Skurkene hober sig op mellem Danmark og Sverige

Blodet flyder igen i Øresundsregionen. Fjerde og sidste sæson af den dansk-svenske krimiserie Broen er i gang, en ny ambitiøs seriemorder er på banen og spiller på de ideologiske spændinger, der findes i dagens Skandinavien.

Det foregår som altid i grænselandet mellem Danmark og Sverige, denne gang på den lille, ubeboede ø Peberholm, der blev anlagt i Øresund til brug for Øresundsforbindelsen.

Her findes direktøren for den danske Udlændingestyrelse, Margrethe Thormod, ikke bare dræbt, men på makaber vis stenet – med reference til den islamiske sharialovgivning.

Udlændingepolitisk drama er oplagt

Henrik Sabroe (Thure Lindhardt) fra Københavns Politi sættes på sagen sammen med sin kollega Jonas Langvad (Mikael Birkkjær), som kæmper den ærkedanske kamp for friheden til at kalde en bøsse for en bøsse i stedet for hans navn. Saga Norén (Sofia Helin) er i første afsnit ikke længere sig selv som repræsentant for »Länskrim Malmö«, hvilket ellers har lydt som en naturlig forlængelse af hendes navn, hver gang den Aspergers-diagnosticerede arbejdsnarkoman har præsenteret sig i de foregående sæsoner.

Saga er i fængsel, uskyldigt dømt for at have myrdet sin mor (deres forhold er kompliceret: Ifølge Saga iscenesatte moren sit selvmord som et mord begået af datteren som straf for dengang, Saga fik sine forældre uskyldigt dømt for seksuelt misbrug af søsteren, som Saga er overbevist om, at de mishandlede på anden vis). Sagen er anket, og der er en chance for frifindelse.

I mellemtiden besøger Henrik Sabroe jævnligt sin kollega, som også ville have titel af kæreste, hvis hun ville være ved det. Han har i øvrigt fået styr på sit stofmisbrug og går til møder i Anonyme Narkomaner, hvor han taler om at affinde sig med, at hans kone er død og begravet, mens han stadig håber på at finde sine to døtre, der forsvandt ved samme lejlighed otte år tidligere.

Det virker oplagt at lade udlændingepolitikken spille en rolle i denne sidste sæson. Det måtte næsten komme. I første sæson af Broen hærgede en socialpolitisk seriemorder Øresundsregionen, i anden sæson bekæmpede de danske og de svenske myndigheder sammen et storstilet økoterroristisk komplot mod EU’s miljøministre (hvis sande bagmand serien stadig skylder at afsløre), og i tredje sæson var det tilsyneladende opblødningen af traditionelle familieformer og kønsroller, der anfægtede gerningsmanden.

Det var dog kun gerningsmanden bag et enkelt af mordene, hvis motivation var så ideologisk funderet. De fleste af drabene blev begået af en ung forældreløs kunstentusiast, der ville hævne sig. Dels på de mennesker, der havde svigtet og krænket ham i hans barndom, dels på dem, der som henholdsvis stifter af en fertilitetsklinik og som det sæddonerende biologisk ophav bar skylden for hans blotte eksistens.

Skurkeophobning

Om manden (for det var, så vidt jeg kunne skimte i mørket, en mand, der stenede Margrethe Thormod) er vred over en nylig skandalesag, hvor sagsbehandlere i Udlændingestyrelsen fejrede udvisningen af en homoseksuel mand til Iran med champagne, eller over den hjælp, andre asylansøgere tildeles, er endnu uvist. At blodtørsten kommer fra en mørk, psykologisk grød af personlige traumer er – som sidste sæson mindede om – også en mulighed. Indtil videre har en svensk venstreradikal gruppe ved navn Red October truet Margrethe Thormod, men det er kun det første spor af mange, hvis sidste sæson af Broen skal følge seriens tradition for vild skurkeophobning i plottet.

Jeg kan foreløbigt tælle til tre skurke, der næppe alle har noget at gøre med den centrale forbrydelse, men som dog bidrager til at gøre seriens Øresundsregion til et væmmeligt sted at være og et fascinerende univers at se på. Det er noget lusket ved Margrethe Thormods mand, Niels (Thomas W. Gabrielsson), som dog næppe er gerningsmanden.

For det første er det luskede ved ham alt for åbenlyst, for det andet har Thomas W. Gabrielsson allerede spillet gerningsmand i en stor nordic noir-serie. Som tidligere Forbrydelsen-skurke anser jeg både ham og Mikael Birkkjær i rollen som Jonas Langvad for at være uskyldige i mordet på Margrethe Thormod. Taxachaufføren Jan (Lars Ranthe), der kørte Thormod fra sit hjem til et hemmeligt møde ude i byen, inden hun angiveligt skulle videre til lufthavnen og et par dage i familiens hytte i Norge, er heller ingen fin fyr. Hans ondskab består dog indtil videre bare af at gøre livet utrygt for hans ekskæreste og deres teenagedreng, som prøver at skjule sig for ham.

Hans forfølgelse leder disse to desperate i armene på den lusket omsorgsfulde Frank (Anders Mossling), der er håndlanger for en endnu unavngiven, midaldrende kvindelig sektleder, som giver den forfulgte familie husly efter at være blevet informeret om, hvor »arrig og formbar« den unge mand er. Hendes ondskab venter jeg mig meget af.

Til at døje med al kynismen og brutaliteten i de skandinaviske samfund introducerer Broen (udover den nu afdøde direktør for Udlændingestyrelsen samt den forfulgte mor og hendes søn) to mindreårige hjemløse lommetyve og en samvittighedsfuld, homoseksuel afvist asylansøger fra Iran. At dømme ud fra det persongalleri, første afsnit har opridset, er der lagt op til ideologisk motiveret vold på begge sider af broen. Jeg håber på mindre plothuller og barndomstraumer og større ideologiske linjer end i sidste sæson.

’Broen’ sendes på DR 1 søndag kl. 20.