Læsetid: 2 min.

Modstand mod at lade sig ophidse

Liv Sejrbo Lidegaards nye bog er af og til for overtydelig og bedst, når den driver roligt af sted, døsig og ufokuseret som den natur, hendes digte er så optaget af
20. januar 2018

Det er, som om der ikke er stillet helt skarpt i Liv Sejrbo Lidegaards anden bog, samlingen – eller langdigtet? – Vi er her.

I stedet zigzagger fokus mellem noget let tåget, rejser gennem Europa, ophold på en isoleret ø, en forelskelse, mørnede, fugtige, gennemvædede landskaber, og så en form for overeksponering, en lyrisk overtydelighed, hvor tekstens greb bliver alt for markerede.

Så dunker bogstavrimene højt i vers, hvor grundtonen ellers er afklaret og adspredt. »Sug smyger sig om hjørnerne«, der er »slanger med svale skind«, som glider gennem vand, og på en mørnet væg er det sådan her:

»Sortgrønne sporer træder frem/ gør murene levende som lunger«

De står ekstra tydeligt og insisterer, stamper nærmest i gulvet, de bogstavrim, fordi bogen ellers mest driver af sted. Jeget er stabilt, men nogenlunde anonymt. Det er omgivet af venner og kærester, forbundet til bedsteforældre, men endnu uden forpligtelser i verden. Det føles ungt, men ikke meget ungt.

Små øjeblikke og situationer flyder over i mere generelt lyriske udsagn om tilværelsen: »her er vores hundeagtige vilje til livet, glubsk og fræk/ her er vores helgenagtige forsagelse, tavs og let.« 

Liv Sejrbo Lidegaard: Vi er her

Bliver ikke slået omkuld

Det er ikke ubehageligt eller uinteressant, dette glid. Der er noget roligt over Liv Sejrbo Lidegaards sprog, en modstand mod at lade sig ophidse. Der er en vilje til at skrive på en måde, som ikke er alt for specifik, men alligevel kan indfange øjeblikke og stemninger. Der er en vilje til at skrive som den natur, bogen er så optaget af. Den er ikke ophøjet, den natur, men er over det hele, roligt dunkende, mørnet, gærende, trådet. Bagsiden er så, at næsten ingen udsagn føles voldsomt prægnante.

Som læser slås man ikke omkuld undervejs: »En flaksen under spærrene/ der holder hvælvingerne af glas/ over østeuropas banegårde,« sådan lyder et lille digt, der står helt alene på en side. Det føles som så lidt, at det næsten er ved at forsvinde.

Og på den anden side er der altså disse pludseligt meget bastante greb. Så trækker digtene deres tanker alt for hårdt op eller insisterer på nærmest skematiske modsætninger som hunden over for helgenen, eller i en sætning som følgende: »jeg har prøvet at tænke på dig som et menneske, men der er så mange dyr og guder for tiden, deres skikkelser skygger for mit udsyn.«

Eller når der pludselig står: »danmark// vi er rædselsslagne/ og jo mere vi prøver at forskanse os/ jo mere rædsel skaber vi.« Ideen er jo klar nok: Her får vi det modsatte af den bløde, duvende bevægelighed, som Vi er her er så glad for, og vi får den i klartekst og med streger under. Så forkert er den nemlig.

Men jeg kan ikke se, at den overtydelighed gør andet end at svække Sejrbos bog. Jeg forstår ikke, hvorfor den er nødvendig.

Liv Sejrbo Lidegaard: ’Vi er her’. Poesi, Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu