Læsetid: 7 min.

Mennesket er vitterligt et mærkeligt dyr, og det bidrager ’Det ækle’ i den grad til at oplyse om

Afføring, menstruationsblod, anuschokolader og vindmøller. Det ækle optræder i mange former og siger langt mere om sin ejermand end selve det ækle objekt. Ny tankevækkende og sært oplysende bog om ’Det ækle’ zoomer ind på følelsens tvetydighed, og hvad den rummer – eller netop ikke rummer – på både individ- og samfundsniveau
27. januar 2018

Der er mange måder at angribe børns renlighed på, mange strategier, når det kommer til pottetræning. Som barn blev jeg indført i renlighedens glæder gennem en praksis af urimelig rummelighed og helt igennem anerkendende pottetræning. Det foregik på den måde, at jeg efter endt gerning på toilettet blev opfordret til at tage potten med mig og vise mine kreationer frem.

Hvor har jeg til gæste- og familiemiddage vandret mangen gange rundt om spisebordet og præsenteret mine brune produkter. Og udelukkende har jeg modtaget positiv respons. Søde mennesker, der smilede, enkelte klappede tilmed og komplimenterede det fremviste, hvor er det bare godt gået! Først for nylig, til en julefrokost, ytrede min fætter en lidt kritisk kommentar: Måske gik vi lidt over grænsen med de der fæcespromenader under spisningen? Jeg var tilbøjelig til at give ham ret.

Der gik mange år med en meget tilbagelænet fæces-attitude, før jeg helt begreb, at jeg var totalt off i forhold til almindelig gængse omgangsformer og kulturelle koder. At min omgangskreds ikke syntes, det var vildt charmerende, at jeg dukkede op på toilettet, når de var i gang, og eventuelt kommenterede lidt på formerne af det udskilte (det er ikke bare skyer, man kan få til at ligne næsehorn eller kødben, jeg siger det bare). At afføring faktisk for de fleste mennesker opfattes som relativt ækelt. Og at det ikke er noget, man til enhver tid taler åbent om eller viser frem for den sags skyld.

At det ækle ikke er noget naturgivent, universelt eller medfødt, men derimod en udtalt individuel, opdragelsesmæssig og kulturelt bestemt størrelse, er en central pointe i den nye og vildt forfriskende adderbadder-antologi Det Ækle. Det er Akademisk Forlag, der står bag udgivelsen, redigeret af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz, og det er kostelig og oplysende videnskabelig formidling.

Brian Benjamin Hansen og David Mayntz: Det ækle

Her er ikke tale om langhårede, distancerede redegørelser om teoretiske ækelheder, nej, her har man fingrene æltet godt ned i de klæbrige substanser, ideer, overgreb, handlinger og verbale modbydeligheder. Og det bedste af det hele er sådan set, at de forskellige forskere igennem antologiens meget forskellige måder at angribe emnet på, formår at komme i land med den overbevisende påstand, at det ækle på alle måder er noget, vi skal kaste os i armene på. For kun hvis vi identificerer os med det ækle, kan vi blive klogere på os selv, ’de andre’ og ikke mindst de udfordringer og konflikter, som opstår i vores moderne multikulturelle samfund. Men hvordan skal det så forstås?

Generobre det ækle

Tjo, i den klassiske moralfilosofi har man oprindeligt opfattet det ækle som en sund reaktion og en slags moralsk kompas, der svingede ud og aktiverede væmmelse, når man blev præsenteret for en slags moralsk råddenskab eller perversitet. Men det har den nyere filosofi og forskning efterhånden modsagt ret grundlæggende. Allerede Nietzsche mente, at vi måtte generobre det ækle, fordi det, der fik mange til at væmmes, netop var en påduttet – og i vores kulturkreds – ofte kristen moral, der ifølge filosoffen som bekendt var livsfjendtlig.

Det er der også mange andre kloge hoveder, der senere peger på; det, at væmmelse er et fænomen, der grundlæggende opstår, når vi oplever et slags vrangbillede af de værdier og idealer, som vi og vores kultur har stadfæstet. Eller som vores opdragelse har indpodet os. Når vi væmmes er det altså et udtryk for, at vi har nået vores grænse. At nogen eller noget overskrider vores grænse.

Spørgsmålet er så bare, om denne grænse er fornuftig eller ej, eller om det faktisk er en grænse, som vi skal arbejde med. Og det er her det ækle, som en ret kompliceret følelse, bliver vældig interessant. For eftersom væmmelsen er noget, der opstår i affekt, er den jo typisk ikke rationelt funderet. Faktisk er det almindeligvis sådan, at når vi finder noget ækelt, overtager denne følelse os fuldstændig – og ofte på en ret uhensigtsmæssig måde.

Smag, klasse og økonomi

I bogens anden kapitel, ’Det ækles etik i relationsarbejdet’ af Miriam Dimsits, analyseres en anonymiseret case, der præcist og med komisk genkendelighed illustrerer netop det. Socialpædagogen Pernille kommer på besøg hos et udsat menneske, som hun er mentor for, og som Pernille skal hjælpe tilbage til en almindelig velfungerende tilværelse inklusive tryghed i sociale sammenhænge.

Da Pernille træder ind i lejligheden, hvor hendes mentee Jannik bor sammen med sin mor, bliver hun med det samme overfaldet af to hunde og et sammensurium af lugte, hun på ingen måde finder behagelige: lugten af indelukket, nattepruttet soveværelse, dyrefoder, som står i gangen, lugten af kogt kød.

Mens hun tager jakken af, ser hun, at lejligheden er fyldt op med dyrebure, hundekurve, dyrelegetøj, marsvin, et terrarium med en kæleslange, et stort bur med kanariefugle og to akvarier. Og så kommer afsløringen: Fordi der har været så mange fremskridt for Jannik, har mor og søn lavet en fejringsmiddag, en hjemmelavet skinkesalat, som de omstændigt har anrettet på et stykke toastbrød.

Det er ikke blot et måltid, som Pernille inviteres til at dele med dem, det er en gave, som tak for hendes hjælp. Men det er også mere end en gave. Antropologisk set bliver måltider, tilberedt af en vært og serveret til gæster, betragtet som en gave, der gives til modtageren med et ønske om en cementeret alliance eller relation netop i et socialt fællesskab. Hvis modtageren afviser måltidsgaven, siger det sig selv, at projektet – og relationen – ødelægges.

Penille, der er dybt professionel og kun alt for bevidst om måltidsgavernes subtekster, sidder og er ved at brække sig lidt i sin mund. Hun er totalt overvældet af lugtene, dyrene og dyrehårene, der ligger overalt: Hun kan bare ikke spise den skide skinkesalat. Hun må afslå. Hvorved hele hendes resocialiseringsprojekt falder til jorden. For Moren og Janni er jo ikke dumme. De forstår, at Pernille er ’for god’ til deres mad – og at hun faktisk væmmes over det. Det skaber en temmelig dårlig stemning.

Det interessante i denne case er ikke så meget, at Pernille opfatter måltidet som ækelt, men snarere hvorfor, hun gør det. Miriam Dimsits, forfatteren bag afsnittet, argumenterer for, at mennesket – bevidst eller ubevidst – sætter lighedstegn mellem dårlig lugt og dårlig moral. At man forbinder dårlig lugt med det dyriske – hvilket faktisk er det, der får os til at væmmes.

Vi kan (ofte) godt lide dyr, men væmmes ved vores egen dyriskhed. Modsat tolker vi typisk fravær af duft (i en lejlighed for eksempel) som tegn på sundhed, udluftning og god hygiejne – og dermed grundlæggende som et tegn på, at det er civiliserede mennesker, der bor her. På den måde kobles smag, klasse og økonomi, og det bliver også klart, hvordan smag – og det ækle – afslører hierarkiske placeringer i samfundet.

’Nasty woman’

Men det er sådan set ikke det eneste, som vores væmmelser afslører. For som det gentagne gange i bogen understreges, siger det ækle mere om sin ophavsmands tolerance (eller netop mangel på samme) end om det objekt, der ækles. Man kunne – for nu at bruge et yndet eksempel, som også bogen selv gør – se på Donald Trump. I Brian Benjamin Hansens første kapitel om Den ækle anden fremhæves det, hvordan Trump har en udpræget sensibilitet i forhold til sin omverdens modstandere – og ækles af usædvanligt mange ting.

Han mente ikke bare, at Hillary Clinton var en ’nasty woman’, men også at kvinder, der ammer, journalister, muslimer, mexicanere, demonstranter og tilmed vindmøller er ’ækle’ (disgusting). Og det er klart, at det ækle her får et politisk perspektiv, som de færreste nok vil finde særlig hensigtsmæssig – og som godt kunne justeres af fornuft og oplysning.

Ikke mindst fordi dét, vi finder ækelt, sagtens kan være helt i modstrid med værdier eller synspunkter, som vi ellers helt tror på og måske endda kæmper for. Eksempelvis kan man sagtens – hvis det har været en del af ens opdragelse – væmmes ved forestillingen om, at to af samme køn dyrker sex, samtidigt med at man går fuldt ud ind for homoseksuelles rettigheder. Så at agere fuldstændigt i overensstemmelse med sine væmmelser er ikke en fuldgyldig strategi.

Og nu nærmer vi os så en mere konkret beskrivelse af, hvad det ækle egentligt er i sin grundsubstans. For det ækle er nemlig ikke bare noget, vi finder ulækkert, det er samtidigt noget, der tiltrækker os. Der ligger et begær og ulmer i det ækle, en ’formegethed’, noget chokerende, der overskrider vores vanlige komfortzone. Hvilket også forklarer, hvorfor vi lige kigger en ekstra gang ned i et festivaltoilets ulmende masse, eller hvorfor vi gransker indholdet af lommetørklædet, når vi har truttet til, med en lidt for levende interesse.

Det ækle er grundlæggende noget tvetydigt. I bogens sidste kapitel indkapsles det ækle meget konkret i en nøddeskal: Det ækle er en anuschokolade. Og hvad er så det? Jo, anuschokolader er – som navnet antyder – eksklusive, belgiske, fyldte chokolader formet som et røvhul. Der fås i varianterne, sort, brun og hvid (afbleget?). Her kan man tale om noget, der både er lækkert og ulækkert, tiltrækkende og frastødende på samme tid. Mennesket er vitterligt et mærkeligt dyr, og det bidrager Det ækle i den grad til at oplyse om.

’Det ækle’. Redigeret af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz. Bidrag af Brian Benjamin Hansen, Miriam Dimsits, Ditte Marie Munch-Jurisic, Dorte Refslund Christensen, Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laub. Akademisk Forlag, 224 sider, 299 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu