Det er ikke høfligt eller pænt, hvad litteraturprofessor Dan Ringgaard i sit nye værk får sagt om humanistisk forskning i dag. Den udføres, mener han, mere end nogensinde med henblik på effektivitet og transparens. Folk skriver ikke artikler, nej, de udfylder dem, som om de var formularer, »så de kan læses hurtigt og indgå i den videre produktion af begreber inden for en logisk positivistisk videnskabsforståelse, hvor kun det, der kan verificeres, bevises trin for trin og citeres og gentages, har værdi.«
Over for denne senmoderne misere sætter Ringgaard så sit eget ideal om læsning som »en fri og skabende beskæftigelse« og lovpriser, med Susan Sontag som forbillede, den vaskeægte kritiker som en, hvis tekster er et produkt af belæsthed, omtanke og sprogbeherskelse. I konsekvens heraf former hans bog sig som et personligt eksperiment med livet og skriften, en udforskning af »den litterære eksistens« som en, der gør noget: læser og skriver i verden.
Fremgangsmåden, han vælger, består i at læse de bøger, han har lyst til, og så skrive om dem, bog for bog og dag for dag i løbet af et år. Heraf titel og undertitel på den nye vægtige udgivelse: Årsværk. En kritikers dagbog.
Hverdagsrutiner
Dan Ringgaard kommer ganske vidt omkring. Lange perioder tilbringes i Los Angeles og Buenos Aires, hvor forfatteren hver morgen gik på café, læste og skrev indtil sidst på eftermiddagen, tog sin taske og traskede hjem. Sartre kunne være modellen. Sartere gemytter havde jo nok foretrukket den mere tyste læsesal på et universitetsbibliotek, men bogens rejsende forsker har netop ønsket at dele sine daglige rutiner med andre.
Kortere intervaller giver skriveophold i Paris og Venedig, resten af året bliver tilbragt i Aarhus. Men overalt går rejsen ind i og rundt om litteraturen. Vi får indsigtsfulde læsninger af nyere danske værker, f.eks. Harald Voetmanns Alt under månen, Peter Højrups Island og Marble af Amalie Smith. Vi præsenteres for enkelte mere sammenhængende læsninger af Per Kirkebys bøger og Hans Otto Jørgensens prosa, og der afholdes udflugter til klassikerne, hos bl.a. Ovid, japanske Matsuo Basho – motto: Hvem ku’? Haiku! – samt Thomas Mann og Proust.
»For virkelig at forstå en bog må man skrive om den,« siger Ringgaard.
»Kun at tænke over en bog efterlader den i tågerne.«
Jovist, men at tale om bogen, dele den og vende den, drøfte den med andre i en mere eller mindre formaliseret sammenhæng, det kan nu også tit være givtigt.
Dan Ringgaard: Årsværk. En kritikers dagbog
Kritikeren som essayist
Denne tredje mulighed foreligger vistnok slet ikke hos Ringgaard, som også virker lige lovlig bombastisk, når han i forlængelse af Tom Kristensens berømte artikel »Kritiker eller Anmelder« skelner mellem anmelderen, kritikeren og forskeren. Her hævder han om sidstnævnte, at denne er bundet af teorier, og påstår om førstnævnte, at en anmelder ikke bruger begreber, hvilket notorisk er noget sludder.
Men hensigten bag er skam tydelig nok, nemlig at positionere kritikeren som essayist og dermed som noget meget finere og friere end de to andre – fordi dette omvandrende vidunder udforsker verden gennem teksten og teksten gennem verden og reagerer på »tekstens singularitet og intentionalitet«, lykkeligt fjernt fra dagbladets tryksværtesmuds og al grå teori.
At kategorierne i praksis har det med at flyde noget mere uforudsigeligt sammen, kan man overbevise sig om ved at studere f.eks. den aktuelle danske forskningsformidling og dagbladskritik.
Men lad det nu ligge. Thi Dan Ringgaards egen dagbogsskrivende praksis får ofte på overbevisende måde illustreret essayets styrke i modsætning til den videnskabelige tekst. For hvor denne gerne kæmper med at konstruere en sømfri tankerække, kan essayisten anbringe sig i en tilstand, »som ikke er formålsrettet, men fri, nydende, tænksom«.
Og selv om det at læse også for Ringgaard er at orientere sig og søge overblik, får han ofte gennem sine redigerede læsenoter vist, hvordan han er i stand til at miste orientering, fortabe sig, i hvert fald en tid. En kerneformulering henter han hos Nietzsche, der netop taler om at elske iagttagelsen og mistro fortolkningen.
Vejret i litteraturen
Og hvad iagttager han så, denne udi egen idealforestilling åbent eksperimentelle, dag for dag-noterende litteratureksistens? Først og fremmest hverdagen og vejret, men tæt forbundet hermed hverdag og vejr i litteraturen fra franske Georges Perec til vores egen Klaus Høeck. Et oplagt analytisk tekstnedslag bliver da indledningen til J.P. Jacobsens Mogens (1872), hvor regnen i løbet af øjeblikke omfatter og forvandler alt, også hovedpersonen, »Mennesket«, som lader dråberne suse ned i hår, bryn, øjne, næse og mund og giver sig til at synge af fuld hals. Vejret er noget, der kommer til os, noget, der omgiver og overgår os. Det er, som Ringgaard så rigtigt sammenfatter, på samme tid ’atmosfære og katastrofe’.
Om klimaforholdene i hans egen tekst må man sige, at denne fortrinsvis byder på gråvejr, forstået på den måde, at idet han dømmer sig selv til daglig læsning og skrivning, pålægger han sig også en bestemt og ret stram udtryksdisciplin. Optegnelserne fremstår så godt som uden afsnitsinddeling, der afstås omhyggeligt fra læservejledende metamanøvrer, mens ekspressive excesser som spørgsmålstegn, udråbstegn, tankestreg, kolon eller en barmhjertig kursivering åbenbart skal være forbudt.
Forsvar for prosaen
At disse formelle benspænd må resultere i en nok så »grå« skrift, gør Ringgaards bog ganske krævende at læse, men rummer, tror jeg, en vigtig pointe, nemlig et subjektivt forsvar for prosaen. »Jeg bliver ved med at skrive om prosa fordi prosaen er overset. Den er overalt, men kun få lægger mærke til den.« Ved ’prosa’ forstår nu Ringgaard to ting:
»På den ene side er det normen, det almindelige undselige skriftsprog, det som ordner verden i tid og rum, skaber et stabilt nu, hvorfra vi ser fortiden, en pålidelig forbindelse mellem ordene og det, de henviser til, og et stabilt jeg omkring hvem verden kommer til syne. På den anden side er prosaen det, der viser sig, når den almindelige prosa, den prosa som binder sammen, ikke længere skal stå til rådighed for kommunikationen og for overgribende strukturer som fortællinger eller argumenter.«
Denne ’anden’ prosa finder bogens forfatter hos især Hans Otto Jørgensen: »En prosa i poesiens perspektiv. Men stadig udtrykkeligt prosa.«
At have identificeret og beskrevet netop den må kaldes den væsentligste fortjeneste i Dan Ringgaards Årsværk, af professoren selv betegnet »et mislykket forsøg på sjusk«. Vi kunne også sige: et vellykket forsøg på at gestalte en ægte læser, udført efter et princip, man muligvis polemisk kunne kalde ’ansvar for egen (b)læring’.
Havde bogen været forsynet med et navne- og titelregister, havde læseren lettere kunnet orientere sig. Nu må man i stedet fortabe sig, hvilket nok gøres bedst med en blyant og en lille blok ved hånden. Tag og læs, men husk også at skrive!
Dan Ringgaard: ’Årsværk. En kritikers dagbog’. 460 s. Kr. 349,95. Aarhus Universitetsforlag.
