Fiktionerne og myterne har altid blandet sig med det såkaldt ’levede liv’ i Sufjan Stevens’ moderne folk-lyrik. Men han var nødt til at tæmme fantasien, da han lavede den intime Carrie & Lowell, der udkom i 2015. I sangene på dette album gennemtrevler han sit problematiske forhold til sin mor, kort tid efter at hun er afgået ved døden, og denne historie kaldte bare ikke på fiktionalisering. Hans eget liv pressede sig på, som han har sagt i interview.
Fraværet af kunstnerisk forstillelse i lyrikken var et kunstnerisk greb, der ifølge ham selv fik albummet til at føles »kunstløst«, som han har udtalt til Pitchfork. Og det lykkedes ham da også at tage lytteren helt tæt på det smertefulde forsoningsarbejde, det var at tage afsked med en mor, der forlod ham og hans søskende, da de var helt små.
Men musikken, hans fine kammer-folk, var i højeste grad stiliseret. Sammenlignet med det hudløse album A Crow Looked at Me, som Sufjan Stevens’ kollega Mount Eerie udgav i 2017 om sin kones død, var Sufjan Stevens’ musikalske konfrontation med døden tydeligt præget af en stræben efter det skønne. Og selv om Carrie & Lowell er et stort værk, måske Sufjan Stevens’ mest gennemførte, er det også et værk, der maler de hårde sider af livet over med et tæt lag af patos.
Derfor er der noget nærmest befriende over, at han nu har udgivet et musikalsk appendiks til Carrie & Lowell, mixtapet The Greatest Gift. For den smertelige historie viser sig her som et mere diffust monster, hvor stort opsatte elektroniske remixes af sange fra Carrie & Lowell efterfølges af skrabede, akustiske iPhone-optagelser fra de tidlige stadier af »John My Beloved« og »Carrie & Lowell« samt hidtil ikkeudgivne numre.
Den dybe del af søen
Der er således blevet plads til mere kontante og dystre sange, som åbningsnummeret »Wallowa Lake Monster«, et af de numre, Sufjan Stevens indspillede i 2015, men som ikke kom med på Carrie & Lowell. Med mørke klangflader, der introduceres på omkvædet og fortsætter over den lange outro, tager Sufjan Stevens os med ud på den dybe del af Wallowa Lake, hvor vi får lov til at kigge direkte ned i sorgmonstrets gab.
Hans eget remix af »Drawn to the Blood« lyder, som om det er produceret af den hedengangne indietronica-duo The Postal Service i samarbejde med Thom Yorke fra Radiohead (lyt til hans soloalbum The Eraser fra 2006), og det føjer helt nye klangsider og pulsfornemmelser til smerten. Og sammen med andre versioneringer af sangene, ikke mindst de skramlede iPhone-skitser, understreger »Drawn to the Blood« i øvrigt, hvor fremragende en sangskriver Sufjan Stevens er.
Betragtet som selvstændig udgivelse er The Greatest Gift naturligvis en anelse rodet. Men det er det rod, disse ridser i lakken, der gør den til et fremragende appendiks til Sufjan Stevens’ næsten overskønne afsked med moderen. Og som gør den ganske svær at slippe igen.
Sufjan Stevens: ’The Greatest Gift’ (Asthmatic Kitty Records)
