Læsetid: 5 min.

På genbesøg hos genierne

Toke Møldrup har kastet sig ud i cellospillets moderlige hav. Den unge Per Nørgårds musik for klaver er nu hentet frem i lyset. Og otte sange af Sibelius er blevet genialt orkestreret af en finsk kollega. Vores anmelder udpeger tre stærke udgivelser
12. januar 2018

Det kan ikke undre, at musikalske genier begynder tidligt med at komponere. Således også Per Nørgård, og som hos mange andre blev det klaveret, der førte ham ind i åndernes rige.

Den svenske professor ved Musikkonservatoriet i København Niklas Sivelöv giver os nu et ualmindeligt fascinerende indblik i, hvad det var, der foregik inden i teenageren dengang. De fleste af værkerne på pladen stammer fra gymnasietiden sidst i 1940’erne, som Nørgård anså for en slags værnepligt, og han overlevede den måske, fordi han blev privatelev af tidens største danske komponist, Vagn Holmboe.

Når man hører Schuberts klavermusik fra et tilsvarende alderstrin, dukker Mozart ganske hurtigt op. Hos Nørgård kunne det være Bartók og Hindemith – naturligvis også Holmboe – og længere tilbage står undertiden Bach og Haydn og nynner med. Men der er først og fremmest et egenartet tonefald, en anet talentmasse, der skal vokse frem mod et stort skaberværk – på dette begynderstadium en leg med byggeklodser, et oprør mod ortodoksien, en frihedslængsel som Nørgård absolut kan dele med den lige så ubegribelige Schubert.

Det er med andre ord stærkt underholdende satser, der her er trukket frem i lyset for første gang, selv om ’underholdende’ måske ikke ligger ligefor i Nørgårds vokabularium.

Niklas Sivelöv viser sig som en storartet fortolker af Nørgård. Han læser sig akkurat og empatisk ind i det unge sind, man hører ofte en vidunderligt rislende storm og trang flyve gennem instrumentet. Men der er flere andre stemningslag.

Sonaten med tilnavnet Capricciosa har først præg af improvisation med sommerfugleagtige landinger og takeoffs. Dens rolige pastorale bevæger sig forsigtigt afsted i afbrudte lysninger sanset gennem brøndens klare vand, hvorfra den endelig stiger op til finalens overmod.

Sibelius genskabt af Sallinen

I strømmen af udgivelser, som fulgte efter fejringen af Sibelius’ 150-års fødselsdag i 2015, er denne en af de mere opsigtsvækkede. Sibelius komponerede omkring 100 sange med klaverledsagelse, otte af de mest kendte arrangerede han selv for orkester, og yngre musikfolk tog sig af 10 andre. Det ligger altsammen langt tilbage i tiden.

Men for et par år siden plukkede den fine komponist Aulis Sallinen, jævnaldrende med Per Nørgård, en buket på otte sange og orkestrerede dem til fremførelse i jubelåret, og de foreligger nu på plade med den svenske mezzosopran Anne Sofie von Otter.

Sibelius’ sange er så godt som alle komponeret til svensk tekst. Den tilbagevendende digter i udvalget er Johan Ludvig Runeberg, Finlands store nationalskjald, som var umådeligt beundret af Sibelius.

Det er bjergtagende at lytte til disse sange i en anden stor finsk komponists genskabelse. Når man sammenligner klaverstemmens klangrum med de karske orkesterfarver og den intense ekspressivitet, Sallinen tilfører dem, opstår der en helt ny musik, men den er stadigvæk af Sibelius.

Det gælder eksempelvis Runebergs »Under strandens granar«, en grusom fortælling, der foregår ved den mægtige sø Saimaa, hvor nøkken eller åmanden først lokker en yngling og dernæst hans mor med ned i dybet. Klaverets næsten modernistiske motivtrylleri forvandler sig til endnu mere dragende lydbilleder i Sallinens orkester, og von Otter føler sig tydeligvis inspireret.

Men hun overstråler nu ikke Soile Isokoski med Leif Segerstam i en anden orkestrering (også udgivet på Ondine), og slet ikke den fænomenale Tom Krause i originalversionen med pianisten Irwin Gage (udgivet på Decca).

Det er en fin tanke at sammensætte Sibelius’ første og sidste tonedigt – »En saga« og »Tapiola«. Og især i den overbevisende fremførelse af det første stykke, som komponisten selv kaldte et udtryk for sin ungdoms sjælstilstand, viser Hannu Lintu og de finske radiosymfonikere sig som et af de mest spændende makkerskaber i Norden.

På genvisit hos Bach

Til sidst et beundringværdigt projekt med cellisten Toke Møldrup, som sammen med sin producer, Viggo Mangor, har sat sig for at se på Bachs seks suiter for solocello med nye øjne.

Det er en interessant diskussion, som pladsen ikke levner mulighed for referere mere dybtgående, men essensen er ønsket om at finde en ny balance mellem nodebilledets mere eller mindre skjulte lagdelinger. Og at genvinde en frihed til blandt andet at udsmykke de melodiske linjer ganske vidtgående, som musikerne på Bachs tid angiveligt har praktiseret.

Det er sandsynligt, at man som almindelig lytter må bruge nogen tid på at vænne sig til Toke Møldrups nyorientering i disse franske dansesuiter, som man kan kalde cellisternes moderlige hav, men her og nu må jeg vurdere den spontant over for ældre indspilninger med to prominente danske cellister.

Suiternes førstesatser hedder præludier, en fri form med skalaer, gentagne figurer, brudte akkorder, hvorunder man ofte hører bariolage, dvs. en løs dyb streng, der klinger med som en slags bordun.

I præludiet fra nr. 3 i C-dur excellerer Møldrup med et energisk flow og en smuk egalitet – som et langt harmonisk åndedrag og så at sige ingen fod på bremsen.

Morten Zeuthen (udgivet på Classico i 1994) foretager en mere varieret rejse. Med mikropauser og eftertanker, ekspressive betoninger, mere stædigt insisterende på den dybe tone i bariolagen, faktisk som en sanger ville frasere musikken.

Med det gamle koryfæ Erling Bløndal Bengtsson (udgivet på Danacord i 1984) er vi endnu fjernere fra Møldrups straight Bach. Han giver sig god tid, bevæger sig syngende og søgende gennem tonerankerne, tempoet varierer ganske meget, en enkelt tone kan få en intenst syngende farve, som at høre en forfinet recitator fremsige et romantisk kvad.

Forskellene er lige så markante i dansesatserne, eksemplet kunne være de to kendte bourréer også fra 3. suite. Her tager Møldrup sig en del friheder, tilføjer små udsmykninger og også ekstratoner, men udtrykket er generelt for ensartet, ligesom der ingen videre forskel er på den udadvendte dur-bourré og den indadskuende mol-bourré. Ligesom man savner en mere dansende puls, sådan som vi får den hos Zeuthen, for hos ham smiler og græder melodierne med en dejlig kropslighed. Bløndal lyder her altmodisch, bleg og stedvis for udpindet.

Suiternes prøvesten må være sarabanderne, og juvelen blandt disse kommer fra 5. suite i c-mol. Sarabanden i tredelt takt er en majestætisk tilbageholdt, spansk dans; grundtrinene i nr. 5 er imidlertid udviskede hos Bach, og i stedet kan der fremtræde en sublim meditation hen over taktstregerne.

For mig er netop denne sats kronen på Bløndals sæt, her hører vi en natsort Shakespearesk monolog, en bøn i dyb ro om lindring og barmhjertighed. Zeuthen lægger sig op ad denne tilstand af forladthed, men undertiden mere anråbende. Møldrup bekender sig derimod til dansens højtidelige momentum, et minut hurtigere end de to kolleger, og dermed får musikken en næsten foruroligende fremdrift.

Men det er især motivernes anderledes sammenbundne karakter, der gør et stærkt indtryk og godtgør endnu en gang, at uanset hvorledes man vender og drejer denne musik i prismet, vil den lyse med et præg af evigheden.

Per Nørgård: Tidlige klaverværker. Niklas Sivelöv (klaver). Dacapo.

Sibelius: ’Tapiola’, ’En saga’ og otte sange. Anne Sofie von Otter (mezzosopran). Det Finske Radiosymfoniorkester under Hannu Lintu. Ondine.

J.S. Bach: De seks cellosuiter. Toke Møldrup (cello). Bridge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu