Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nikolaj Zeuthens nye roman afslører voksenlivets ydmygelser, så det gør ondt

Det er banalt, når en mand nærmer sig de fyrre og må se i øjnene, at hans ungdom er forbi, og at hans indre talent er begrænset. Alligevel er det det værste af alt, og det udstiller Nikolaj Zeuthens usædvanligt vellykket i sin nye roman
Det er banalt, når en mand nærmer sig de fyrre og må se i øjnene, at hans ungdom er forbi, og at hans indre talent er begrænset. Alligevel er det det værste af alt, og det udstiller Nikolaj Zeuthens usædvanligt vellykket i sin nye roman

Sofie Amalie Klougart

Kultur
18. januar 2018

Nikolaj Zeuthens spinkle, elegante, morsomme, syrlige, grusomme, næsten ubærlige nye hverdagsroman – den hedder Buemundet guitarfisk, navnet giver mening efter læsningen – skildrer livet blandt dem, hvis kreative ungdom er slut. Nu sidder man med tre børn i en lejlighed i København, midt i den prekære middelklasses hængedynd.

Ungdommens flugtlinjer er blegnet og blevet til ingenting. Voksenlivet er overalt, men mest som noget ynkeligt, som en fornedrelse, som ét langt statustab. Det er en bitter komedie, eller måske en tragedie tømt for værdighed. Sådan er det i al fald for Stefan Bak Dalgaard, romanens sølle, umodne, overfølsomme og skarptseende hovedperson – og måske Nikolaj Zeuthens alter ego.

Engang udgav han digtsamlinger, Stefan, og var ansat på universitetet. Nu filtres han langsomt ind i a-kasselivets fornedrelser. Forfatterkarrieren er løbet ud i sandet, så en del af identiteten er flyttet ind i projekt moderne husfar, mens konen Nete med den mellemlange uddannelse må tjene pengene, og mens selvhadet strømmer ud af hans porer som sved i en sauna.

Alt er blevet en ydmygelse. Så ser Stefan sin trætte partner i øjnene og fornemmer, at hendes respekt for ham helt er forsvundet. De er ikke længere liderlige med hinanden, de er i det højeste needy. Eller, det er han, for hun trænger til sin egentid. Og opdragelsen af børnene skal helst være postautoritær og kreativ, hjemmebagt rugbrød og ikke for meget skærmtid, men det krævede nærvær er endt som en hård, daglig pligt som en uendelig slitage.

Hvordan kommer man videre derfra? Uden egentlig at ville det bliver Stefan viklet ind i projektet Stresskompagniet – med mulighed for senere aflønning, vi befinder os jo i prekariatets tidsalder – som hans gamle studiekammerat Christian står for. De skal lave workshops for kommuner og arbejdspladser, men på en »dereguleret« måde.

Christian er et håbløst menneske, foretagendet er håbløst og latterligt. Dog møder Stefan den unge Rigmor, receptionist og studerende, højest den næstkønneste af de involverede i projektet. Hun har en overraskende og stålfast lyst til Stefan. Eller måske bare til nogen.

Kunne det være en flugtvej? Stefan er frisk på at drømme – og fuske og lyve og ydmyge sig, hvis det giver ham lov til en sidste illusion. Og så må man selv læse videre, hvis man vil se, om den drøm bliver til noget. 

Nikolaj Zeuthen: Buemundet guitarfisk

En velkendt historie

Nå. Som man kan se, er det en velkendt historie, Buemundet guitarfisk disker op med. Skikkelserne og dilemmaerne føles uendeligt genkendelige. Det er, som om Zeuthen varierer en række af tidens urmyter: den om den kreative klasses uværdige liv, den om den fyrreåriges midtvejskrise, den om den forbitrede mandlige kunstner midt i den moderne hverdag, den om de kriser, der opstår, når ens familieliv ikke længere lever op til de mest traditionelle kønsroller.

Selv bipersonerne kender man nærmest på forhånd, fra de forstående vennepar til den gode ungdomsven med succes. Og til svigermoren Knirke, et af bogens komiske og fornedrende højdepunkter. Modsætningen mellem den anstrengte børnefamilie helt uden overskud og bedsteforældregenerationens nedladende frigjorthed er sjældent set skarpere:

»Altid og eftertrykkeligt bad Nete sin mor være tilbage med Ask på Solvej senest klokken 19, og altid blev den både halv otte og kvart i otte og otte, før Knirke smykkeklirrende og billedvisende og med sit karakteristiske grinende ’uh altså, nej’ kom op ad trappen, og Stefan måtte ned på gaden og hente den sovende dreng bag i den lyseblå BMW.«

Men sådan er det med Buemundet guitarfisk. På en måde er dens historie set før, alligevel er den ret usædvanligt vellykket, sjov og hård at læse på samme tid. Nærmest alle scener har et røntgenblik for de uudtalte konflikter og brud i det allermindste. Men de er også skrevet med en virkelig fin lethed i sproget. Tingene slås an og glider videre uden at blive tunge. De kan så være næsten ubærligt pinlige, scenerne, men det er noget andet.

Der strømmer en minimal humor gennem romanen. De allermindste ting markerer farcen, som også altid er lidt sørgelig – så trækker en socialarbejder pludseligt vejret ind gennem sine »rigelige tænder«, hvad det så end skal betyde – så hedder studentermedarbejderne Mads og Mette, af alle ting. Og i sprækkerne aner man noget langt mere foruroligende, spor af andres liv og problemer, af et mørke, der aldrig helt dominerer.

Men især, og det opdager man først efter at have kommet hele vejen gennem bogen, er Buemundet guitarfisk utroligt fint komponeret. Helt overraskende får den vendt sin ret spinkle handling til en styrke. Det føles helt passende til slut, at der ikke er sket mere. Jeg mener, værre er det heller ikke, når en mand nærmer sig de fyrre og må se i øjnene, at hans ungdom er forbi, og hans indre talent var begrænset. Nu må han finde noget andet at leve af.

Den erkendelse rammer de fleste, det er banalt. Alligevel er det det værste af alt.

Nikolaj Zeuthen: ’Buemundet guitarfisk’. En prekær komedie. Rosinante. Udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Du synes det ef en velkendt historie ? Jeg forstår det ikke, men jeg har også bare passet mit arbejde, min familie og min økonomi og ikke haft tid til at pille mig selv i navlen. Tænk at man kan bruge hele forsiden til sådan noget pladder.

Eva Schwanenflügel

Ud fra de få eksempler synes jeg faktisk det lyder som en umanerlig morsom bog.
De "rigelige tænder" er selvfølgelig én der har et haj-gebis, eller sådan ser jeg det for mig.
Men netop det udefinerlige ord gør, at munden kan forestilles på utallige måder, alt efter hvem man har mødt med netop 'for mange tænder'.
En 'Knirke' kender de fleste - på hver deres måde.
Det er jo brilliant, den bog skal snarest i min reol ;-)

Jørgen Kærbro Jensen, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Mon ikke de fleste granvoksne mennesker har måtte opleve, at ungdommens ufatteligt mange gyldne muligheder er indsnævret til.. alt for lidt.
Bogen er måske en mulighed for en indsigt i, hvordan andre oplever og håndterer netop det. Det gider jeg nok godt.

Jørgen Kærbro Jensen, Morten Nielsen, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

"En middelmådig midaldrende mands ekstraordinære oplevelser." Jeg nåede aldrig så langt som til at være noget kreativt og noget med ord og magt. Jeg indså allerede som 17-18 årig at jeg nok ikke skulle sætte forventningerne for højt - hedder det ungdomssløvsind ? Eller er det mon bare meget realistisk. Vi lever jo i dk som tidligere generationer byggede op så man skal dog gøre meget for ligefrem at sulte ihjel eller ikke have noget sted at bo, men selv realisering og selvudvikling er det ikke altid muligt at opnå på de præmisser man håbede...

Niels Duus Nielsen

Det vigtigste er da at have det sjovt. Jeg blev aldrig brandmand, jeg blev aldrig astronaut, jeg blev aldrig verdensberømt, men jeg havde det sgu sjovt. Selvfølgelig blev jeg skuffet, hver gang en eller anden drøm viste sig at være uopfyldelig, men så fandt jeg mig en ny drøm.

For tiden drømmer jeg om en dag at blive en viis gammel mand, det lykkes sgu nok heller ikke. Men det er sgu sjovt at forsøge, så længe det varer.

Alene titlen "Buemundet guitarfisk" gør, at jeg bliver interesseret i at læse bogen, og anmeldelsen har blot givet mig endnu mere blod på tanden. Det er altid sjovt at grine ad egne fejl, især når det er andre, der begår dem.

Jørgen Kærbro Jensen, Hans Martens, Hans Aagaard, Eva Schwanenflügel og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar

Sådan er det i al fald for Stefan Bak Dalgaard, romanens sølle, umodne, overfølsomme og skarptseende hovedperson – og måske Nikolaj Zeuthens alter ego.
Er det i dag muligt, at finde en anmelder der ikke antyder at forfatteren er hovedpersonen? Det er nok det mest irrelevante mht til bogens kvaliteter.

Morten Nielsen

Det er vist lige en bog for mig. Jeg droppede en karriere som Civilingeniør da jeg var 29. Jeg fulgte min drøm om at blive professionel musiker. Det er ikke lykkedes - endnu. Men karriere-skifte-forsøget var det rigtige at gøre. Nu fylder jeg snart 39, og bliver snart far for første gang.
Åh, gid jeg kunne mane tiden tilbage til min tidlige ungdom, og tage bare halvdelen af min livsvisdom med dertil.
PS. Det bedste råd jeg kan give til et unge menneske, er at nyde ungdommen fuldt ud, inden den får en ende.