Læsetid: 5 min.

’Mosaic’ er en både dybt tilfredsstillende og frustrerende oplevelse

Sharon Stone stråler i Steven Soderberghs nye fascinerende tv-serie ’Mosaic’, der foregår i en lille, velhavende bjergby og handler om mordet på en berømt børnebogsforfatter
Olivia Lake (Sharon Stone) er til fest med sin gode ven, JC (Paul Reubens) i Steven Soderberghs nye tv-serie, ’Mosaic’. 

Olivia Lake (Sharon Stone) er til fest med sin gode ven, JC (Paul Reubens) i Steven Soderberghs nye tv-serie, ’Mosaic’. 

HBO Nordic

23. januar 2018

Der var engang en børnebogsforfatter, Olivia Lake (Sharon Stone), der boede på toppen af et bjerg i den lille velhaverby Summit i Utah. For mange år siden, i et øjeblik af guddommelig inspiration, skrev og illustrerede Olivia den bog, som for alvor gjorde hende rig og berømt, og som er grunden til, at hun har kunnet bygge sit store moderne hus med tilhørende atelier og stald til sine heste.

Olivia var et godt menneske, og hun stiftede organisationen Mosaic og byggede et hus, som blev besøgt af ikke bare byens, men af hele statens børn, som her blev opmuntret til at forfølge deres kunstneriske drømme.

Men Olivia var også ved at blive gammel, og det havde hun det svært med. Det fortalte hun tit og ofte til sin bedste – og måske eneste – ven, den homoseksuelle JC (Paul Reubens), når hun en smule desperat gav sig i lag med en af de unge mænd – f.eks. den aspirerende tegneserietegner Joel Hurley (Garrett Hedlund), hun yndede at omgive sig med, og hvis opmærksomhed fik hende til at føle sig ung og attrået.

Men så en dag mødte Olivia den yngre, charmerende Eric Neill (Frederick Weller) og faldt for ham med et ordentligt brag – og han for hende. Snart var de flyttet sammen og skulle giftes. Eric var dog en mand med hemmeligheder – faktisk lidt af en bedrager – og en nytårsaften førte det til et voldsomt brud mellem de to. Dagen efter var Olivia forsvundet.

Morads af mennesker og motiver

Der var blod overalt i Olivias atelier, og Eric blev arresteret, anklaget og dømt for det, man formodede var mordet på hende, og smidt i fængsel. Og så skulle man ellers tro, at det var slutningen på den tragiske historie.

Men fire år senere dukkede Erics søster, Petra Neill (Jennifer Ferrin), op i Summit og begyndte at stille ubehagelige spørgsmål. Hun troede ikke på sin brors skyld, og sammen med den lokale politichef, Nate Henry (Devin Ratray), der fire år tidligere også havde haft sine tvivl om Erics skyld, genoptog hun efterforskningen af mordet.

Mistænkte var der nok af: Joel, der var flyttet sydpå med sin kæreste, Laura (Maya Kazan). En strejfer, som Joel havde observeret på Olivias grund. Olivias nabo og surrogatsøn, milliardæren Michael O’Connor (James Ransone). Hans højre hånd, Tom Davis (Michael Cerveris), der så gerne ville købe Olivias ejendom. Og den tidligere politichef, Alan Pape (Beau Bridges), der var kommet i lommen på en lille gruppe af Summits rigeste og mest private indbyggere.

Det krævede både vedholdenhed af Petra og mod af Nate at grave sig ned i det morads af mennesker og motiver, bedrag og dobbeltspil. Og så var det, at man fandt Olivias lig, ja, i hvert fald hendes ene hånd ...

Inspireret af ’Twin Peaks’

Nu er filmskaberen Steven Soderberghs nye tv-miniserie Mosaic bestemt ikke noget eventyr, og der er ingen, i hvert fald ikke ret mange, der synes at leve lykkeligt til deres dages ende, når de seks timelange afsnit er forbi. Men serien foregår alligevel i en verden og et univers, som har sine egne love og regler.

Soderbergh, der har instrueret alle seks afsnit, og Ed Solomon, der har skrevet hele serien, er tydeligvis inspireret af Twin Peaks – som mange andre nye, beslægtede serier, f.eks. Top of the Lake og Broadchurch. Ikke blot lader de handlingen udspille sig i en isoleret by, hvor nogle få rige, hemmelighedsfulde mennesker ejer og bestemmer det hele, nej, tonen og stemningen i Mosaic minder også om Twin Peaks, der balancerede på kanten mellem drama og humor. Det samme gør det kulørte persongalleri og et skarpt fokus på mennesker snarere end på det mordmysterium, der ellers er historiens motor.

Soderbergh og Solomon er interesseret i de individer, der bor i eller rejser til Summit, og i de magtstrukturer, mekanismer og systemer, der driver det lille samfund – og som kan ses som en kritik af, hvordan vores verden ser ud lige nu.

De to mænd bruger megen tid på at fortælle os, hvem Olivia, Eric, Joel, Nate og Petra egentlig er, og hvorfor de hver især gør, som de gør. Det er spændende at følge med i, også fordi ikke ret mange er, hvad de giver sig ud for at være.

Springer i tid og sted

I USA havde Mosaic premiere i november sidste år som en interaktiv smartphoneapp, der gav brugerne mulighed for at vælge, hvordan de ville have historien om mordet på Olivia Lake fortalt, og hvilken person de ville følge – inden for visse rammer, selvfølgelig. Den mulighed får vi ikke i Europa, men efter anmeldelserne at dømme, gør det ikke så meget. Selve appen fik gode anmeldelser, men de fleste anmeldere savnede en fortæller, som tog de kunstneriske valg og fortalte en god historie.

Det har Steven Soderbergh så gjort i den serieversion af Mosaic, som nu har premiere i både USA og Europa, og det er der god grund til at glæde sig over. Resultatet er nemlig en fascinerende og på én gang dybt tilfredsstillende og frustrerende gådefuld oplevelse.

Soderbergh, der er kendt for at lege med fortællestrukturen i sine film – bedst i thrillerne Out of Sight og The Limey – lader handlingen springe i tid og sted, og som i et andet af sine hovedværker, narkofilmen Traffic, giver han billedsiden i Mosaics forskellige handlingstråde hver sin farve.

Det hjælper én med at holde styr på, hvad der sker hvornår, og det giver serien en ganske særlig rytme og dynamik, der kun forstærkes af den sparsomme, men alligevel markante brug af instrumentalmusik.

Sharon Stone på toppen

Mosaic ville dog, alle sine formalistiske krumspring til trods, ikke være så vellykket, havde det ikke være for de fremragende skuespillere. Hverken Devin Ratray, der spiller den ukuelige og begavede Nate Henry, og Jennifer Ferrin, der spiller Petra Neill, kan jeg genkende fra andre film eller serier, men hold da op, hvor er de begge er gode.

De mange nye, fantastiske ansigter, man bliver præsenteret for, er en af fornøjelserne ved den amerikanske tv-series storhedstid. Bedst i serien er dog det kendteste ansigt af dem alle, Sharon Stone, der leverer en af sin mangeårige karrieres mest nuancerede og intense præstationer i rollen som Olivia Lake.

Hun er intelligent, stærk, neurotisk og dybt rørende som en selvstændig kvinde, der aldrig har fundet den ene store kærlighed, og som er så bange for at blive ældre. Selv er Sharon Stone blevet 59, og hun er så frygtløs og smuk som aldrig før.

’Mosaic’ kan ses på HBO Nordic fra på tirsdag den 23. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu