Læsetid: 5 min.

Det stille liv kan være mere sårende end mange ord

Leonora Christina Skovs nye erindringsroman, ’Den, der lever stille’, beskriver en familie, der vist elsker hinanden, men ikke kan udtrykke det. Interessant læsning for alle, der stadig tror, at en lesbisk datter, født i 1970’erne, ikke kan få forældre til at løfte et øjenbryn
Er forældres hensyn til deres eget stille liv vigtigere end at acceptere deres flamboyante datter som den, hun er? – Sådan lyder det implicitte spørgsmål i ’Den, der lever stille’.

Er forældres hensyn til deres eget stille liv vigtigere end at acceptere deres flamboyante datter som den, hun er? – Sådan lyder det implicitte spørgsmål i ’Den, der lever stille’.

Martin Lehmann

13. januar 2018

Forurettelsen og sorgen står ud af siderne på Leonora Christina Skovs nye roman, Den, der lever stille.

Fortælleren, den knap 40-årige forfatter Christina, kommer til sin mors dødsleje. En brystkræft har bredt sig. Lægen meddeler, at der ikke er flere behandlingsmuligheder. Nu handler det kun om timer.

Romanens første 35 sider er mesterligt skåret, som én af Alice Munros lange noveller.

Dødsscenens konkrete virkelighed afløses af flashbacks til sårende udvekslinger mellem mor og datter. Gennem knap 20 år har deres samtaler især bestået af skyld med skyld på:

»Når jeg så mig selv i spejlet, kunne jeg kun få øje på alle mine fejl og mangler,« skriver datteren.

Moderen i hospitalssengen har ikke flere ord, men dem har hun aldrig haft mange af. De få, hun har ytret, har derimod været dræbende. Som da datteren sprang ud som lesbisk, og moderen erklærede, at hun ikke længere havde en datter. Og da moderen 12 år før sin død beskyldte datteren for at være skyld i hendes brystkræft.

Resten er tavshed

Datterens kone og livsledsager, Annette, kommer til dødslejet. Karakteristisk drager moderen sit sidste åndedrag, da familien et øjeblik forlader hospitalsstuen. (Man må føle sig fri for at flyve væk.)

Fortælleren føler især sit eget tab. At give slip betyder, at hun må leve videre uden forløsning. Hendes mor døde, stille, som hun levede. I den sidste stakåndede smerte trænger dødens nærvær sig mere på end andres følelser.

I en amerikansk film ville mor, far og datter tårevædet have tilgivet hinanden. Men i det stille Provinsdanmark er resten tavshed.

Romanens resterende 340 sider lever dog ikke helt op til den formidable indledning. Det skyldes i høj grad bogens modstridende energier: På den ene side råber barnet i sin afmægtige selvretfærdighed. På den anden fremlægger den voksne fortæller alle ledetråde, men forstår dem vist ikke selv. Læseren får i stigende grad fornemmelsen af en upålidelig fortæller, der søger tillid og accept, men fremstiller forældrenes kejtede kærlighed som alt det modsatte.

Uden den kloge og rummelige Annette, der gang på gang sætter alt på plads og forstår, at ingen i den kejtede familie formåede at række ud, ville bogen være et rent morads af ubevidsthed og selvoptagethed.

En anden version

Datteren er overbevist om, at hendes mor aldrig har elsket hende. I glimt viser hendes beretning dog en anden version. Som da mormors arv gik direkte videre til hende. Og da datteren fremsendte sin roman om mødre, der ikke elsker deres børn, og moderen forsigtigt pippede, hvordan hun kunne vide det?

Forældrene accepterede aldrig datterens seksuelle identitet og overså hendes længsel efter deres kærlighed og accept. Grimt. Men datteren accepterede vist heller ikke forældrenes længsel på hendes vegne efter en – vist aldrig præcist artikuleret – pakke af et ’rigtigt’ arbejde, mand og børn. Børnebørn, som kunne give livet mening – forældrenes liv.

Læs også

Efter moderens død nærmer datter og far sig forsigtigt hinanden. Datteren fastholder – med rette – at forældrene har hovedansvaret for den distancerede relation. Far henviser til mors skrøbelige sind. Han har beskyttet mor og ofret datter:

»Du kunne klare det, og mor havde brug for selvtillid.«

Faderens version bekræftes af bogens tilbageblik fra barndommen:

»Mine forældre var to skyskrabere, der rykkede tættere på mig og truede med at knuse mig fuldstændig, og jeg kunne ikke gøre andet end at undskylde, før jeg blev udslettet, men min anger var iblandet raseri. Hvor er du fej, mor, tænkte jeg. Du sladrer jo bare til far, fordi du ikke selv kan klare dig.«

Selv fortællerens mormor har tilsyneladende kørt sit eget spil. Hun tog parti ved at overøse sin datterdatter med kærlighed og accept. Dermed reddede hun datterdatterens liv, men viste sin egen datter, fortællerens mor, at hun var for dum og intetsigende til at blive elsket.

Blev væk

Den rapkæftede, levende lille pige blev til en sørgmodig og stiv 12-talsteenager. Mens veninderne talte om drenge, hjembragte hun fra det lokale bibliotek litteratur om »selvmord, personlighedsspaltning, blindhed, homoseksualitet, psykoser, prostitution, voldtægt, adoption, incest, forældreløse børn, depression og spiseforstyrrelser«. 

Leonora Christina Skov: 'Den, der lever stille'

Jo bedre skoleresultaterne var, jo mere enedes forældrene om, at datteren var ”helt gennemsnitligt begavet” – en humoristisk underdrivelse af forældrestolthed, som fortælleren selv som voksen synes ude af stand til at gennemskue.

Som 19-årig flyttede datteren hjemmefra, som 21-årig sprang hun ud som lesbisk og blev allerede i tyverne feministisk skribent, forfatter og litteraturanmelder. Men da hendes kærester ikke var velkomne i barndomshjemmet, heller ikke den mangeårige kone, Annette, valgte enebarnet i 13 år selv at blive væk.

Tilsyneladende ligner mor og datter hinanden. Begge er stejle og sårbare, begge har en forstående, moderligt beskyttende partner. Måske derfor konkurrerer de om at afvise hinanden for ikke blive afvist først?

Sent i romanen ser datteren på et foto fra økonoma-eksamen sin mor fuldkommen lykkelig. Hvad blev der af lykken? Måske blev moderens liv heller ikke, som hun havde drømt om? Forskellen mellem mor og datter lå måske især i datterens beslutning om at udfolde sig som forfatter og skribent, mens moderens stille liv ikke forløste hende?

Faderen forklarer, at moderen fik en fødselsdepression, ja, at depressionen var der to år forud for datterens fødsel. Når der ikke kom flere børn, var det, fordi moderen ikke kunne magte det.

Al den akavethed

Man får ondt langt ned i tæerne over al denne akavethed, der bliver til fjendtlighed og sorg. Faderen sidder inde med alle forklaringerne, men valgte at holde bøtte. Datteren valgte ikke at bruge sin psykologiske indsigt til at forstå sin mors afhængighed af andres accept.

Er forældres hensyn til deres eget stille liv vigtigere end at acceptere deres flamboyante datter som den, hun er? – Sådan lyder bogens implicitte spørgsmål.

Kun Annette og faderen bærer deres eget ansvar. Måske fordi de er solidariske med den, de elsker – også hvis deres elskede har uret?

Forfatteren Leonora Christina Skov er samtidig Weekendavisens og førhen TV-Smagsdommernes modige og indsigtsfulde litteraturanmelder. Man må konstatere, at man kan være klog på meget uden at forstå mennesker, der selv vælger at være kedelige.

Men det er en bog, man bliver klogere af. Især hvis man tror 1) at velfortjent ros og varme vil gøre børn dovne og indbildske; 2) at der ikke bør tales om svære følelser; 3) at en lesbisk datter, født i 1970’erne, ikke kan få forældre til at løfte et øjenbryn.

Det stille liv kan være mere sårende end mange ord.

Leonora Christina Skov: ’Den, der lever stille’. Politikens forlag, 416 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Bjarne Bisgaard Jensen, ingemaje lange, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Tænker på Alice Millers nøgterne konstatering af , at voksne , hvadenten de er dommere eller litteraturanmeldere , for at beskytte deres egne sår og smerte , altid tager forældrenes parti mod deres børn. Moren elskede kun sit eget dysfunktionelle selv , og på det alter ofrede hun og faren deres barn.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Nis Baggesen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

Leonora Christina Skov er født i 1976, det sagde hun ihvertfald selv i "det næste kapitel, på 24/7 med Hassan Preisler, et fantastisk interview, gennemgribende hele vejen igennem hvor selv Hassan Preisler lod sig "tynge" med - til Leonora Christina, tak fordi jeg måttet lære dig, at kende

Charlotte Obel

Det er absurd at betragte voksner mennesker som enten forældre eller børn. Vi er alle begge dele. En tråd af uforløsthed og manglende empati strømmer gennem bogen, men forfatteren er selv ingen undtagelse.

Var det ikke hende der løj om faderen og hendes forhold til ham i hendes tidligere udgivelser, noget hun vist siden har indrømmet ?
Hvis ja, så forstår jeg intet af den her pris, for så kan man jo ikke bruge hendes udgydelser til noget som helst....

Carl Chr Søndergård, christian christensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
christian christensen

De mortuis nihil nisi bene...Skov har i flere interviews fortalt, hvorledes forældrene så ned på hende. De regnede hende ikke for noget intellektuelt, selvom hun excellerede fagligt, og de gjorde sig tilmed lystige over hendes seksualitet. Skrækkelige forældre, hvis skal man tro hendes beretning.

Men forældrene er døde. Burde hun ikke have taget alle disse ting op med DEM, mens de stadigt levede i stedet for at tage opgøret post mortem i en offentlighed, der sikkert har ondt af hende, men jo altså ikke kan gøre meget fra eller til. Sket er sket og far og mor har ingen mulighed for at forsvare sig nu. Samtidig har de så også været bread and butter for hendes forfattervirksomhed.

Skal man absolut hænge sin nærmeste familie ud offentligt som forfærdelige mennesker, så bør man gøre det, mens de stadig er i live og i det mindste kan forsvare sig. At vente til de er døde, er tøset og usportsligt.
Jeg savner virkelig forældre, der fortæller - til almen skræk og advarsel - præcis hvilke tarvelige møgunger de har spildt livet med at nære ved deres sønderknuste bryst.

Mette Poulsen

Hun HAR jo fortalt om problemerne med forældrene inden denne udgivelse og mens moderen var i live. Faderen lever vist stadigvæk - han var ihvertfald med til udgivelsen af bogen.
Hvis man ikke har læst romanen, så kan den anbefales.

Anders Sørensen, Steffen Gliese og Anja Knoblauch anbefalede denne kommentar