Læsetid: 5 min.

Romanklassikeren, der forudså Trump

Romanen ’Det kan ikke ske her’ fra 1935 er tilbage på de amerikanske bestsellerliste – og er kommet på dansk. Flere læsere ser den som en afspejling af Trumps USA: Hovedpersonen bliver præsident mod alle odds ved at sælge sig selv som fortaler for de glemte, hvide mænd. Og så elsker han store vælgermøder, hvor han kritiserer både medier, sorte og jøder
I 1930 fik Sinclair Lewis som den første amerikaner Nobelprisen, og da ’Det kan ikke ske her’ udkom i 1935 solgte den hurtigt mere end 300.000 eksemplarer.

I 1930 fik Sinclair Lewis som den første amerikaner Nobelprisen, og da ’Det kan ikke ske her’ udkom i 1935 solgte den hurtigt mere end 300.000 eksemplarer.

The Granger Collection

20. januar 2018

I et tilrøget herreværelse i et prægtigt hus i en lille by i Vermont sidder seks indflydelsrige mænd og drøfter amerikansk politik. Alle er enige om, at tiderne er vanskelige. Den lange økonomiske krise har skabt både arbejdsløshed, frygt og fremmedhad i store dele af befolkningen, og inden det forestående præsidentvalg har mange vendt sig mod en farverig kandidat, der taler folkets sprog, ikke bryder sig om mexicanere og lover at omfordele nationens velstand således, at den fattige amerikanske mand igen kan blive stolt af sit fag og sit land.

»Min største ambition er at få alle amerikanere til at gøre sig klart, at de er og må vedblive at være den mest ophøjede race på Jorden,« som præsidentkanditaten selv udtrykker det.

I herreværelset er meningerne delte. Værten – en høj mand ved navn Tasbrough – ser gerne »en stærk mand i sadlen«, siger han, hvorimod byens avisredaktør frygter, at USA i så fald vil ende som »et ægte diktatur«.

Vrøvl, hvæser Tasbrough og siger: »Det kunne umuligt ske her i Amerika! Vi er et frit land!«

»Jo, gu’ kan det så! Der er jo ikke noget land i verden, der kan blive så hysterisk – eller krybende underdanigt – som Amerika,« indvender avisredaktøren ved navn Jessup og fortsætter: »Sig mig, hvor i hele verdenshistorien har der nogensinde været et folk så modent til diktatur som vores! Vi er parat til at begynde et børnekorstog – men for voksne – lige i dette hellige øjeblik.«

Optrinnet i herreværelset udspiller sig midt under Den Store Depression og i Sinclair Lewis’ roman Det kan ikke ske her. Romanen udkom i 1935, men er igen aktuel på grund af sin skildring af et facsistisk regime, der truer med at omdanne Amerika til et diktatur. Allerede ugen efter at Donald Trump var blevet valgt til præsident, var den udsolgt i en stribe amerikanske boghandlerkæder samt på Amazon.

Interessen for Lewis’ dystopiske satire, der i britiske The Guardian er blevet kaldt »romanen der forudså Trump«, har også bredt sig til Danmark, hvor vi nu får en revideret udgave af Johanne Marie Larsens oversættelse fra 1936, der dengang fik titlen Det sker ikke herhjemme

Sinclair Lewis: Det kan ikke ske her

Ingen sorte og socialister

I Det kan ikke ske her ender det, som avisredaktøren Doremus Jessup frygter. Buzz Windrip, som han hedder, slår sin modstander F.D.R Roosevelt, og bliver valgt til præsident i november 1936. Med sig tager Windrip sit manifest fra valgkampen kaldet De Glemte Mænds femten sejrspunkter.

Heri gives der blandt andet udtryk for, at landets sorte befolkning ikke må stemme, at nationens våbenlagre skal udvides, at præsidenten vil »garantere det private initiativ og retten til privat ejendom for alle tider«, og at enhver, der gør sig til talsmand for kommunisme eller socialisme, skal kunne dømmes for højforræderi.

Desuden foreslås det, at forfatningen ændres, så præsidenten fremover »bemyndiges til at foreslå og udføre alle nødvendige foranstaltninger til at lede regeringen gennem denne kritiske epoke«.

Overfor Windrip står nævnte Doremus Jessup, en intellektuel og moralsk mand »nedstammet fra tre generationer af Vermont-beboere, der punktligt havde betalt deres skat«.

Han forstår ikke helt, hvordan tingene kunne skride så voldsomt for USA, men han prøver. Af den grund tager han til New York, hvor Windrip skal holde tale ved et massemøde i Madison Square Garden. Her oplever han først, hvordan Windrips private paramillitære tropper kaldet ’Minut Mændene’ prygler og banker enhver, der ytrer sig kritisk om deres leder.

Inde i Madison Square Garden må Jessup dernæst erkende, at det for en stund lyder fornuftigt, hvad der kommer fra talerstolen.

»Men hvad hr. Windrip faktisk havde sagt, kunne Doremus ikke huske en time senere, da han vågnede af trancen,« som det udtrykkes.

Efterhånden som Windrips fjender bliver dræbt eller sendt i koncentrationslejr, må også den kritisk skrivende Doremus Jessup kæmpe for sit eget og sin families liv.

Jøder i stedet for muslimer

I portrættet af Windrip var Sinclair Lewis inspireret af tyske Adolf Hitler og Louisianas populistiske senator Huey Long, der svor, at han ville udfordre Roosevelt ved valget i 1936. Imidlertid blev Long dræbt, inden han nåede så vidt, men det ændrede ikke ved, at fascismen havde tag i flere dele af den utilfredse amerikanske befolkning.

New Deal-politikken havde ikke gjort køen til suppekøkkenerne mindre, og i slutningen af årtiet samlede det pronazistiske German American Bund mere end 20.000 mennesker i nævnte Madison Square Garden. Her hånede organisationens leder Fritz Kuhn den amerikanske præsident, som han under stor jubel kaldte Franklin D. ’Rosenfeld’.

Hadet til jøder er også udtalt blandt karaktererne i Det kan ikke ske her, hvor jødiske bankfolk får skylden for krisen. Skiftes ’jøder’ ud med ’muslimer’, er det måske forståeligt, hvorfor flere læser Lewis’ roman som en afspejling af Trumps USA: Windrip bliver præsident mod alle odds og ved at sælge sig selv som fortaler for de glemte, hvide mænd. Og Windrip elsker store vælgermøder, hvor han kan få lejlighed til at kritisere både medier, sorte og jøder.

Dengang gik det ikke galt

I essayet »Reading the Classic Novel That Predicted Trump« (New York Times, 17. januar 2017) fremhæver historikeren Beverley Cage samme pointer og går ovenikøbet så vidt som til at sammenligne arkitekten bag Windrips valgkampe og politik, en journalist ved navn Lee Sarason, med Steve Bannon, Trumps tidligere chefstrateg.

»Det er Sarason, ikke Windrip, der i virkeligheden skriver Zero Hour, kandidatens populære klagesang over nationens forfald,« skriver hun og fortsætter:

»Sarason tror på propaganda, ikke information, og han argumenterer åbenlyst for, at ’det ikke er retfærdigt over for folket – det forvirrer dem bare — hvis de skal tvinges til at fordøje de faktuelle sandheder, der egner sig bedre til folk af højere klasse’.«

Sinclair Lewis’ styrke ligger i hans sociale betragtninger og ikke i forfatterskabets litterære anslag. Imidlertid var han umådelig populær. En stribe romaner i 1920’erne – Main Street (1920), Babbitt (1922), Arrowsmith (1925), der vandt Pulitzerprisen, samt Elmer Grantry (1927) og Dodsworth (1929) – etablerede ham som en skarp forfatter, der i en let og satirisk tone angriber middelstandens værdier.

I 1930 fik han som den første amerikaner Nobelprisen, og da Det kan ikke ske her udkom i 1935 solgte den hurtigt mere end 300.000 eksemplarer.

En del af interessen for værket skyldtes naturligvis frygten for, at det kunne gå galt i USA i midten af 1930’erne. Det gjorde det ikke. Som nævnt blev Franklin D. Roosevelt valgt, og med krigen kom der endelig gang i landets produktion og økonomi.

Det helt store spørgsmål og årsagen til Sinclair Lewis’ fornyede popularitet er selvfølgelig, hvordan det med Trump som præsident nu vil gå.

Vil det alligevel ske i USA?

Sinclair Lewis: ’Det kan ikke ske her’. Oversat af Johanne Marie Larsen. Lindhardt og Ringhof. 434 sider. 249 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Torben Bruhn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
Espen Bøgh, Torben Bruhn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ryan Klitholm

Det er rigtigt, at den gamle roman har solgt vildt igen oven på Trump, men Windrip er langt "klogere" end Trump, som ud over absolut minimal intelligens hverken kan styre medierne, oprette sit eget dødspoliti eller sætte anderledes tænkende i koncentrationslejr.

Det er totalt langt ude, men virkelig smart af dem, der har (økonomiske) interesser i at promovere den gamle bog. Det er OK interessant og ligefrem spændende læsning, men bogen har et markant skævt/belejligt mande(tids)billede af kvinder. På netop det punkt når Trump ganske vist de klammeste højder, men derudover omhandler Lewis' roman på ingen anden måde om nutidens USA. Som "fremtidsroman" beskriver den allerhøjest Hitlers rædselsregime, men når ikke f.eks. 1984 til sokkeholderne.

Læs gerne bogen, men artikelskribenten er altså selv hoppet på en fake news-limpind.