Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Ny gammel roman af Australiens bedste forfatter

Det giver mening at oversætte Richard Flanagans 20 år gamle ’Lyden af en hånd der klapper’. Også selvom den ikke matcher hans senere værker
Kultur
13. januar 2018

En dag forlader en mor sin treårige datter og fordrukne mand.

Vi befinder os i en baraklejr for gæstearbejdere, der i 1954 er ved at bygge en dæmning i Tasmanien. Ægteparret er flygtninge fra Jugoslavien. Kvinden vender aldrig tilbage, men manden fortsætter med at drikke.

Sådan starter australske Richard Flanagans Lyden af en hånd der klapper, som siden følger faren, Bojan, og datteren, Sonja, der som 16-årig har fået så mange bank af ham, at hun flytter til Sydney.

Her har hun »siden da i størst muligt omfang tilbragt livet med at forsøge at frigøre sig fra alt det, der ikke var nødvendigt til daglig; alle ekstra ejendele som ikke var absolut påkrævede, alle overflødige minder ud over det, hun behøvede for at arbejde, være til og forstå, hvem hun var«.

Da Sonja som voksen vender tilbage, er hun gravid.

Vil hun beholde barnet? Hvordan reagerer hendes afstumpede far? Hvad er hemmeligheden om hendes mor? Og hvorfor er hun overhovedet vendt tilbage?

Lyden af en hånd der klapper er Richard Flanagans anden roman, og alene i Australien solgte den mere end 150.000 eksemplarer, da den udkom i 1997.

Richard Flanagan: ’Lyden af en hånd der klapper’.

De følgende Flanagan-romaner har vi alle fået på dansk, deriblandt Goulds bog om fisk (2002), der blev præmieret med Commonwealth-prisen for sit portræt af en engelsk forbryder på Tasmanien i 1800-tallet, samt Bookerpris-vinderen Den smalle vej til det dybe nord (2013), om en ældre mand plaget af kærlighedsminder og mareridt fra tiden som krigsfange i Burma.

Disse hovedværker har etableret Flanagan som sin generations vel nok bedste australske forfatter, og de understreger samtidig, at han er bedst, når han tager afsæt i et dystert kapitel i australsk historie og afvikler sit drama i en fragmenteret tone båret af patos, smerte og sanselighed.

For så vidt er det ingen dum idé med en oversættelse af den tyve år gamle roman, selv om den ikke matcher Flanagans senere værker.

Gæstearbejdere diskrimineret

Lyden af en hånd der klapper er stærkest, når vi er alene med Bojan, en mand, »der havde set sin verden gå i stumper og stykker og fundet ud af at ethvert forsøg på at samle den igen var håbløst«. Han længes efter Sonjas mor og er samtidig plaget af krigsoplevelser fra det Europa, de sammen flygtede fra.

Det er et rystende portræt af en mand, der har mistet så meget, at han ikke tør binde sig til mere, Flanagan fremskriver.

Suppleret af en lige så skræmmende skildring af et Australien, der ikke giver gæstearbejdere store muligheder for at bygge videre på tilværelsen. Selv på bordellet, hvor Bojan kommer for at græde, skal de betale en tredjedel mere end »de hvidskurede australierdrenge«, som en af de ansatte udtrykker det.

Men Lyden af en hånd der klapper er som antydet ikke noget helstøbt værk. Mod slutningen kæmper Flanagan bravt med at holde både momentum og kurs, og lige så hårdt tror jeg, Jakob Levinsen har kæmpet med særligt bogens meget lange og lyriske passager. Alt for lange til at lade sig citere her, hvor jeg afsluttende vil nøjes med at konstatere, at Flanagan heldigvis har fattet sig lidt bedre og mere præcist senere i forfatterskabet.

Richard Flanagan: ’Lyden af en hånd der klapper’. Oversat af Jakob Levinsen, Politikens Forlag, 348 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her