Læsetid: 5 min.

Det stille liv kan være mere sårende end mange ord

Leonora Christina Skovs nye erindringsroman, ’Den, der lever stille’, beskriver en familie, der vist elsker hinanden, men ikke kan udtrykke det. Interessant læsning for alle, der stadig tror, at en lesbisk datter, født i 1970’erne, ikke kan få forældre til at løfte et øjenbryn
Er forældres hensyn til deres eget stille liv vigtigere end at acceptere deres flamboyante datter som den, hun er? – Sådan lyder det implicitte spørgsmål i ’Den, der lever stille’.

Er forældres hensyn til deres eget stille liv vigtigere end at acceptere deres flamboyante datter som den, hun er? – Sådan lyder det implicitte spørgsmål i ’Den, der lever stille’.

Martin Lehmann

13. januar 2018

Forurettelsen og sorgen står ud af siderne på Leonora Christina Skovs nye roman, Den, der lever stille.

Fortælleren, den knap 40-årige forfatter Christina, kommer til sin mors dødsleje. En brystkræft har bredt sig. Lægen meddeler, at der ikke er flere behandlingsmuligheder. Nu handler det kun om timer.

Romanens første 35 sider er mesterligt skåret, som én af Alice Munros lange noveller.

Dødsscenens konkrete virkelighed afløses af flashbacks til sårende udvekslinger mellem mor og datter. Gennem knap 20 år har deres samtaler især bestået af skyld med skyld på:

»Når jeg så mig selv i spejlet, kunne jeg kun få øje på alle mine fejl og mangler,« skriver datteren.

Moderen i hospitalssengen har ikke flere ord, men dem har hun aldrig haft mange af. De få, hun har ytret, har derimod været dræbende. Som da datteren sprang ud som lesbisk, og moderen erklærede, at hun ikke længere havde en datter. Og da moderen 12 år før sin død beskyldte datteren for at være skyld i hendes brystkræft.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Tænker på Alice Millers nøgterne konstatering af , at voksne , hvadenten de er dommere eller litteraturanmeldere , for at beskytte deres egne sår og smerte , altid tager forældrenes parti mod deres børn. Moren elskede kun sit eget dysfunktionelle selv , og på det alter ofrede hun og faren deres barn.

Mikkel Kristensen

Leonora Christina Skov er født i 1976, det sagde hun ihvertfald selv i "det næste kapitel, på 24/7 med Hassan Preisler, et fantastisk interview, gennemgribende hele vejen igennem hvor selv Hassan Preisler lod sig "tynge" med - til Leonora Christina, tak fordi jeg måttet lære dig, at kende

Charlotte Obel

Det er absurd at betragte voksner mennesker som enten forældre eller børn. Vi er alle begge dele. En tråd af uforløsthed og manglende empati strømmer gennem bogen, men forfatteren er selv ingen undtagelse.