsmålet, der melder sig flere gange under amerikanske Alexander Paynes absurd sindige ’Downsizing’ – der handler om en ny teknologi, som skrumper mennesker til omkring syv procent af deres oprindelige størrelse – er, om du selv ville melde dig ud, hvis du kunne
Paul (Matt Damon) har en blomst med til sin nye nabo i miniputbyen Leisureville, den serbiske playboy Dusan (Christoph Waltz), i Alexander Paynes komediedrama ’Downsizing’. 

Paul (Matt Damon) har en blomst med til sin nye nabo i miniputbyen Leisureville, den serbiske playboy Dusan (Christoph Waltz), i Alexander Paynes komediedrama ’Downsizing’. 

UIP

18. januar 2018

Det er sjældent de avantgardistiske tanker om vores eksistens, der trænger sig på hos den amerikanske instruktør Alexander Payne. Især hans senere film er snarere varmedunke til forfrosne hjerter. Film, der fortæller os, at de menneskelige relationer vil kunne bære os gennem selv den værste modgang.

Om det så er Jack Nicholsons gammelgnavpot i About Schmidt, der finder mening i livet ved at skrive breve til en tanzanisk knægt, eller det er Paul Giamattis hjerteknuste vinelsker, der genfinder kærligheden i Sideways. Eller Bruce Derns pensionsmodne alkoholiker, der får en sidste oprejsning i Nebraska.

Det handler typisk om hvide mænd i midten eller slutningen af livet, der har mistet retningssansen, og det gør det også i Paynes nye, fine science fiction-drama-komedie Downsizing.

Men til gengæld udfordres vi denne gang på vores ideer om menneskets plads på planeten. Som om de større globale problematikker nu er begyndt at anfægte Payne.

Altruistisk potentiale

Matt Damon spiller Paul, der har opgivet sin lægeuddannelse og har måttet nøjes at blive fysioterapeut for at passe sin syge mor. Moderen dør så, og Paul får sig en kone, Audrey, spillet af altid fremragende Kristen Wiig. De kæmper med økonomien, drømmer forgæves om et større hus.

Så de søger hjælp i den moderne videnskabs nye revolutionære teknik, downsizing, der skrumper mennesker til omkring syv procent af deres oprindelige størrelse. En person på 1,80 meter skrumpes således til 12,9 centimeter. Den norske opfinders idé er, at det på længere sigt vil løse verdens klimaproblemer, hvilket naturligvis giver mening, når man tænker på, hvor meget færre ressourcer disse mikromennesker forbruger.

Matt Damon spiller i ’Downsizing’ hoverollen som Paul, der bliver formindsket. Filmen er instrueret af Alexander Payne
Læs også

Men det altruistiske potentiale er ikke nær så attraktivt for folk som de økonomiske perspektiver. Hvis man har brug for et hus i dukkehusstørrelse, så kan man jo lige pludselig købe sig et palæ og dernæst leve et liv i sus og dus for den opsparing, som dårligt kunne kaldes en pension ude i den fuldvoksne verden. Paul og Audrey beslutter sig for at gøre det. Med den lille detalje, at Audrey ombestemmer sig og tager hjem igen til de normales verden. Mens Paul vågner op og er 12-13 centimeter høj og dernæst flytter alene ind i parrets palæ i den overdækkede luksusmikrokoloni, Leisureland.

Socialrealistisk drejning

Payne er med Downsizing blevet genforenet med manuskriptforfatter Jim Taylor, med hvem han nu har skrevet fem af sine syv film, bortset fra The Descendants og Nebraska. Sideways var deres forrige, og det er godt at have Taylor tilbage, for med ham er den underspillede komik tilbage i Paynes film. Især da Pauls nye nabo, den serbiske playboy Dusan, kommer ind i billedet. Han spilles overstyret af uforlignelige Christoph Waltz, der også har en bedste ven, kaptajnen Joris, spillet af Udo Kier. Med de to hustlere ombord er vi godt i gang med at bevæge os over mod noget langt mere dekadent i filmen.

Hvilket dog snart modsvares af en mere socialrealistisk drejning, da Paul beslutter sig for at hjælpe Dusans rengøringshjælp, Ngoc Lan, med hendes kunstige ben. Hun viser sig at være en berømt vietnamesisk politisk aktivist, der blev tvangsformindsket af det repressive styre og siden smuglede sig selv ind i USA i en papkasse til en fladskærm.

Nu bor hun i en containerby for en mikrounderklasse af bl.a. rengøringsfolk, som tager på lortearbejde i Leisureland gennem et hul i den mur, der beskytter de rige mod insekter og fugle og omverdenen generelt. Alt er med andre ord ved det gamle. Nissen og underklassen er flyttet med.

I sit plot er Downsizing dog langt mere uforudsigelig, sprudlende end noget tidligere fra Payne. Og filmen tager også en yderligere drejning, som ikke skal afsløres her.

Vinder på sin humor

Der er ellers noget absurd sindigt over Alexander Paynes film, en nærmest demonstrativ afvisning af, at filmkunsten må have et groove. Det er en hvid mand på gåtur gennem sine manuskripter, som vi oplever. Og hertil kommer, at soundtrackene mest af alt er en slags smagsforstærkere, en forsikring om, at alt nok skal gå godt eller i hvert fald ikke byder på nogle overrumplinger.

Det er det diametralt modsatte af David Lynch, hvor selv den mest sukkersøde slager lover død og undergravning. I Downsizing overøses man med sentimental og overfortællende musik. Lavpunktet? Da tværfløjten istemmer, idet Paul siger: »Jeg elsker dig.« Men jeg skal heller ikke glemme at nævne de irriterende joviale klarinetter. Eller er det oboer?

Downsizing vinder til gengæld på sin humor, der aldrig råber på grinet, men bare fungerer i sin egen sindige rille med små kneb såsom Christoph Waltz’ kilometerbrede grin eller Ngoc Lans kommanderende sprog eller Pauls lille fjollede rullekuffert, der spiller en sygt sjov rolle i hans livs sidste store beslutning.

Ingen klar løsning

Og Downsizing konkluderer lykkeligvis heller ikke på sine undersøgelser af den menneskelige misére. Der er ingen klar løsningsmodel. Ellers var det vel heller ikke en Alexander Payne-film.

Verdensøkonomien vakler faktisk, da tre procent af verdens befolkning i filmen melder sig ud af arbejdsmarkedet, lader sig downsize og pludselig bruger langt færre af deres penge – endda på at opretholde et mikroliv i maks. luksus og tilsyneladende helt uden interesse for nutidig realpolitik. De har taget afsked med livets almene problemer og overladt dem til det almindelige fuldvoksne samfund. Men samtidig leverer de også en klokkeklar aflastning af en overbelastet jordklode.

Filmen fokuserer så samtidig på en langt mere intim problemstilling, begivenhederne i Pauls personlige liv, som udspiller sig på en baggrund af klimatisk katastrofale omstændigheder. Insisterer på den menneskelige faktor i en stadig mere kompleks global ligning.

Og man efterlades med spørgsmål: Ville man selv lade sig downsize? Ville man selv melde sig ud af menneskeheden, hvis man kunne? Og er det egentlig det mest korrekte at gøre? Eller det mest selvoptagede?

Downsizing. Instruktion: Alexander Payne. Manuskript: Jim Taylor og Alexander Payne. Amerikansk (Biografer landet over). 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu