Læsetid: 3 min.

Plottet i ’Broen’ er enten vildt indviklet eller båret af plotbelejlige sammentræf

Paradoksalt nok bliver DR-dramaserien ’Broen’ sværere at følge med i, jo flere forbindelser der viser sig mellem alt og alle
Paradoksalt nok bliver DR-dramaserien ’Broen’ sværere at følge med i, jo flere forbindelser der viser sig mellem alt og alle

DR Presse

29. januar 2018

De overraskende sammentræf af den slags, der enten betyder en masse, eller bare tjener det formål at forvirre seerne, bliver flere og flere i Broens femte afsnit. Det er for tidligt at sige, hvilken slags sammentræf der er tale om, men her følger for klarhedens skyld en liste:

Plotbelejligt sammentræf nr. ét

Den voldelige taxachauffør Dan Brolund (Lars Ranthe) møder tilfældigvis sin søn Christoffer (Erik Löngrenn) i skoven omkring den (indtil videre alt for underbelyste) sekteriske landsby, hvor han og moren gemmer sig for Dan.

Dan kørte sæsonens første mordoffer, Margrethe Thormod, på hendes livs sidste taxatur og smuglede kokain for William Ramberg (Leonard Terfelt), som blev narret af sæsonens seriemorder til at slå sin egen datter ihjel med gift i sidste afsnit, og var dermed højt på listen over sandsynlige gerningsmænd. Christoffer er tilfældigvis på jagt og snubler ved synet af sin far og kommer til at skyde og dræbe ham.

En potentiel gerningsmand mindre. Stadig mange tilbage.

Plotbelejligt sammentræf nr. to

Margrethe Thormods mand, Niels (Thomas W. Gabrielsson), skal i en ganske kort scene agere psykolog for to vidner – de to lommetyvepiger –  i sin egen kones drabssag. Er det en del af den lumske Niels’ plan om at blande sig i efterforskningen, eller var der bare ingen andre børnepsykologer i Øresundsregionen, der kunne den dag?

Plotbelejligt sammentræf nr. tre

Lommetyvepigerne er i politiets varetægt, fordi de stjal den telefon, hvorfra der blev ringet til Margrethe Thormod den aften, hun blev stenet ihjel. Denne telefon forærede de to piger til den afviste asylansøger Taariq, da han tilfældigvis reddede den ene fra et overfald. Det var Taariq, som Margrethe Thormod i al hemmelighed mødtes med, netop da telefonen ringede. Hvad er oddsene for det?

Plotbelejligt sammentræf nr. fire

Pigerne nægter at tale med Niels. De stoler kun på politiefterforskeren Henrik Sabroe (Thure Lindhardt), der lod dem bo i sit hjem, da der ikke var plads på nogen institutioner. Nu er han vred på dem, fordi de stjal alle hans værdigenstande, herunder de halskæder, der tilhørte hans to forsvundne døtre (han er også presset, fordi han ikke kan blive enig med makkeren og elskeren Saga, om hvordan de skal leve sammen).

Det hjælper lidt, at de to piger kan huske, at manden, de stjal telefonen fra, lignede Morgan Sonning (Johannes Kuhnke) – det var i hans bil, at Margrethe Thormod blev hentet den nat, hun døde. Godt nok trækker de i land igen, men tampen brænder i nærheden af Morgan.

Plotbelejligt sammentræf nr. fem

Morgans kone, Malene (Charlotte Fich), kendte Margrethe Thormod fra foreningslivet, hvor de kæmpede om en formandspost. Malene og Morgan har dog et alibi, idet de var på (mobilfri og derfor udokumenterbar) weekendferie i Hamburg, mens drabet på Thormod fandt sted. Imens stod Morgans bil på broren Tobias’ (Jakob Fahlstedt) mekanikerværksted. Tobias’ frimodige kone, Nicole (Patricia Schumann), kender dog koden til nøgleskabet. Noget tyder på, at hun har haft en affære med Morgan.

Plotbelejligt sammentræf nr. seks

Hamburg er det nærmeste sted, hvor den havsneglegift, Rambergs datter døde af, udvindes industrielt.

Plotbelejligt sammentræf nr. syv

Henrik Sabroes ven Kevin (Elliott Crosset Hove) fra Anonyme Narkomaner – tilfældigvis – viser sig at være Nicoles ældste søn.

Der skal et usandsynligt godt plot til at forklare så usandsynligt mange sammenfald. Og så ender Henrik Sabroe alligevel med at rykke rundt på billederne på opslagstavlen og finde et helt andet bindeled mellem forbrydelserne.

’Broen IIII’ sendes på DR 1 søndag kl. 20.

Serie

Information anmelder ’Broen IIII’

Fjerde og sidste sæson af DR’s dansk-svenske krimiserie ’Broen’ er i gang. En ny ambitiøs seriemorder er på banen og spiller på de ideologiske spændinger, der findes i dagens Skandinavien.

Vi anmelder alle episoder. Følg med her.

’Broen’ sendes på DR 1 søndage kl. 20.

Seneste artikler

  • Vores anmeldere uddeler priser ved Broens slutning: Her overgik serien sit eget bizarre selvsving

    19. februar 2018
    DR’s tværskandinaviske nordic noir-søndagskrimi ’Broen’ er ved sin fjerde vanvittige sæsons ende nu omsider slut. Vores anmeldere har skiftevis hadet den for ufortrødent at dyrke en træls tradition for spektakulær vold som eneste motor for fortællingen og hevet sig i håret over et plot, hvis sammenhængskraft i overdreven grad var baseret på tilfældige sammentræf. Nu skal der uddeles priser for de gange, ’Broen’ overgik sig selv i spøjs og trættende typiskhed
  • Man kan næsten forestille sig en lykkelig slutning på ’Broen’

    13. februar 2018
    Når det dystre og makabre får lov at finde sted uden smålig skelen til sandsynlighed og plausibel sammenhæng, så skal det lyse og forsonlige også have lov. Ugens ’Broen’-anmelder ønsker sig en lykkelig slutning
  • Har man hængt på ’Broen IV‘ så længe, så er der ingen vej tilbage nu

    5. februar 2018
    De overspiller deres uskyld, og de overspiller deres skyld, og Saga overspiller ad absurdum rollen som en robot, der har fået følelser. Og det hele kan umuligt gå op. Og man kan jo bare slukke. Men har man hængt på ’Broen IV‘ så længe, så er der ubehageligt nok ingen vej tilbage nu
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Andersen
Eva Schwanenflügel og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer