Læsetid: 5 min.

Misundelse er en fælles ting

Det er publikum selv, der med en snild og på en gang sadistisk og pædagogisk konsekvens bliver sat i scene i instruktøren Tue Bierings fortolkning af dødssynden misundelse som personlig og ikke spor apolitisk drivkraft
’Har du nogensinde været misundelig på nogen, der spillede i et band?’ lyder et af de spørgsmål, publikum bliver bedt om at besvare i Tue Bierings ny-rundkredspædagogiske teatereksperiment om dødssynden misundelse. Men er det overhovedet nogen løsning at bekende denne såkaldt grimme følelse?

’Har du nogensinde været misundelig på nogen, der spillede i et band?’ lyder et af de spørgsmål, publikum bliver bedt om at besvare i Tue Bierings ny-rundkredspædagogiske teatereksperiment om dødssynden misundelse. Men er det overhovedet nogen løsning at bekende denne såkaldt grimme følelse?

Per Morten Abrahamsen

26. januar 2018

»Det er ikke teater, og det er ikke terapi,« meddeler kvindestemmen i vores høretelefoner, »det er bare jer, sammen.« Hvis det også lyder som en foruroligende forsikring i dine ører, er det ikke helt galt.

Det virker i hvert fald både som en beroligelse og en advarsel om det (gru, bare ordet) teatereksperiment, vi 30-40 mennesker, der denne aften sidder i en stor cirkel på Østerbro og glor mere eller mindre trykket på hinanden, skal fuldbyrde, før vi får lov til at gå igen. Der er en, der bare rejser sig og går med det samme.

Hvis jeg ikke blev betalt for at blive, ville jeg måske have gjort det samme. Eller ikke. Skriften, der lyser lige dele psykoanalytisk og kristent på hver sin endevæg, vækker trods alt både nysgerrighed og nervøsitet: »Hvis du taler om det, vil det frelse dig.« »Hvis du ikke taler om det, vil det ødelægge dig«.

Det, vi skal tale om, bare os, sammen, i dette stykke, hvor publikum selv er skuespillerne, er den misundelse, som teatret Republique i sin serie af forestillinger om de syv kristne dødssynder (griskhed, hovmod, apati, vrede, misundelse, frådseri og lyst) har engageret den sjældent uinteressante dramatiker og instruktør Tue Biering til at fortolke.

Eksperiment med klar drejebog

Altså sidder vi i en cirkel. Ved ankomsten er vi hver især blevet udstyret med et nummer, vi skal have hængende om halsen, og som svarer til den plads, vi skal indtage i cirklen. Under forestillingen taler stemmen i høretelefonerne, vi er blevet bedt om at iføre os, både samlet til os og til os hver især, så vi kun selv kan høre den. Den instruerer os i at sige og gøre forskellige ting, der ikke hverken, men både har karakter af teater og terapi.

Vi skal både bekende vores egne autentiske følelser af misundelse, og vi skal gentage fabrikerede bekendelser, som kun vi selv kan høre kvindestemmen hviske os i øret. Vi skal udføre forskellige, mere eller mindre fjollede og mere, men mest mindre grænseoverskridende opgaver med de rekvisitter (heriblandt oppustelige instrumenter, flødeboller, øl og en le), der står i cirklens midte.

Min helt dejlige opgave bliver f.eks. at sidde inde på gulvet og kigge min sidekvinde dybt i øjnene, mens alle så kigger på det. Vi skal instruere andre i at sige og gøre forskellige ting, og vi skal føre samtaler med hinanden i et komfortabelt anonymt mørke, når alt lys slukkes og vi bliver forbundet én og én via høretelefonerne.

De bruger mange høretelefoner i stykkerne på Republique for tiden, og det kan godt føles som et lidt umotiveret kreativt benspænd, men ikke her. Her har høretelefonerne på samme tid den praktiske, betryggende funktion at skabe en afstand, der gør rummet lidt lettere at være i, og den forstyrrende funktion at muliggøre teaterinstruktørens totale invasion af vores hoveder, hans installation af sig selv i os som et andet overjeg.

Misundelse er altså et eksperiment med en klar drejebog. Dets dramaturgi er også klar og fører os fra mikrosocial til makrosocial misundelse: De første bekendelser, vi opfordres til og instrueres i at dele, kredser om barndommens oplevelser af bl.a. søskendemisundelse, så følger misundelsen på vennerne, på kollegerne, så på og fra andre samfundsgrupper og sluttelig den globale og potentielt revolutionære misundelse, vi selv er genstand for.

Klassiske misundelsesscenarier

Eksperimenter må (ligesom de ritualer, teatrets urform findes i) have drejebøger for at fungere. Alligevel er det måske de klare forskrifter for, hvordan man slipper hæmningerne, der også får resultatet af aftenens teatereksperiment til at føles lidt forudsigeligt. Der er i hvert fald nogen, der er meget og næsten for gode til at bekende, og så er der dem, mig bl.a., der ikke er.

Selv om det interessante ved eksperimentet selvfølgelig er, at vi aldrig er helt sikre på, hvornår de andre i cirklen faktisk bekender sig, autentisk, og hvornår bekendelsen er instrueret, er der noget forudsigeligt ved selve præmissen om, at misundelse, som man siger, er en grim ting, »vi alle«, som det lyder om forestillingen, »går med indeni«.

Hvad hvis misundelse ikke er en følelse, vi alle går med indeni? Om det så er, fordi vi fortrænger den hårdt, fordi vi faktisk – muligheden er der vel – ikke føler den store misundelse, men måske til gengæld kender til oplevelsen af at være genstand for andres misundelse, eller fordi vores misundelse ikke falder inden for de klassiske misundelsesscenarier, forestillingen tager op. Det kunne være, man ikke var misundelig på sine søskende, men på overhovedet at have søskende.

Det kunne være, man ikke skammede sig over sin misundelse, og der derfor heller ikke var nogen skam i at tie om den, eller det kunne være, man bare ikke køber præmissen om, at der er en forløsning for ikke at sige løsning i bekendelsen af såkaldt grimme følelser. Skal vi give hinanden syndsforladelse for at være asociale? Måske kan lidt fortrængning også være fint nok.

Vores indre asociale svin

Det er ikke, fordi den præmis ikke er til debat i stykket. At vi alle inderst inde er nogle asociale svin, er selve den idé, Tue Biering igen og igen undersøger og problematiserer ved at sætte på spidsen. I sidste ende er det stykket selv, der giver os færten af, at misundelse netop ikke bare er en privat og apolitisk følelse.

Ligesom Tue Biering har instrueret virkelige prostituerede til at spille prostituerede (i Pretty Woman med Fix&Foxy) og virkelige politikere til at optræde som politikere (i sidste års vilde Rocky! på Husets Teater), instruerer han i Misundelse publikum, sætter os i scene og udstiller os med snild, på samme tid næsten sadistisk og pædagogisk konsekvens. Hvis formålet var at få mig til at sætte spørgsmålstegn ved misundelse som personlig og politisk drivkraft, lykkedes det jo.

Alligevel er det ikke som ubehagelig konfrontation, Misundelse lykkes bedst. Det gjorde Rocky! bedre. Det vellykkede er snarere, hvor behageligt det dér »det er bare jer, sammen« i Bierings nyrundkredspædagogiske eksperiment egentlig er. Det er faktisk bare helt rart at snakke med hinanden dér i cirklen. Selv hvis man har fortrængt al sin misundelse og er fint tilfreds med det.

’Misundelse’. Iscenesættelse: Tue Biering. Scenografi: Nathalie Mellbye. Lyddesign: Ditlev Brinth. Lysdesign: Michael Breiner. Republique. Til 10. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu