Læsetid: 5 min.

Det stille liv kan være mere sårende end mange ord

Leonora Christina Skovs nye erindringsroman, ’Den, der lever stille’, beskriver en familie, der vist elsker hinanden, men ikke kan udtrykke det. Interessant læsning for alle, der stadig tror, at en lesbisk datter, født i 1970’erne, ikke kan få forældre til at løfte et øjenbryn
Er forældres hensyn til deres eget stille liv vigtigere end at acceptere deres flamboyante datter som den, hun er? – Sådan lyder det implicitte spørgsmål i ’Den, der lever stille’.

Er forældres hensyn til deres eget stille liv vigtigere end at acceptere deres flamboyante datter som den, hun er? – Sådan lyder det implicitte spørgsmål i ’Den, der lever stille’.

Martin Lehmann

13. januar 2018

Forurettelsen og sorgen står ud af siderne på Leonora Christina Skovs nye roman, Den, der lever stille.

Fortælleren, den knap 40-årige forfatter Christina, kommer til sin mors dødsleje. En brystkræft har bredt sig. Lægen meddeler, at der ikke er flere behandlingsmuligheder. Nu handler det kun om timer.

Romanens første 35 sider er mesterligt skåret, som én af Alice Munros lange noveller.

Dødsscenens konkrete virkelighed afløses af flashbacks til sårende udvekslinger mellem mor og datter. Gennem knap 20 år har deres samtaler især bestået af skyld med skyld på:

»Når jeg så mig selv i spejlet, kunne jeg kun få øje på alle mine fejl og mangler,« skriver datteren.

Moderen i hospitalssengen har ikke flere ord, men dem har hun aldrig haft mange af. De få, hun har ytret, har derimod været dræbende. Som da datteren sprang ud som lesbisk, og moderen erklærede, at hun ikke længere havde en datter. Og da moderen 12 år før sin død beskyldte datteren for at være skyld i hendes brystkræft.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Bjarne Bisgaard Jensen, ingemaje lange, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Tænker på Alice Millers nøgterne konstatering af , at voksne , hvadenten de er dommere eller litteraturanmeldere , for at beskytte deres egne sår og smerte , altid tager forældrenes parti mod deres børn. Moren elskede kun sit eget dysfunktionelle selv , og på det alter ofrede hun og faren deres barn.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Nis Baggesen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

Leonora Christina Skov er født i 1976, det sagde hun ihvertfald selv i "det næste kapitel, på 24/7 med Hassan Preisler, et fantastisk interview, gennemgribende hele vejen igennem hvor selv Hassan Preisler lod sig "tynge" med - til Leonora Christina, tak fordi jeg måttet lære dig, at kende

Charlotte Obel

Det er absurd at betragte voksner mennesker som enten forældre eller børn. Vi er alle begge dele. En tråd af uforløsthed og manglende empati strømmer gennem bogen, men forfatteren er selv ingen undtagelse.

Var det ikke hende der løj om faderen og hendes forhold til ham i hendes tidligere udgivelser, noget hun vist siden har indrømmet ?
Hvis ja, så forstår jeg intet af den her pris, for så kan man jo ikke bruge hendes udgydelser til noget som helst....

Carl Chr Søndergård, christian christensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
christian christensen

De mortuis nihil nisi bene...Skov har i flere interviews fortalt, hvorledes forældrene så ned på hende. De regnede hende ikke for noget intellektuelt, selvom hun excellerede fagligt, og de gjorde sig tilmed lystige over hendes seksualitet. Skrækkelige forældre, hvis skal man tro hendes beretning.

Men forældrene er døde. Burde hun ikke have taget alle disse ting op med DEM, mens de stadigt levede i stedet for at tage opgøret post mortem i en offentlighed, der sikkert har ondt af hende, men jo altså ikke kan gøre meget fra eller til. Sket er sket og far og mor har ingen mulighed for at forsvare sig nu. Samtidig har de så også været bread and butter for hendes forfattervirksomhed.

Skal man absolut hænge sin nærmeste familie ud offentligt som forfærdelige mennesker, så bør man gøre det, mens de stadig er i live og i det mindste kan forsvare sig. At vente til de er døde, er tøset og usportsligt.
Jeg savner virkelig forældre, der fortæller - til almen skræk og advarsel - præcis hvilke tarvelige møgunger de har spildt livet med at nære ved deres sønderknuste bryst.

Mette Poulsen

Hun HAR jo fortalt om problemerne med forældrene inden denne udgivelse og mens moderen var i live. Faderen lever vist stadigvæk - han var ihvertfald med til udgivelsen af bogen.
Hvis man ikke har læst romanen, så kan den anbefales.

Anders Sørensen, Steffen Gliese og Anja Knoblauch anbefalede denne kommentar