Læsetid: 10 min.

Ny bog: Fogh-æraen kan kun forstås som en kamp om værdier

Der går en lige linje fra Anders Fogh Rasmussens tanker i bogen ’Fra socialstat til minimalstat’ til 00’ernes kulturkamp. Det hævder forfatterne til vægtig og overbevisende genskrivning af skelsættende periode af danmarkshistorien
’Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik,’ sagde Anders Fogh Rasmussen i 2003. Og det er i det lys, man skal se hans regeringstid, mener forfatterne til ’Værdikæmperne’.

’Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik,’ sagde Anders Fogh Rasmussen i 2003. Og det er i det lys, man skal se hans regeringstid, mener forfatterne til ’Værdikæmperne’.

Thomas Borberg

16. januar 2018

Det bedste argument for at skrive samtidshistorie er selvfølgelig, at man opnår ny indsigt i den periode, der skrives om. At man kan se brud og sammenhænge i et større perspektiv, og at man – hævet op over det forstyrrende nu – forstår, hvad der var det vigtige, og hvad der var de styrende principper i perioden.

I den forstand leverer Esben Schjørring og Michael Jannerup med bogen Værdikæmperne – Slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne 2001-2011 et vægtigt og fornemt argument for den type journalistisk samtidshistorieskrivning.

Scoopet i bogen er evnen til at kunne se hele Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode fra 2001 til 2011 i lyset af værdi- og kulturkampen og på overbevisende måde holde fast i det perspektiv som den afgørende faktor for at forstå den politik, der bliver ført i perioden. Hver gang regeringens politiske modstandere og iagttagere af dansk politik tog fejl af, hvad der skete undervejs i perioden, skyldes det, at man glemte at tænke værdikamp – kunne sådan set være bogens påstand.

Paradigmeskifte

Når partiledere Kristian Thulesen Dahl (DF) og Lars Løkke Rasmussen (V) i dag i sammenhæng med skatteforhandlinger koblet til udlændingestramninger taler om et paradigmeskifte på udlændingeområdet, ved læseren af denne bog, at det slet ikke er nogen ny opfindelse.

Esben Schjørring og Michael Jannerup: ’Værdikæmperne – Slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne 2001-2011’

Det egentlige paradigmeskifte i udlændingepolitikken fandt sted i 2002 og blev ikke – sådan som den gængse fortælling ellers har været – på afgørende vis præget af Dansk Folkeparti med de to fætre Søren Krarup og Jesper Langballe i spidsen. Nej, kuglerne til stramningen af udlændingeloven blev i al væsentlighed støbt og udformet af daværende integrationsminister Bertel Haarder (V) og voksede frem af Venstres egne forslag i Folketinget op til valget i 2001.

Dansk Folkeparti havde kun minimal betydning på den endelige lov, der i dag regnes som en af de største sejre i den borgerlige værdikamp, fordi den lov aldrig siden – og heller ikke efter at Socialdemokratiet, De Radikale og Socialistisk Folkeparti i 2011 dannede regering – er blevet rullet tilbage.

Bertel Haarder formåede aldrig selv at tage æren for lovstramningen; det gjorde derimod Dansk Folkeparti, som også efterfølgende i alle dele af medierne blev krediteret for den danmarkshistoriske begivenhed. Det store problem med den fortælling er, viser bogen, at den ikke er sand; at den er en myte.

Traumet fra 1998

Værdikæmperne rummer en lille guldgrube af sådanne nye erkendelser og eksempler på, hvor medierne og tidens venstre-centrum primært har fortalt én historie om regeringen, men misset den egentlige og større sammenhæng.

Fejllæsningen af magtforholdet mellem Anders Fogh Rasmussens regering og Dansk Folkeparti i 2002 er ifølge bogens to forfattere symptomatisk for den generelle fejllæsning af, hvad der var Anders Fogh Rasmussens værdikamp.

Den store historie, den store linje i bogen, er Anders Fogh Rasmussens forsøg på at forandre den danske folkesjæl. Og midlet til at opnå den forandring, der kom til at præge dansk politik i 00’erne, hed værdikamp, en term han første gang satte på formel i 2003 i et interview med Weekendavisen.

»Jeg har faktisk den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer.«

At værdi- og kulturkampen blev den store dagsorden under Fogh Rasmussen frem for den økonomiske politik, skyldes ifølge bogen traumet fra 1998. Altså Venstres valgnederlag i 1998, hvor Socialdemokratiet i sidste øjeblik og i tæt parløb med fagbevægelsen fik forhindret en magtoverdragelse til Venstre.

Sejren blev sikret ved at sætte fokus på Venstres forhold til velfærden, og fra da af erkendte partiets nye leder, Anders Fogh Rasmussen, at for at komme til magten måtte Venstre aldrig igen komme i konflikt med dansk velfærdskonsensus. Det fik Anders Fogh Rasmussen til at reformulere principperne for den borgerlige politik og indlede og vinde en battle of ideas.

Kulturkampen

Det plejer at blive udlagt sådan, at Anders Fogh Rasmussen, der i 1993 skrev det liberalistiske og kontroversielle kampskrift Fra socialstat til minimalstat, for at blive statsminister efterfølgende måtte lægge afstand til sin hidtidige ideologi og blive en slags socialdemokrat og bevarer af velfærdsstaten.

Det er både rigtigt og helt forkert. Det var nemlig kun den økonomiske politik, der blev ændret på. Det er et af de originale greb i Værdikæmperne at vise kontinuiteten i Anders Fogh Rasmussens tænkning fra minimalstatsbogen til 00’erne og at læse den som et kulturkritisk skrift. Eftersom man overså den kontinuitet i Anders Fogh Rasmussens tænkning, gik man igen og igen fejl af hans projekt.

Da man så hurtigt gjorde sig færdig med minimalstatsbogen, overså man, at Fogh ganske vist var ærkeliberalist og fortaler for et frit internationalt marked, men at han samtidig så nationalstaten og den nationale identitet som et helt afgørende værn mod rodløshed og fremmedgørelse. Det stod nemlig også i bogen.

Velfærdsideologien havde udhulet værdien af dansk identitet, og det var vigtigt at have noget at være stolt over i historien eller i samfundets værdier. Derfor skulle der skabes nationale præstationer, udvikles og dyrkes nationale symboler inden for kunst, arkitektur, ingeniørværk, design og idræt, som danskerne kunne »identificere sig med«, som det hed i hans bog, og som kunne være »monumenter«, der bandt »slægtleddenes historie sammen«.

Her var med andre ord ikke kun liberalisme, men også en kulturkonservativ tro på historisk bevidsthed som opdragende, dannende og skabende sammenhængskraft. Og her formuleres også kimen til kulturkanonen 12 år senere.

Et andet aspekt er, at Fogh Rasmussen godt nok går imod »den grå danske fladlandssocialisme« og er kritisk over for Statens Kunstfond og den udbredelse og demokratisering af kunsten, der formuleres fra og med socialdemokraten Julius Bomholts kulturpolitik, og som ses som en statslig okkupering af kunsten.

Men samtidig vil Fogh ikke nedlægge, men reformere Statens Kunstfond, så den i højere grad hylder og fremmer det individualistiske, præsterende og frie menneske. Derfor ville Fogh Rasmussen i sin bog – helt ligesom Bomholt og kulturradikalismen havde gjort – indgå en alliance med kunstnerne. Det var dem, der skulle levere det åndelige indhold og legitimitet til det nye samfund.

Ud af Scavenius’ skygge

Et andet helt centralt aspekt i Anders Fogh Rasmussens bog er opgøret med småstatsmentaliteten og hans hårde kritik af samarbejdspolitikken under besættelsen. Den er forudsætningen for hans aktivistiske udenrigspolitik i 00’erne, og den tænkning er, viser forfatterne til Værdikæmperne, grundlagt i midten af 1990’erne og baserer sig på hans syn på dansk historie i det 20. århundrede.

Hvis man havde læst minimalstatsbogen og andet, Anders Fogh Rasmussen sagde og skrev allerede i midten af 1990’erne om med militær at forsvare de demokratiske værdier og frihedsrettigheder, ville man have forstået hans aktivistiske udenrigspolitik som del af en større kulturkamp.

Derfor forstod man aldrig rigtigt baggrunden for, at Fogh Rasmussen ville med i Irak-koalitionen. Som forfatterne til Værdikæmperne udtrykker det, blokerede man for sin egen forståelse af værdikampen og Fogh Rasmussen ved at insistere på, at værdikampen bare var tom snak eller røgslør for afmontering af velfærdsstaten og Fogh Rasmussen en intellektuel letvægter.

Nej, værdikampen var bogstavelig ment. Derfor var Anders Fogh Rasmussens engagement i Irak-krigen i mindre grad følgagtighed over for George W. Bush og USA, sådan som kritikerne hele tiden skød ham i skoene. Det var snarere et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen og et forsøg på at bevæge Danmark ud af den småstatsmentalitet, der havde hersket siden 1864.

Fundamentet for Anders Fogh Rasmussens neokonservative udenrigspolitik blev altså ikke grundlagt parallelt med de neokonservative i 00’erne i Washington, men fandtes allerede som del af hans ideologi i midten af 1990’erne. Hans idealistiske tilgang til udenrigspolitik har rødder i danmarkshistorien og er undfanget og født ud af opgøret med samarbejdspolitikken og dermed med Erik Scavenius. Irak-krigen blev med andre ord Fogh Rasmussens opgør med Scavenius på en forskudt arena.

Meget kan læses ud af Anders Fogh Rasmussens kritik af samarbejdspolitikken. Den føder hans værdikamp og med Schjørring og Jannerups ord troen på at kunne »udradere den politiske forestilling om mennesket som et væsen, der ikke har andre mål i tilværelsen end materialisme og tryghed, en forestilling, som ikke kun havde frembragt samarbejdspolitikken, men som han også havde genfundet i velfærdsstatens ideologi«.

Også Muhammedkrisen blev efterfølgende set i det idealistiske lys. Her taler Fogh Rasmussen i begyndelsen af februar 2006 ifølge en artikel i Weekendavisen om, »at der aldrig, aldrig kunne blive tale om, at man endte i samme situation som Erik Scavenius«. Det førte i første omgang til en hård kurs fra Fogh Rasmussen, men siden måtte han på den globale scene efter stort pres strække våben som værdikæmper.

Fogh og forfatterne

Mit yndlingsafsnit i Værdikæmperne er det om litteratur- og kulturkanonen. Her føjer bogen også nyt til. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) har primært fået æren for det projekt, og det var da også ham, der stod for udførelsen. Men den var aldrig blevet til uden den kulturkritik og -kamp, som Fogh Rasmussen allerede havde formuleret i 1990’erne.

Hver gang Brian Mikkelsen famlede eller trådte ved siden af – som han gjorde, da han i den fatale tale på De Konservatives landsråd i 2005 kædede kulturkanonen sammen med en større kulturkamp mod islam – måtte Fogh Rasmussen undsige ham offentligt og bringe projektet på rette kurs igen.

Muhammedkrisen: Lille brev, stor betydning

  • Den 30. september 2005 publicerer Jyllands-Posten 12 satiretegninger af profeten Muhammed. Den 6. oktober sender ’Arbejdsgruppen’ af imamer, der har organiseret sig i protest mod Muhammedtegningerne, det første brev til den danske regering. Brevet sendes til Kulturminister Brian Mikkelsen. Brevet forbliver ubesvaret i 120 dage ved som det hedder »en ekspeditionsfejl«.
     
  • I ’Værdikæmperne’ afdækkes det imidlertid, at sådan som det har heddet hidtil, at Kulturministeriet ved kontorchef Jesper Rønnow Simonsen først blev opmærksom på brevet 1. februar 2006, ikke passer. Det var derimod Statsministeriet, der gjorde kulturministeriet opmærksom på brevet 18 dage tidligere.
     
  • Som det også fremgår af bogen, tyder meget på, at det manglende svar var helt afgørende for Muhammedkrisens udvikling. Det forklarer daværende departementschef Karoline Prien Kjeldsen til bogen. Hun blev ringet op af daværende departementschef Karsten Dybvad. I samtalen skulle en irriteret Dybvad have formuleret, at krisen aldrig ville have været eskaleret, hvis Kulturministeriet bare havde svaret. Karsten Dybvad har ikke ønsket at udtale sig til bogen.

I første omgang var det – viser bogen ret underholdende – forfatteren Jens Christian Grøndahl og dennes hustru Anne Vad, der en sen nattestund med stor diplomatisk snilde fik reddet kulturkanonen, efter at flere af de centrale aktører i vrede over landsrådstalen og ulyst til at blive brugt i en ideologisk kulturkamp truede med at forlade projektet. Men i det store billede var Mikkelsens kulturkamp præget af og rettet ind efter de linjer, Fogh Rasmussen havde udstukket.

En anden af bogens nye erkendelser er, at Anders Fogh Rasmussen så tydeligt søgte alliance med forfatterne. Hver gang Brian Mikkelsen langede ud efter forfatterne, blev han sat på plads af statsministeren. Fogh Rasmussen bekræfter det i et interview i forbindelse med Værdikæmperne, hvor han siger, at det handlede om at søge alliancen med forfatterne og få dem med på kulturkampens side.

Det var også tydeligt, da Anders Fogh Rasmussen i februar og maj 2004 inviterede en lang række forfattere, forlæggere og litterære personligheder til møder på Marienborg – uden at kulturministeren i første omgang var inviteret med. Møderne mundede ud i, at der blev afsat nye penge til forfatterne på finansloven.

Alliancen med forfatterne kommer nok som en overraskelse for nogle, men hænger godt sammen med noget, som slet ikke er med i bogen, men som burde have været det, nemlig balladen om Kunstfondens livsvarige ydelse. Venstres kulturordfører havde i begyndelsen af 2008 foreslået at afskaffe ydelsen, hvilket var heftigt debatteret, lige indtil statsministeren den 31. marts trak en streg i sandet og endegyldigt fredede ordningen. Fredningen skete af alle dage den dag, hvor Jens Smærup Sørensen modtog boghandlernes Gyldne Laurbær, og hvor Fogh Rasmussen havde holdt festtalen for prisvinderen.

En æra slutter

Det er Værdikæmperne’s overbevisende påstand, at værdikampen er den afgørende term for at beskrive forandringerne i en vigtig periode af dansk politik fra 2001. På samme måde er det bogens knaldhårde dom, at den æra slutter brat og med et kolossalt forlis i 2011.

Med det forlis begynder en ny æra, hvor fokus rettes mod de forsømmelser i forhold til klassisk borgerlig økonomisk politik, som har været udgrænset under værdikampen. Det har ført til nye partier og nye magtfaktorer i dansk politik. Men det er uden for bogens undersøgelsesområde.

Bogens forfattere er rigeligt glade for at gentage deres centrale pointer, så bogen kunne godt være skåret lidt strammere. Det ændrer ikke ved, at der er mange indsigter at hente i Værdikæmperne, og at læseren får et enestående overblik over en skelsættende periode i dansk politik, der blev formet i værdi- og kulturkampens neokonservative billede.

Esben Schjørring og Michael Jannerup: ’Værdikæmperne – Slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne 2001-2011’. Gyldendal. 478 sider. 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Olaf Tehrani
  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
Christian Mondrup, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Bullshit, Torben Lindegaard, AFR fik netop så meget flak, fordi han var farlig.

Hanna Grarversen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Toke Andersen, jeg kan nævne mellem én og to håndfuld statsministre fra nyere tid, som var langt-langt-langt ringere end Anders Fogh Rasmussen. Du lader din politiske aversion løbe af med dig!

Anders Fogh Rasmussens væsentligste fejl var, at han ikke fik sat blot en minimal bremse på det offentliges fortsat stigende udgifter - han pralede endda med de årlige stigninger i det offentlige forbrug!

Toke Andersen

Jens Winther,
Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Men du gør tydeligvis.
Listen over Anders Fogh Rasmussens stupide, ulovlige og demokratisk utilstedelige dispositioner, er nemlig så lang, velbeskrevet og indiskutabel, at man skal være ideologisk forblændet og historie-fornægtende i ekstrem grad, for ikke at bevare en vrang-opfattelse som din.

Steffen Møller, Egon Stich, Hanna Grarversen, Vivi Rindom, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Hans Larsen, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Det kan satme da ikke undre nogen at det er en kamp på værdier. Var der nogen tvivl om AFRs standpunkter ovenpå hans socialstat til minimalstat?
Om man kan lide AFR eller ej, så er hans værdier lige så legitime som enhver anden statsminister - hvis de ender i toppen af kransekagen så er det sådan politik og demokrati nu en gang er.
Er han værre end andre? Det kommer vel an på øjnene der skuer.. var Hans Otto Krag god? Var Anker Jørgensen god? Begge formåede at splitte dette lands økonomi fuldstændig ad, og gav plads til Schlüter, der for mig står som en statsminister der overtog en gedigen lort, og var nødt til at rette op på skuden. en genopretning der varede indtil Nyrups sidste periode. Schlüter med alle hans NØDVENDIGE kure - folk der endte med at gå fra hus og hjem, arbejdsløshed og desperation - men det var fandme nødvendigt.
Jeg kan huske mine forældres desperation og afmagt, og det var ikke rart som barn, men set i bagklogskabens lys - en dygtig statsminister, der gik af pga. Ninn Hansens ulovligheder.
NÅ! enhver politiker har sine egne værdier som i større eller mindre grad er forenlige med et givent partimedlemskab - big news....

Dorte Sørensen

Peter Frost du glemmer oliekrisen, der slog bunden i 1970'erne. Så blev Danmark et olieland, som Fogh Rasmussen levede højt på - og med oliepengene kunne "bestikke vælgerne". Ja de økonomiske lærerbøger skulle skrives om mente Fogh Rasmussen - hu hej hvor det gik til overophedningen, overlån i boligerne osv. forstærkede bagslaget ved finanskrisen.
Men Fogh Rasmussen fik fordrejet danskernes holdninger - så i dag er folk der ikke ser nationalkonservatismen og liberalismen som alt god fra havet - dumme og næsten landsskadelige.

Hanna Grarversen, Steffen Gliese, Arne Lund, Eva Schwanenflügel, morten rosendahl larsen, Jørgen Wassmann og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

AFR legitimerede det at føre krig i strid med folkeretten, hvorfor man uden smålig skelen til injurielovgivningen kan tillade sig at kalde manden for en krigsforbryder! AFR stod på talerstolen og LØJ om en analyserapport fra FET(derfor sagen mod Major Grevil) Grim, grimt - og ikke værdigt for et demokrati som det Danske!
@Frost Du bør tage de ugunstige tider i betragtning når du vurderer Anker J! Det er en hårdnakket myte, som man ynder at divertere med efter middagen i borgerlge kredse, at hans politik var uansvarlig. Også en myte at Poul S. rettede op på skuden. De af os som var unge i 80`erne med tårnhøj arbejdsløshed og boligmangel(også den gang)ser det anderledes. Det var faktisk Nyrup som virkelig fik "rette op på økonomien" set med borgerlige øjne. Skriver sådan fordi jeg ikke ønsker et samfund som det Nyrup sigtede imod.

Peter Jessen, Gaderummet Regnbuen, Karsten Aaen, Egon Stich, Steffen Gliese, Toke Andersen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

@Frost
Ja, der var tvivl, for AFR ville ikke rigtig stå ved indholdet af bogen "fra velfærdsstat til minimalstat" Så var han jo aldrig blevet statsminister(ak, hvor kunne det have sparet mange for meget smerte og elendighed). Han havde jo også en sag med i baggagen for fiflen med tal som skatteminister!!

Egon Stich, Hanna Grarversen, Toke Andersen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, morten rosendahl larsen, Dorte Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

AFR var en narcissistisk fantast med et ideologisk ærinde - "minimalstaten, som han styrede enevældigt som statsminister, men såvel det minimalistiske udeblev med alle de nye smagsdommere, som han opfandt.

Dertil kommer også et muligt hævntogt udsprunget af hans narcisisme om sine egne evner, fra dengang han som finansminister i Schlütter regeringen, måtte forlade posten grundet, som det forfinet blev udlagt; "kreativ bogføring"(!), som han uden tvivl opfattede som et nederlag, - ud fra betragtningen om sig selv og sine evner, - der strakte sig ud over demokratiets måde at fungere på.

En linje der i øvrigt er fortsat med LLR og flere V ministre siden, tag f.eks. Kristian Jensen der kørte SKAT helt i sænk, en LLR der forvalter rejsepenge til datteren fra en kasse der ikke er til det brug.

LLR er nu også kommet i besvær med lånet af et Skagens sommerhus fra én af "kvotekongerne" og helt "gratis", og har der været alle regningerne i tidens løb, samt en formandsbil, underbukser, fadbamser og alskens andet smuds - der viser manden ikke vil kende forskel på egne penge og dem han kan rage til sig fra kasser han har adgang til.

Egon Stich, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Espen Bøgh, det er muligt, at Anders Fogh Rasmussen kan betragtes som narcissist - men det kan de flest politikere vist. Og i den henseende overgås han langt af fx Helle Thorning Schmidt, Elbæk, Mette Frederiksen, Søvndal og Thulesen Dahl - for blot at nævne nogle få.

Fogh Rasmussen forfulgte faktisk netop ikke sit "ideologiske ærinde" - tvært i mod steg de offentlige udgifter år efter år i hans regeringstid! Ikke ligefrem i tråd med "minimalstaten".

Det var som skatteminister (ikke finansminister) Fogh måtte gå af i utide. En socialdemokratisk minister, ville i samme situation næppe have haft ære nok til at forlade embedet. Og Foghs påståede "kreativitet" var såmænd ikke større end den adskillige røde ministre har vist - både før og efter Fogh.

Hvad angår det at "køre SKAT i sænk" ligger størstedelen af ansvaret hos SKATs egen totalt uduelige ledelse - godt sekunderet af SR(SF)-regeringens hyppigt skiftende og næsten ligeså uduelige skatteministre.

Decideret morsomt at se @Dorte Sørensen beskylde Fogh for at "bestikke vælgerne". Når en borgerlig regering har en eftergivende finanspolitik, er det tilsyneladende at "bestikke vælgerne" - og hvis en borgerlig regering strammer finanspolitikken, tales der om en "massakre på velfærdssamfundet". Jeg har ikke noget problem med, at nogle pr. princip ikke kan lide borgerlige regeringer, men en smule konsistens i argumentationerne ville være velgørende.

@Leo Nygaard - helt enig! Jeg gider heller ikke Toke Andersens mangel på ordentlighed.

John S. Hansen

@Jens W

At SKAT blev kørt i sænk er desværre langt hen ad vejen et bevidst politisk valg. Hvis man kan så tvivl om den organisation, og måske svække viljen til at betale skat, så er man kommet langt i angrebet på velfærdsstaten. At Thornings regering med Thor M. som skatteminister(det meste af tiden)intet foretog sig er endnu en pind til den socialdemokratiske ligkiste!
Størstedelen af skylden ligger alligevel trods alt hos de andre borgerlige(altså dem som er endnu mere borgerlige end Thorning regeringen var)

Karsten Aaen, Hanna Grarversen, Steffen Gliese, Toke Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Enig Jens Winther i at der bør være "en smule konsistens i argumentationerne" . Det var netop det der fik mig til at komme med en bemærkning til Peter Frost.
Ligeledes er kreativ bogføring vel ikke noget en skatteminister skal føre. Den med æren til at gå er der ikke mange venstrefolk der har - rækken er lang for at nævne bare et par stykker Thor Pedersen, der som finansminister af alle havde fiflet med sin landbrugsstøtte. Løkke Rasmussen, der havde fiflet med bilag osv. og sidst Inger Støjberg , der har givet Folketinget ukorrekte oplysninger.

PS: der var " -tegn ved bemærkningen om bestikkelse. Men Fogh Rasmussen førte ikke en stramme nedskæringspolitik over for "velfærdsstaten" som han havde givet udtryk for tidligere. Men det var jo også i de år hvor finansminister Thor Pedersen fortalte, at Danmark kunne købe hele verden så godt det gik i Danmark (pga. stigende oliepriser) - så hvorfor skulle Fogh Rasmussen så unødig gøre sig upopulær over for vælgerne og derfor ikke blive genvalgt?

Torben K L Jensen

Nedbrydningen af SKAT´s evner til at opfylde skattelovgivningen og som der endte i en total nedsmeltning var et ideologisk kampskridt mod velfærdsstaten. Lige meget hvor meget der efterfølgende blev lovgivet om omfordeling kunne det ikke opfyldes af et ministerium der blev lagt i kunstig koma.
Af hvem? Hvem andre end krigsforbryderen - Anders Fogh Rasmussen.

Karsten Aaen, Steffen Møller, Egon Stich, David Joelsen, Olav Bo Hessellund, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Toke Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Jeg har svært ved at se at Anders Fogh Rasmussen var en borgerlig statsminister.
Ham som var imod smagsdommere og uddannelse m. m. Og imod råd og nævn. I det hele taget var var han en værre Trump.
Det virker som om at hans embedsmænd styrede landet for ham.

Eva Schwanenflügel

Apropos nedbrydningen af SKAT, især ved de seneste skandaler med udbytteskat og for meget udbetalt negativ moms:
Det var daværende kontorchef i Kulturministeriet, Jesper Rønnow Simonsen, ham der måtte påmindes om at der lå et ubesvaret brev i 120 dage der forværrede Muhammed-krisen, der netop var direktør i SKAT, mens skandalerne oprullede sig for de måbende danskere. Han blev tilslut fyret med et dejligt, gyldent håndtryk. Gad vide, hvor han nu er blevet headhunted som chef?

Karsten Aaen, Egon Stich, David Joelsen, Arne Lund, Anne Eriksen, Torben K L Jensen og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Anders Fogh Rasmussen havde efter et liv med mindreværdskomplekser et voldsomt behov for at blive en stor mand, koste hvad det ville. Det virkeligt tragiske er, at trods mandens ideologiske snæversyn og middel begavelse valgte et flertal af danskerne ham som statsminister. At dømme efter den nuværende regerings meritter er vi ikke blevet klogere, desværre.

Karsten Aaen, Hanna Grarversen, John S. Hansen, David Joelsen, Anne Eriksen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg har kke læst bogen om minimalstaten, men min form for minimalstat ligner sikkert meget lidt Anders Foghs.
Når staten forvokser sig til en ustyrlig gigant, som ingen kan overskue og resulterer i den ene skandale efter den anden, hvem lider så derunder.
Alligevel forsøger man sig med kontrol, test, tvangsforanstaltninger, diverse kommissioner, stadig mere centralisering, som er magtudøvelse.......og jeg ku` blive ved.
Et rigtigt liberalt samfund sætter borgerne forrest med frihed under ansvar, særlig dem med ondt i tilværelsen. Det modsatte er stats fascisme.
Alternativet er for meget at beskrive her. Men et par hovedpunkter er fuld grundskyld og basisindkomst (borgerløn), som to hovedområder, der repræsentere statens indtægter og udgifter med fællesnævneren afskaffelse, forenkling, afbureaukratisering, antispekulation, anti svindel, også ud over grænserne.
At kritisere ideerne om den minimalstat er snæversyn - og underdanighed over for herrefolket.

Michael Pedersen

Fogh var et modsvar på et moralsk forfald, som S, R og delvist SF havde ansvaret.

At Foghs og Løkkes modsvar så er endt med en anden type moralsk forfald, er hvad vi så pt lever med.

Steffen Gliese

Fogh var den ringeste statsminister, Danmark har haft siden Monrad. Økonomerne er ikke tvivl - og når man ser på samfundets totalte moralske forfald, burde ingen være i tvivl. Fogh nedbrød alle dyder og erstattede dem af den liberalistiske glæde ved dødssynderne.
Men det giver ikke rigtigt mening at arbejde for et samfund, der ikke går ud på at give alle en rimelig tilværelse, demokratisk og med flad beslutningsstruktur.

Karsten Aaen, Tino Rozzo, Egon Stich, Hanna Grarversen, David Joelsen, Arne Lund, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nogle af os så fra begyndelsen, hvordan hele fundamentet blev smadret - selvom det allerede under Nyrup blev forberedt.

Jens Winther, 16. januar, 2018 - 18:38

Jeg syntes da ellers jeg skrev: "det minimalistiske udeblev med alle de nye smagsdommere, som han opfandt"!

Jo., det er gået meget ned ad bakke på "borgen" med kvalificerede politikere fra snart sagt enhver kant af det politiske spektrum, og redeligheden har det vist heller ikke for godt.

Både gøglere og Suzuki og kvotekonger finder venner fra "borgen".

Hvad kvalificerer en studentereksamen, telefonavissælgerjob, flaskedreng i supermarked eller 3 måneders job i kassen samme sted til ministerposter, - og må vi da ikke glemmer en kuglestøder, der har levet af offentlig hjælp, der bliver landets skrappeste kritiker af offentlig forsørgelse.

Åh.., "Holger Danske - stat op vort land er truet af åndeligt forfald, idioti, grådighed i skyggerne og trusler mod demokratiets kerneværdier, det er nu du skal svinge sværdet mod disse fjender af samfundet, der udbyder samfundsnedbrydningen, som var det et forgyldt fremtidigt tusindårsrige med overflod til alle"!

Egon Stich, David Joelsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

Der er ikke noget fundament, der er smadret.

Der er lavet en række nødvendige opstramninger og nogle tåbeligheder.

Toke Andersen

Manglende ordenlighed, bevares. Man kan vel komme til at lade sig rive med i uhensigtsmæssig grad. Heldigvis er moderator hurtig til at reagere på stødt sensibilitet.
Men hvad egentlig er ordenlighed, nu vi er ved temaet, må også komme an på øjnene der ser og objektet der beskrives.
Fra mit perspektiv(uddannet og informeret efter bedste ikke ubetydelige evne) udgjorde Anders Fogh Rasmussen, min Statsminister, et systematisk og ofte ekstremt underlødigt angreb på nærmest alt der var ordenligt, vigtigt og bærende.
Danmark blev militariseret og proletariseret i uset grad. Viden og fakta, uden direkte økonomisk afkast eller ideologisk nytte, blev redigeret eller marginaliseret.
De relativt få vågne og kritiske; udskammet og mistænkeliggjort.
Danmark blev dobbelt krigsførende på det tyndeste grundlag man kan forestille sig, med enorme menneskelige og geopolitiske konsekvenser. Uden blivende positive resultater overhovedet.
Den små-korrupte jubeloptimistiske cirkus-økonomi, med lav sikkerhed, hurtig gevinst og ingen moral; hvis overhovedet muligt, blev ophøjet til "sund praksis". Skattestop. Strukturreform mv. Listen er ubærlig lang.
I dag er fyren en slags glorificeret våbenhandler-mellemmand og international 'man of nonsens'. Til salg for små-diktatorer, Sheiker og dets lignende.
Ikke just flatterende. Men jeg skal prøve, i ordenlighedens navn, at undgå latrinære tilnærmelser.;)

Tino Rozzo, Egon Stich, Hanna Grarversen, John S. Hansen, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Eva Schwanenflügel + Torben Lindegaard - Det siger vel noget om Rønnows evne til at vurdere hvad han vil jobbe med, at han har valgt et så skandaløst konsulentfirma som Qvartz. Det var det firma der for år tilbage lavede en rapport om DSB's lokoførere. E rapport, der viste, at man ikke vidste hvad de havde med at gøre, og bl.a. skrev at en lokofører kun arbejdede 1 t 45 min om
dagen og så fremdeles.. Jeg har set utallige rapporter i de år hvor jeg arbejde med trafik og planlægning. Qvartz-rapporten var den absolut ringeste.

De to forfattere var inviteret i Deadline i går aftes. Det slap de ikke godt fra. Ja, ikke fordi studieværten Jacob Rosenkrans - ham fra Jagten på de røde lejesvende - gav dem modstand. Tværtimod, så godtog han deres absurde udsagn om at DK ikke var blevet mere borgerlig siden Fogh kom til, men at landet var bundet af en socialdemokratisk velfærdsdagsorden, som ingen - heller ikke Fogh eller Løkke - ville eller kunne anfægte.
Ikke et ord om at Fogh og Claus Hjorth havde en dagsorden, der sagde, at hvis Venstre skulle til magten, så skulle man udadtil signalere, at Venstre var bedre til at passe på velfærden end Socialdemokratiet. Men bagved denne bluf-dagsorden arbejde VK med solid støtte fra DF - på at reducere velfærden med 5 pct. p.a.
Hjorth var klar over, at hvis man gik alt for drastisk til værks, og skar for voldsomt ned, så ville man miste magten. Så i stedet for blev det de meget små skridts politik. Vi har jo tid nok, sagde Hjorth.
På den måde skete der en snigende udhuling af vitale dele af velfærdsstaten: Sygedagpenge, kontanthjælp, efterløn, førtidspension, forholdene på arbejdsmarkdet, osv. osv. Det hele som sagt med solid støtte fra den lille mands parti - DF, uden hvis stemmer, VK ikke havde haft mulighed for deres stabile nedskæringspolitik.
I Deadline måtte de to forfattede dog medgive, at mht. udlændingepolitikken . da var DK blevet mere borgerlig.
Hvis Rosenkrands havde gjort sit hjemmearbejde, så kunne han også have nævnt rets- og domstolsreformen, og især kommunaldeformen, der har medvirket til at tømme store dele af landet for off. funktioner, og bidraget kraftigt til affolkningen. Plus alt det andet.
Jeg har svært ved at se, at disse tiltag ikke skulle være udtryk for en borgerlig-centralistisk tankegang af værste skuffe.
Hvis det de to forfattere sagde i Deadline, er dækkende for bogen - og hvorfor skulle det ikke være det? - så vil jeg mene, at det her nærmer sig historieforfalskning,
Nå, jeg vil selvfølgelig læse bogen når det lokale bibliotek får den, men førstehåndsindtrykket er ikke tillidsvækkende.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Hans Larsen, Hanna Grarversen, John S. Hansen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og David Joelsen anbefalede denne kommentar

De to forfattere var inviteret i Deadline i går aftes. Det slap de ikke godt fra. Ja, ikke fordi studieværten Jacob Rosenkrans - ham fra Jagten på de røde lejesvende - gav dem modstand. Tværtimod, så godtog han deres absurde udsagn om at DK ikke var blevet mere borgerlig siden Fogh kom til, men at landet var bundet af en socialdemokratisk velfærdsdagsorden, som ingen - heller ikke Fogh eller Løkke - ville eller kunne anfægte.
Ikke et ord om at Fogh og Claus Hjorth havde en dagsorden, der sagde, at hvis Venstre skulle til magten, så skulle man udadtil signalere, at Venstre var bedre til at passe på velfærden end Socialdemokratiet. Men bagved denne bluf-dagsorden arbejde VK med solid støtte fra DF - på at reducere velfærden med 5 pct. p.a.
Hjorth var klar over, at hvis man gik alt for drastisk til værks, og skar for voldsomt ned, så ville man miste magten. Så i stedet for blev det de meget små skridts politik. Vi har jo tid nok, sagde Hjorth.
På den måde skete der en snigende udhuling af vitale dele af velfærdsstaten: Sygedagpenge, kontanthjælp, efterløn, førtidspension, forholdene på arbejdsmarkdet, osv. osv. Det hele som sagt med solid støtte fra den lille mands parti - DF, uden hvis stemmer, VK ikke havde haft mulighed for deres stabile nedskæringspolitik.
I Deadline måtte de to forfattede dog medgive, at mht. udlændingepolitikken . da var DK blevet mere borgerlig.
Hvis Rosenkrands havde gjort sit hjemmearbejde, så kunne han også have nævnt rets- og domstolsreformen, og især kommunaldeformen, der har medvirket til at tømme store dele af landet for off. funktioner, og bidraget kraftigt til affolkningen. Plus alt det andet.
Jeg har svært ved at se, at disse tiltag ikke skulle være udtryk for en borgerlig-centralistisk tankegang af værste skuffe.
Hvis det de to forfattere sagde i Deadline, er dækkende for bogen - og hvorfor skulle det ikke være det? - så vil jeg mene, at det her nærmer sig historieforfalskning,
Nå, jeg vil selvfølgelig læse bogen når det lokale bibliotek får den, men førstehåndsindtrykket er ikke tillidsvækkende.

Der vil altid være en konflikt mellem ideologi og den omgivende virkelighed. enhver politiker kan med rette antages at være en ideolog, og vil derfor gå langt for at gennemføre sin og sit partis politik. Hvis verden var statisk så skulle vi få syn for sagen, men i 2008 da krisen viste sit ansigt, ja så er man som politiker nødt til at handle. Enhver politiker vil handle ud fra situationen men naturligvis også i en vis udstrækning iht. sin og partiets ideologi.
Om man kan lide AFR eller en hvilken som helt anden politiker ændrer ikke på at de alle sammen arbejder politisk ud fra en bestemt ideologi - like it or not.

Eva Schwanenflügel

Peter Frost, har du mon aldrig hørt om levebrødspolitikere?
Jeg synes, de fleste politikere virker som om de elsker magten, og muligvis æren og økonomien mere end de er visionære.
Parti-ideologer er de muligvis, men det ser jeg snarere som indskrænkethed.
Anders Fogh Rasmussen har aldrig arbejdet for Danmark, han arbejdede for at underminere alt hvad der var blevet opbygget for sin egen tilfredsstillelses skyld. Og smuttede lynhurtigt, da krisen ramte.
Han er egoist og opportunist, og skifter mening alt efter hvad vej vinden blæser.
Så langt fra en folkets tjener, man næsten kan komme.

Arne Lund, Egon Stich og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Alt er ødelagt, Michael Pedersen, for den fintfølende magtbalance, der er grundlaget for velfærdssamfundet er væk, ødelagt af politikere, der ville bestemme over danskernes liv fremfor lede landet på vore vegne.

Eva Schwanenflügel, Tino Rozzo og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Det hele kan nok ikke reduceres til at være et spørgsmål om Fogh Rasmussens person. Ikke kun.
At der har været en del af danskerne der på en eller anden måde har gået med på nogle ting, hvor baggrunden har været at "kompensere" for noget historisk, virker ikke helt ud i hampen. Om det så har været det rigtige er en anden sag. Men at der har været dem der ikke har brudt sig om f.eks. landets "officielle" forholden sig under besættelsen (selvom det ligger tilbage over 72 år), og heller ikke har syntes om dele af det der blev besluttet under opdelingen mellem USA og USSR er der vel ikke mange der vil nægte. Har det ligefrem været afgørende for f.eks. landets militære engagementer rundt omkring? Så har det måske ikke kun været for "verdens skyld", men på en snørklet måde for "vores" skyld det skete? Også selvom mange danskere absolut ikke syntes det burde ske for "deres" skyld. Jeg mener: også den anden side trækker fra tid til anden historien - og det betyder i denne forbindelse først og fremmest besættelsen 1940-45, 2. Verdenskrig, den "kolde krig" m.m., når den føler det kan underbygge dens egne synspunkter ("værdier").

Eva Schwanenflügel, der er jo ikke andet, men derfor har del vel stadig en ideologi de vedkender sig til - det må man da håbe.
Jeg mener at det ville være langt det bedste for folkestyret hvis man stillede en række krav op for hvornår man kunne stille op til valg:
1. minimum 5 års erhvervserfaring
2. minimum 30 år som alder ved opstilling.
3. når man ikke er i folketinget så har man nøjagtig de samme "goder" som enhver anden lønmodtager - det gælder også pensioner osv.
4. man kan ikke skifte parti, eller udmelde sig fra et parti i perioden man sidder i folketinget, kun ved et nyt valg. Ønsker man at blive "løsgænger" eller skifte parti - så er det ud af folketinget og det pågældende parti må køre næsten mand/ kvinde i position til pladsen. Det samme gælder ved eksklusion.
5. antal valgperioder man kan sidde inde kan med rette reduceres til 2 , 3 eller 4. således man tvinges ud i alm. erhvervsliv eller uddannelse efterfølgende.
6. kuranstid indføres og i den periode har man samme rettigheder som en alm. lønmodtager.
Mht. AFRs nedbrydning af Danmark så præges indlæggene herinde jo tydeligvis af en politisk modsætning og er derfor ikke nødvendigvis objektive. Han brød ikke mere ned end Anker Jørgensen, Helle eller nogen anden. Han udførte den politik man var enige om, og som han havde politisk mandat til. At skyde skylden på ham er snarere mere et udtryk for ens egen politiske holdning.

John S. Hansen

@Frost
AFR var en stor manipulator, og ind imellem løgner, op opnåede således mandater på et falskt grundlag. Jf. situationen hvor han løj for folketinget om masseødelæggelsesvåben i irak, og på den måde fik mandat til krigsførelse i strid med folkeretten.

Steffen Gliese

Nej, Peter Frost, Foghs regering var én lang manipulation, et illusionsnummer, hvor man først og fremmest IKKE nedbragte samfundets gæld, men over boligmarkedet privatiserede den, hvilket førte til langt alvorligere konsekvenser af det forventelige sammenbrud i verdensøkonomien i 2008.
Vi har ikke længere et samfund, vi har en slaveanstalt og en købmandsbutik.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Vi har et social- bureaukratisk- materialistisk- forbruger- misundeligheds- vækstsamfund.
Det er alle partier enige om - stort set -, ikke Foghs enevældige produkt.
Frihed og retfærdighed kvæles af dem, der ved bedre, og til stadighed avler flere af slagsen i denne centralmagt.
Danmark er en børnehave, overfyldt med velmenende, godt betalte pædagoger.
Kun de snedige undslipper regel helvedet, nasser på resten og svindler sig til mere mammon.
Tilbage sidder "pædagogerne" og undrer sig over, hvordan det kunne ske.

Steffen Gliese

Nej, Leo Nygaard, der er to forskellige opfattelser af samfundets rolle på spil. Den, vi har fået med især Fogh, er en målevirkelighed, hvor misundelse forudsættes - fordi liberalister pr. definition er misundelse over alt det, de andre har og gør - mens velfærdssamfundet ikke havde behov for at ensliggøre samfundets tjenester til borgerne: her gjaldt det blot om indenfor lovens rammer at løse de konkrete problemer, og lovenes opgave var at tilbyde relevante og tilstrækkelige løsninger på disse problemer, borgerne måtte have.
Det har intet med pædagogik eller Moderstat at gøre, det er, hvad der naturligt er den mest ligefremme måde at løse problemerne på. Det 'ansvar' for eget liv, som liberalisterne chanter om, har jo ikke noget med ansvar at gøre - medmindre man lever i efter jungleloven.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Ansvar giver frihed - Frihed kræver ansvar. Borgerrettigheder overfor statsmagt, anført af statsoverpædagogen.
Samfundet er fuld af kostbare ansatte, der mener at vide, hvordan borgerne tilfredsstilles - og holdes i ro.
SG - " der er to forskellige opfattelser af samfundets rolle på spil. Den, vi har fået med især Fogh,"
Den anden ?

John S. Hansen, ikke værre end andre. lad mig bringe Socialdemokratiet i frisk erindring og deres daværende støtter Radikale Venstre.

JSH - Jeg mener, at folketinget vedtog krigsdeltagelse med begrundelse i, at en umenneskelig diktator skulle fjernes - Ikke det med masseudrydelsesvåben - som Bush gjorde.
Det kan ses i beslutningsteksten.
Hvad englændernes begrundelse var, ved jeg ikke, men jeg tror de to statsledere var på linje.

Tilfældigvis var der på P1 over middag emnet menneskets forskellighed i risiko og tryghed.
Mit indlæg 13.01 viser en generalisering. Når vi alle er forskellige, er det svært at stille alle tilfreds i en given samfundsmodel.
Men der er en dobbelthed. Vi er født og opvokset forskelligt og samfundsforholdene påvirker derfor den enkelte forskelligt.
Jeg mener at de socialdemokratiske børnehave gennem generationer har opdraget befolkningen til uansvarlighed. S sagde - vi vil sørge for dig. Du er selv med til at betale. Helt fint, bare jeg få noget for pengene, svares der fra mange vælgere.
Til gengæld skal du stemme på os.
Dette er en gammel definition på formynderstaten, sagt på en anden måde.
Resultatet ser vi tydeligt - bureaukrati, uoverskuelige regelsæt, stress og frustrationer på alle planer, NPM- styre for fuld udblæsning.
Hvad mener Fogh egentlig om det.

Steffen Gliese

Jeg synes faktisk, at Rosenkrands kom efter dem - bl.a. med det synspunkt, at Socialdemokratiet jo ikke førte socialdemokratisk politik - alle fører tværtimod liberalistisk politik, og selv venstrefløjen kan ikke slippe fra af målermanien.
Der er ingen grænser for, hvor langt liberalister vil gå med at bruge lønmodtagernes egne penge til at lade dem bevogte og udgrænse i forhold til kapitalejernes juntastyre.

Charley Kristensen

Uden at have læst bogen virker det som om, at de to forfattere er lige så benovede over AFR, som hovedparten af journalisterne var i han statsministertid. AFR's dagsorden havde imidlertid et hovedformål, nemlig at fremme hans egen karriere. Fog var da totalt ligeglad med Danmark, ellers var han vel blevet som landets statsminister, til han havde fået fuldført opgaven, hvilket han i øvrigt lovede sine vælgere, indtil kort tid før han blev udpeget som NATO's generalsekretær. For at blive dette, måtte han dog først blive gode venner med USA (læs: Bush). Til dette formål involverede han som bekendt Danmark i den folkeretsstridige Irak-krig. Da tyrkerne satte sig imod udnævnelsen, jamen så fik de da lige en luns i form af den kontroversielle lukning af Roj-TV. Så var den hjemme. I dag rejser han så rundt som international våbenhandler eller optræder i medierne med sit velkendte 'Der er ikke noget at komme efter', hvis en journalist skulle blive for nærgående. At den økonomiske politik i hans regeringstid så også var en katastrofe, hvilket mange økonomer har udtalt, bidrager kun til billedet af en af de mest ubehagelige og uduelige danske statsministre i nyere tid.

Toke Andersen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Social - Liberal - Socialliberal i passende forhold. En strid om ord.
Det egentlige er, at et stort flertal i folketinget i mange år har været og er temmelig enige om, hvordan dette land er og skal skrues sammen.
Forskellene er i småtingsafdelingen set i det store perspektiv. Ibsens "den kompakte majoritet" er en politisk realitet.
De virkelig socialister og virkelig liberale er udenfor.
Samfundet er konservativt - trygt og godt for de fleste. En plage for mange, som kan se langt efter solidaritet fra den konservative majoritet.
Og nu med alle de fremmede er sammenhængningskraften og solidariteten endnu ringere.

Michael Pedersen

Velfærdssamfundet fungerer i bedste velgående, det oplever jeg hverdag, og forbi man oplever enkelte skønhedspletter der absolut intet belæg for at påstå det modsatte.

AFR var ingen god borgerlig statsminister. Han formåede ikke at være USA bedste, og kritiske ven, hans indførte en målekultur på en masse områder, hvor det ikke gav mening, og han forspildte det økonomiske råderum og muligheden for et reelt opgør med den gammelsocialdemokratiske tilgang til offentlige udgifter.

John S. Hansen

@Michael P.

Uden at det bliver for personligt - har du mulighed for at komme med eksempler på nogle velfungerende velfærdsområder? Har du f.eks. en syg ven, som er glad for at blive fastholdt på ressourceforløbsydelse i årevis, og således blive fattigere og fattigere bare fordi han var uheldig at blive ramt af sygdom!?
Eller kender du måske nogle af de unge mennesker som i stigende grad beriger hjemløsepopulationen (måske egen børn?
Eller måske har du en arbejdsløs ven, som endelig , efter to år kan glæde sig over dagpengenes udløb?
Jeg kunne blive ved.......