Læsetid: 3 min.

Svenske Håkan Hardenberger var en suveræn trompetsolist

En trompetkoncert fra 1954 af Bernd Alois Zimmermann, en af efterkrigstidens store tyske komponister, var den altoverskyggende attraktion på DR’s torsdagskoncert, som havde finske Jukka-Pekka Saraste som gæstedirigent
26. januar 2018

En træls vinterforkølelse ville, at DR’s torsdagskoncert skulle anmeldes hjemme foran højttalerne. Og det er naturligvis en ganske anden situation end at overvære den i Koncerthuset. Koncerten blev sendt på P2 – genudsendes om søndagen – præsenteret af ankervært Rie Koch og sidevært Celine Haastrup med mikrofon ude ’i marken’.

Der var en optakt og en halv times pause, der skulle fyldes ud, og makkerparret leverede her en fortrinlig formidling hjulpet af interview med orkestermusikere og ikke mindst dirigenten Jukka-Pekka Saraste og trompetvirtuosen Håkan Hardenberger.

Netop sidstnævnte var aftenens store oplevelse som solist i Bernd Alois Zimmermanns koncert for trompet og en blanding af symfoniorkester og bigband. Stykket fra 1954 er skrevet til den tids store trompetist, Adolf Scherbaum, og angiveligt tænkt som en protest mod det opblussende racehad i USA.

Zimmermann bruger den afroamerikanske spiritual »Nobody Knows the Trouble I’ve Seen« som den røde tråd – det er også koncertens titel – og opbygger et fascinerende clash af neoklassicisme, tolvtonemusik og jazz, hvorover trompeten som en anden dommedagsengel udfolder en sindsoprivende fortælling. 2018 er hundredåret for Zimmermanns fødsel, og trompetkoncerten gav faktisk mindelser om lignende fusionsmusik af en anden hundredårig, Leonard Bernstein.

Hardenberger var i suveræn kontrol over det ufatteligt vanskelige parti, sikker selv i ekstreme registre og altid med en smuk klangdannelse, men endnu mere beundringsværdig var den selvfølgelighed, som han favnede og formidlede hele værkets stilistiske diversitet med. Musikeren inkarnerede ganske simpelt musikken.

Flad var han absolut ikke, da det var slut, for som ekstranummer bragte han os i land med en beåndet og skrøbelig parafrasering af jazzstandarden »My Funny Valentine«, måske som en hilsen til en anden stor trompetist, Miles Davis. Derefter trængte han til en fadøl, kunne man forstå i pausens interview.

Romantiske ikoner

Jukka-Pekka Saraste fortalte undervejs, at aftenens program handlede om konflikter, som så at sige først blev løst i finalen af det sidste værk, Brahms’ første symfoni. Det begyndte med Schumanns ouverture til Lord Byrons læsestykke Manfred, historien om en romantisk helt der martres af en uudsigelig skyldfølelse.

Ouverturen er ikke nem at håndtere. Det kunne samme Bernstein tale med om, for den var også koncertåbneren, da han uden prøve sprang ind overnight for den sygemeldte Bruno Walter og fik sin 1943-ilddåb med New York Filharmonikerne. Der var vel ikke denne fornemmelse af alt eller intet hos Saraste, men opførelsen blev drevet frem af en god energi.

Ansvaret lå på strygernes skuldre, en mindre besætning ville nok have befordret en lettere mobilitet gennem de mange noder, alligevel kom det væsentlige frem under Saraste: rastløsheden, nervøsiteten og sværmeriet i den romantiske sjæl.

Ud af de fire symfonier passer Brahms’ første måske bedst til den finske dirigents introverte temperament. Den er ligesom en marmorblok hørt ud fra de monumentale ydersatser. Saraste huggede motiver og linjer klart frem, her var der konflikter at vise frem, og klangen ramte ofte lytteren med en ubønhørlig maskulinitet. De to rolige intermezzoer lød dog langtfra sådan, blandt andet fordi den finske gæst gav soloblæserne plads til at leve op til deres fame of excellence.

At lytte til en livekoncert som denne i radioen kan være en intens oplevelse, ganske anderledes end at sidde blandt 1800 andre i koncertsalen. Man er alene med de usynlige 90 musikere, solisten og dirigenten, og at få serveret værternes indsigt i musikken og eksempelvis høre Hardenberger fortælle om, hvordan instrumentet på et sted gled ham af syne, mens adrenalinet pumpede løs, eller hvor subtilt paukisten arbejder med sine køller i Brahms-symfonien, beriger jo totaloplevelsen.

Så er der lyden. DR’s klassiske musikteknikere hører til de bedste i faget, der finjusteres på parametre som balance, dybde, nærhed, gennemsigtighed og forskønnes med lidt rumklang. Det er for så vidt et kunstprodukt, men bevidstheden om, at musikken kommer til live et sted og samtidig deles i de mange tusinde hjem, er faktisk en utrolig fascinerende tanke.

Schumann: ’Manfred ouvertureÅ. B.A. Zimmermann: ’Trompetkoncert’. Brahms: ’1. symfoni’. Håkan Hardenberger (trompet). DR Symfoniorkestret under Jukka-Pekka Saraste. Torsdagskoncert 18. januar hørt i P2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu