Læsetid: 4 min.

Tårerne triller hårdt til homohistorisk drama om firsernes aids-epidemi

Stort set alt ved teaterudgaven af Jonas Gardells romantrilogi ’Tør aldrig tårer bort uden handsker’ burde være for meget. Men det er det ikke
’Tør aldrig tårer bort uden handsker’ er ikke forholdsvist traditionelt indfølingsteater. Men de tårer, der optræder i bogens, seriens og stykkets titel er de mest usentimentale tårer, man kan tænke sig.

’Tør aldrig tårer bort uden handsker’ er ikke forholdsvist traditionelt indfølingsteater. Men de tårer, der optræder i bogens, seriens og stykkets titel er de mest usentimentale tårer, man kan tænke sig.

Marc Fluri

2. februar 2018

Tør aldrig tårer bort uden handsker er et teaterstykke, som burde være for meget. Det burde være for meget at koge den svenske forfatter (dramatiker og komiker og meget mere) Jonas Gardells 900 sider lange romantrilogi af samme navn ned til en forestilling på en time og tyve minutter. Sveriges Television brugte trods alt tre timer på at fortælle historien om parret Rasmus og Benjamin – og deres kærlighed på liv og død under firsernes Aids-epidemi – som tv-serie.

Det burde være for meget i det hele taget også at ville lave et teaterstykke ud af de hyldede bøger, der, allerede samme år de udkom, nemlig i 2012, også blev lavet til en hyldet tv-serie. Og det burde være for meget tilmed at gøre det i regi af Det Kongelige Teaters forsøgsformat Eventministeriet, der laver forestillinger med minimalt budget og meget kort prøvetid på Skuespilhusets mindste scene, Mellemgulvet.

Tragisk bibelmetaforik

Jonas Gardells hårde, hjerteskærende historie burde i sig selv være for meget. For tragisk og for fuld af bibelsymbolik. Historien er, at smukke unge Rasmus straks efter endt studentereksamen i begyndelsen af firserne rejser til Stockholm fra smalltown Värmland. Han finder hurtigt ind i det bøssemiljø, som Benjamin, der er Jehovas Vidne, ved den flamboyante og kimonoklædte queen Pauls mellemkomst også ender i.

Den kæmmede missionær og den ombejlede student bliver mod alle odds et par. Men aids-epidemien rammer lige ned i kærligheden, og parret og den gruppe af venner og elskere, Lars-Åke, Seppo, Bengt og Paul, som de er del af, må kæmpe mod både sygdom og stigmatisering fra den uvidende lægevidenskab og det omgivende samfund. Stigmatiseringen besvarer de med sammenhold, sygdommen bukker de under for en efter en.

Den bibelstærke Benjamin overlever, så han kan fortælle historien. Den virkelige homohistoriske tragedie, romanerne bærer vidnesbyrd om, er næsten ubærlig i sig selv. Men det burde også være for meget, at Jonas Gardell – at dømme ud fra teaterstykket – ikke fuldstændig renser historien for den bibelske metaforik og de deraf afledte idéer om sygdommen som bibelsk plage og prøvelse for en seksuel synd. Ikke mindst den amerikanske forfatter Susan Sontag (i AIDS and Its Metaphors fra 1988) har beskrevet, hvordan aids og dens sociale følgesygdomme af skyld og udstødelse og vold har været indspundet i hinanden.

Utøjlet dramatik

Endelig burde det være for meget at iscenesætte historien så helt igennem dramatisk og uden frygt for sentimentalitet, som Peter Christoffersen og Morten Burian, der også begge spiller med i stykket, gør det. Deres Tør aldrig tårer bort uden handsker er ikke alene forholdsvist traditionelt indfølingsteater. Det er også et kostumedrama fra firserne, der virkelig spiller på alle de store følelser.

Bandet Alphavilles firserhit, det maksimalt følsomme »Forever Young«, ledsager Rasmus og Benjamins første intense omfavnelse for fuld volumen og varselsværdi. Og så deres sidste, da Rasmus dør af aids. Og da vennegruppens moralske leder Paul begraves efter egne anvisninger, stiger han op gennem Skuespilhusets publikumsrækker iført englevinger til Pet Shop Boys’ »It’s a Sin«.

Pressebilledet af hovedrolleindehaverne Simon Bennebjerg og Peter Christoffersen i rollerne som renhjertede Rasmus og kejtede Benjamin indkapsler alt det, der burde være for meget. De to mænd fanget i et helt karikeret øjeblik af fjantet idyl og latter, lykken i et filmisk still, Benjamins hånd på Rasmus’ mave.

Tårerne

Jeg har ikke læst romanen og ikke set tv-serien, men blev advaret af en ven, der har, om, at tårer godt kunne komme til at trille. Hvad jeg ellers forsvor efter at have kigget ironisk på pressebilledet og vurderet titlen Tør aldrig tårer bort uden handsker noget svulstig. Men det gjorde de. De trillede hårdt. Og det var ikke for meget.

De tårer, der optræder i bogens, seriens og stykkets titel er de mest usentimentale tårer, man kan tænke sig. Det bliver allerede slået fast i den første scene, hvor de afsløres som den syges tårer, som den brutale berøringsangst i det svenske sundhedsvæsen – fordi »hospitalets rutiner går forud for det menneskelige« – forbød sundhedspersonalet at tørre bort uden plastikhandsker på.

Sundhedssystemets umenneskelige hårdhed spejles næsten i den hårdhed, med hvilken vennerne nægter sig selv sentimentalitet og offerfortællinger, samtidig med at de passer på hinanden og insisterer på, at livet skal være en fest. Paul bebuder at »bøsse sig hele vejen ind i døden« og byder Lars-Åke, der praktisk talt er ved at krepere ovre i sofaen: »hold op med at have aids, og kom her og sæt dig.«

Men heller ikke de ømme tændte lightere i mørket, som stykket åbner og lukker med, eller overleveren Benjamins højtidelige fortæller-ed om fortællingens sandhed og dens formål at mindes og sørge er for meget.

Historiens fortsatte og evige relevans er én årsag: Der hersker måske ikke firsertilstande længere med hensyn til, hvad samfundet som sådan og offentlige myndigheder ved og tror at vide om aids og homoseksualitet, men det er ikke en overstået udsathed af den grund.

En anden årsag er måske netop, at stykket Tør aldrig tårer bort uden handsker er sat op i det skrabede og derfor i sig selv usentimentale prøveformat, som det er. Det er åbenbart ikke alene uproblematisk at komprimere så episk et drama, der i fortællingen strækker sig over flere år, med så mange karakterer ned til korte tætte scener, hvor de samme skuespillere skifter mellem flere forskellige roller, skifter kostumer på scenen, og scenografien er minimal. Det er måske ligefrem de minimalistiske rammer, der giver den maksimale intensitet.

’Tør aldrig tårer bort uden handsker’. Idé, koncept og manuskriptbearbejdelse: Anders Lundorph. Instruktion: Peter Christoffersen og Morten Burian. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet. Til den 18. februar 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu