Læsetid: 5 min.

Orissa-biblioteket er et formeksperiment på den allerbedste måde

Fire danske forfattere hylder og genskriver Ola Julens moderne klassiker ’Orissa’ på hver deres måde. Ingen lades uberørte
27. januar 2018

Den svenske digter Ola Julén, født 1970, død 2013, udgav i 1999 den lille bog Orissa, som meget hurtigt gav genlyd også blandt danske forfattere. Den mindede ellers ikke om de digte, der blev skrevet i Danmark på det tidspunkt. Dengang var meget dansk litteratur ironisk og snakkesalig, forbeholden over for den alvorlige minimalisme og også over for det, man kunne kalde lyrikkens ciselerede patos.

Men Orissa ville følelserne. Eller, den ville de mørkeste følelser, ensomheden, desperationen, resignationen. Den ville skrive en smerte frem så stor, at kun de allermest almindelige ord kunne rumme den. På hver af bogens sideopslag står der bare en enkelt linje eller to, en konstaterende sætning. Den søger at tale så enkelt som muligt. Den taler nærmest forundret om det smertelige.

»Hvad er det for en smerte/ som ikke slipper?// Jeg som skulle/ være fuld af kærlighed// Jeg forstår ikke./ Hvorfor er der ingen der vil have mig?// Det er sandt.// Det er derfor jeg godt vil dø.// Jeg forstår ikke at det kan gøre så ondt.// Jeg har ingenting at sige.«

Det kan virke som et let greb. Sætninger uden forsiringer og metaforer, sætninger med en fremdrift, men uden nogen egentlig udvikling. Hvor svært kan det være? Men tag ikke fejl: Orissas luftige, nedbarberede skrift var på én gang en ny form – sådan kan en bog også se ud – og en ny stemme. Sådan kan man også tale i litteraturen, så patetisk og så troværdigt på samme tid.

Orissa-Biblioteket 1-4 – Cecilie Lind: Ragusa

Omsorg og tavshed

Siden er der selvfølgelig sket meget i skandinavisk litteratur, men Ola Julén er ikke glemt. Allerede Claus Handbergs fine Tak for mørket, far (fra 2009) lånte sin form fra Orissa, og sidste år blev den danske oversættelse fra 2001 genudgivet. Nu har det lille forlag Kronstork simpelthen påbegyndt et Orissa-bibliotek, som lader danske forfattere møde og på sin vis genskrive Ola Juléns bog.

Eller, genskrive. Formen er den samme, de enkle sætninger, der står alene på bøgernes højresider. Det sikrer, at ordene ligesom fremhæves og får tyngde. Men de fire udvalgte forfattere til de fire første bind, Lars Bukdahl, Cecilie Lind, Mads Mygind og Rasmus Halling Nielsen, bruger forlægget til ret forskellige ting.

Tættest på den oprindelige, og også mest spændende, tror jeg, er Cecilie Linds Ragusa, små noter om graviditet og mental skrøbelighed. Hendes skrift kan ellers godt blive en næsten uigennemtrængelig mur af ordspil og henvisninger til en piget og sort gotik, hvor måner og feer og perlekæder danser runddans med døden og trangen til at ødelægge sig selv.

Det klæder den helt enormt at blive ordknap. Så får det oppiskede sprog modvægt af noget både hverdagsligt og trøstesløst:

»en mave svulmede, strækmærker og mismod// lydig mens det støvregner, fugt og som sagt/ sarte nerver, nerverne, nerverne, neglene// jeg har ikke hjertet med i det// det er formålsløst// månen// månens spejl er søen, søens spejl findes ikke/ havsens bund hahaha// lille du, ti nu, ti nu«

Det at vise omsorg og det at gøre tavs kommer faretruende tæt på hinanden her. Graviditeten forbindes med sorg, men Ragusa er egentlig ikke interesseret i at forklare eller udlægge den sorg for os. Det er en stemning, man må acceptere – og også straks acceptere, det er jo en af de ting, god litteratur kan – mens man bladrer sig igennem siderne.

Et afklaret mørke

Lars Bukdahl er digter, men jo først og fremmest kritiker på Weekendavisen. Han er også kæreste med Cecilie Lind. I sit bidrag, Korshøjen, skriver han om sorgen ved den foregående, snarere end den kommende generation. En af sætningerne i Orissa lyder i al sin enkelthed »Jeg savner min far«, Bukdahl skriver så om sin egen far, teologen Jørgen K. Bukdahl, der døde som 45-årig for snart 40 år siden.

Det er rørende, selvfølgelig, og også nyt i forhold til Bukdahls tidligere digte, at han skriver så direkte og nærmest ukunstlet om sorgen. Erindringslimt fra livet som barn – med faren – og fra den morgen, faren lå død i sengen, blander sig med noter om det stadige savn.

»At evigvente i børnehavehelvede på Citroënlyd// Cigar// At ryge cigaren, jeg prøvede engang at ryge en af hans cigarer, jeg kommer aldrig til at ryge cigaren// Chokoladekiks som MIN cigar (at fejre i Citroën Ami at være på vej HJEM fra børnehave)«

Jeg kan godt lide blandingen af tab og barnlig fryd, der ligger i de her linjer. Derudover føles bogen mest af alt afklaret, på trods af alle Lars Bukdahls parenteser og indskud og store bogstaver nærmest stilfærdig. Korshøjen – den gade, hvor barndomshjemmet lå – skriver om et mørke, der har fundet sin plads, som ikke længere overvælder én og vælter livet omkuld. Det er også fint.

Et vellykket eksperiment

Mads Myginds Bergamo handler ikke om følelser, men om følsomhed. Den prøver, tænker jeg, at indfange den stemning, man kommer i, hvis man rejser alene i for lang tid. Så er man nærmest overopmærksom, ens bevidsthed bliver som irriteret hud, der fokuserer næsten for voldsomt på de små ting. Og ikke bare tingene, men også tiden bliver ligesom overtydelig:

»jeg bestiger et bjerg for at kigge ud fra det// går op ad en trappe der fører til endnu en trappe// det bliver varmere jo længere jeg kommer op// et firben løber op ad en træstamme// en udtrådt kondisko// en smeltet Mars på en bænk«

Det er rejselitteratur for os, der ikke bryder sig om at rejse, og også et utroligt rent og gennemført projekt. Bergamo tager Ola Juléns form og bruger den til noget helt andet, vender den udad, mod verden, snarere end ind mod sindet.

Som rosinen uden for pølseenden kommer så Rasmus Halling Nielsens Norske stjerner. Her er det, som om sidernes ensomme sætninger hver muterer ud af den foregående, imens ordene skifter mellem dansk, svensk og noget helt tredje. Det lyder forvirrende og er heller ikke helt let at læse. Sådan her begynder bogen:

»dette virvar// DENNA virrvarr// danne viral adfærd// DANNE VIRAL BETEENDE// betjener vi os dannede// TJÄNA bildar vi// vi tjener vores billeder«

Det er en jegløs skrift, en skrift uden egentlig forankring i det menneskelige. I stedet zigzagger den – som et fejlbehæftet oversætterprogram – rundt mellem ord og udsagn, der er skiftevist suggestive og meningsløse.

Alligevel føles Norske stjerner som det mindst frugtbare af møderne i Orissa-biblioteket. Når Rasmus Halling Nielsen er bedst, skriver han tekstmassiver, ud af hvilket der langsomt danner sig helt klare og smukke sætninger. For ham er den knappe form ikke andet end det: en begrænsning.

Det skal ikke ligge projektet til last. Orissa-biblioteket er en enormt sjov og god og vellykket idé. Selvfølgelig er der tale om et formeksperiment og en stiløvelse, men på den allerbedste måde. Og hvornår er det? Jo, når de nye formkrav tvinger forfatternes skrift nye steder hen og giver plads til nye stemninger, nye udsagn, nye former for præcision.

Når kravene udvider digternes virkefelt og måske også udvider litteraturens.

Orissa-Biblioteket 1-4: Lars Bukdahl: ’Korshøjen’, Cecilie Lind: ’Ragusa’, Mads Mygind: ’Bergamo’, Rasmus Halling Nielsen: ’Norske stjerner’. Forlaget Kronstork. 350 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu