Læsetid: 5 min.

Stolt galning taler ud i DR1-dokumentarserie

Dokumentarserien ’Hvid mands dagbog’ om en dansk våbenhandlers makabre forbrydelser i Sydafrika er det ækleste, jeg længe har set. Det skyldes historien – ikke måden, den er fortalt på. Men den efterlader alligevel en med spørgsmålet om, hvad man skal stille op med en fortælling om menneskelig afstumpethed af det format
’Hvid mands dagbog’ kalder på intuitiv væmmelse frem for refleksion, men dokumentaren er relevant af den simple grund, at menneskelig ondskab er noget, der findes.

’Hvid mands dagbog’ kalder på intuitiv væmmelse frem for refleksion, men dokumentaren er relevant af den simple grund, at menneskelig ondskab er noget, der findes.

Fra DR

26. januar 2018

Sjældent har jeg set noget så modbydeligt som den danske true crime-dokumentarserie Hvid mands dagbog, der netop er blevet sendt på DR1.

Det er ikke tilrettelæggeren Michael Klint eller nogle af de andre kræfter bag produktionens fejl. De kan ikke gøre for, at historien om den danske våbenhandler Peter Frederiksens forbrydelser i Sydafrika er virkelighed og ikke fiktion.

57-årige Peter Frederiksen blev omtalt verden over i 2015, da det sydafrikanske politi fandt 21 forskellige afskårne kvindelige kønsdele i kummefryseren hjemme hos ham og hans kone, den 35 år yngre Tshidi, i Bloemfontein i Sydafrika. Tshidi havde tidligere meldt sin mand for at omskære hende mod hendes vilje og under bedøvelse, men den anklage havde Peter Frederiksen talt sig ud af.

Først da Tshidi fandt kønsdelene i deres fryser, tog politiet affære og anholdt Frederiksen. Og derfra bliver det faktisk bare værre, grummere, mere modbydeligt.  

Gunstige betingelser for kynisme

Hvid mands dagbog fortæller gennem tre afsnit denne spektakulære historie om en ekstraordinært afstumpet mands voldelige overgreb på udsatte kvinder. Hovedpersonen skildres før, under og umiddelbart efter opklaringsarbejdet, retssagen og domsfældelsen. Dokumentarserien går sagligt og lødigt til værks, men det er svært ikke at opleve projektet som sensationalistisk i en eller anden grad.

Ikke på grund af de greb eller den sprogbrug, dokumentarserien benytter sig af, men fordi den simpelthen er så usædvanlig. Den menneskelige ondskab og afstumpethed, man bliver præsenteret for, er overrumplende og går over ens forstand. Umiddelbart er den eneste tanke, historien sætter i gang hos mig:

»Adr.«

Den kalder på intuitiv væmmelse frem for refleksion, og hvad skal man med den følelse?

Det oplagte svar er, at man skal føle den færdig og så nå dertil, hvor man indser det rimelige og relevante i at lave dokumentarer om menneskelig ondskab af den simple grund, at det er noget, der findes. Peter Frederiksen har begået nogle uhyrlige handlinger, men manden er jo ikke et uhyre. Han er et menneske med et afstumpet syn på andre mennesker, og at det kan være så afstumpet, er svært at forstå.

Det, man til gengæld kan prøve at forstå ud fra historien, er, hvordan han kunne slippe af sted med sine forbrydelser. På den måde er det også en historie om det sydafrikanske samfund, fejl og mangler ved både det danske og det sydafrikanske retssystem, og om den i sig selv modbydelige økonomiske ulighed i Sydafrika, der gjorde det muligt for Peter Frederiksen at betale kvinder for at lade sig omskære.

Fornuftens repræsentanter 

Hvid mands dagbog begynder historien et stykke tid før det makabre fund i kummefryseren. Peter Frederiksen har på eget initiativ henvendt sig til journalist- og fotografparret Helle Maj og Jørn Stjerneklar, der bor og arbejder i Sydafrika. Hvad han helt præcis selv vil have ud af henvendelsen, er til at begynde med uklart, men han lokker med en god historie.

De to journalister mødes med ham ad tre omgange og interviewer ham om hans karriere som tækkemand og illegal våbenhandler i Nordsjælland.

Efterhånden står det klart, at det er hans faglige stolthed som forbryder, der driver ham. Jørn Stjerneklar beskriver det som decideret pral, når Frederiksen fortæller om, hvordan han gemte sin betragtelige våbensamling derhjemme, og om dengang han solgte et maskingevær til en kendt forretningsmand eller en stor portion sprængstof til en rocker, der lavede en bilbombe ud af det. 

Helle Maj og Jørn Stjerneklars optagelser udgør en stor del af Hvid mands dagbog. Her møder man den senere defensive, irritable hovedperson med paraderne nede. Han smiler jovialt af sin egen besynderlige tilbøjelighed, når han citerer sin gamle farmor for, at hans fascination af våben ville føre ham på afveje.

Flere gange bliver Frederiksen dømt for ulovlig våbenbesiddelse, men det lykkes ham at stikke af til udlandet og slippe for at afsone sin sidste danske dom. Til trods for at han er efterlyst, rejser han ind og ud af landet og får sågar fornyet sit pas.

Da Frederiksen flytter til Sydafrika, har han heller ingen problemer med at få opholdstilladelse. En fond til støtte for erhvervsinitiativer i udviklingslande giver ham et fordelagtigt lån til et projekt, der dog ikke bliver til noget.

Repræsentanter for henholdsvis politiet og fonden prøver at løse den utaknemmelige opgave at forklare, hvordan Frederiksens liv og karriere kunne fortsætte så forholdsvis gnidningsløst. Frederiksen investerer et beløb svarende til det, hans kuldsejlede virksomhed har tabt, i en legal våbenhandel.

Lettende tilstedeværelse

Han gifter sig med Tshidi, der har en lille datter fra et tidligere forhold, og fortæller uden nogen forbehold om, at hun engang var flot, men nu har taget på, at hun er besat af penge, og at han ikke stoler det mindste på hende, men sætter pris på, når hun er medgørlig. Han gør ikke noget synderligt godt indtryk på Jørn Stjerneklar og Helle Maj.

Da han begynder at tale om sin fetish for kvindelig omskæring – noget han prøvede første gang i det københavnske SM-miljø efter en hurtig oplæring af den dømte plastikkirurg Jørn Ege, af alle mennesker – bliver de paffe.

Helle Maj forklarer retrospektivt, at hun helt glemmer at stille kritiske spørgsmål, fordi hun bare tænker, at hun vil væk. Og kort efter bliver Frederiksen så anholdt. Under ransagningen finder man en stak dagbøger, hvori Frederiksen omhyggeligt har registreret, hvad han har lavet med hvem og hvornår, og en masse foto- og videomateriale. Det danske journalistpar indgår en aftale med det sydafrikanske politi om at hjælpe til med oversættelse af dagbøgerne og opklaring af Frederiksens forbrydelser til gengæld for at kunne følge sagen.    

Journalisterne fungerer i Hvid mands dagbog som medvirkende frem for afsendere, og deres tilstedeværelse er en lettelse. Det gør det nemmere at se på historiens hovedperson, når der ved siden af står to fornuftige mennesker med deres følsomhed i behold og reagerer med hovedrysten, afsky og indignation. En tilstræbt neutral fremstilling af en så makaber sag havde været svær at holde ud at se på.

Alle tre afsnit af ’Hvid mands dagbog’ kan ses på dr.dk, hvor historien også er fortalt som webfeature

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, en ækel mand - men hvorfor dog titlen "hvid" mands dagbog - er det ikke fuldkommen ligegyldigt om han er "hvid" eller "sort" eller "katolik" - manden er et menneskeligt svin, og det burde række til...

Svend Jespersen

@Povl Jensen.
Brugen af titlen "Hvid mands dagbog" er vel blot et ønske fra producenterne af serien om at gøre det lettere for os seere at forstå, at her skal vi være vidner til en ondskab, som ikke kan undskyldes eller bortforklares. Lidt lige som man instinktivet ved, at hvis man i mange nyere film ser en hvid mand med en cigaret i hånden, så er man straks klar over, at der må være noget suspekt ved ham.

Forestil dig reaktionerne , hvis nogen lavede en tilsvarende serie om en anden og erstattede ordet "hvid" med "brun" eller "sort". Eller, for den sags skyld, hvis man erstattede ordet "mand" med "kvinde"?

Ak ja, vi lever i en forunderlig verden.

Jørn Andersen

I Ægypten er mindst 80% af alle kvinder omskåret i større eller mindre grad . Hører vi nogen officielle protester fra Danmark eller det internationale samfund ? En dokumentar om f.eks. ægyptiske kvinders kvaler p.gr. af omskæring ville have et reelt praktisk perspektiv istedet for en enkel hvid psykopat , i Ægypten er stort set alle mænd psykopater.