Tegneren, der drillede forfængelige Kierkegaard og 400 år med dansk satire

Der er ikke flere af dem. Kun minderne. Blæksprutten, der så dagens lys i 1889, udkom sidste gang i 2014, og så var det helt sket med vittighedsbladene i Danmark. Om disse utallige udgivelser gennem tiden levnes kun historien, som ingen før har fortalt i dens omfattende helhed, men som historikeren professor emeritus Morten Thing nu har præsteret i beundringsværdig, illustrativ grundighed.

Et vittighedsblad er en publikation, der let i form og – som regel også – indhold med rigelig anvendelse af døgnets fluer og hurtige satire og gerne illustreret forsøger at oplyse og fornøje. At dette ofte kan ske med politiske over- og undertoner, siger sig selv, om end censuren – både før og efter 1849 trods Grundlovens højtidelige ord om censurens bandlysning – har grebet ind i tide og utide, mest det sidste.

Efterhånden løsnedes censors greb og faldt bort, da billedpornografien blev frigivet i maj 1969. Dette var varslet om de allersidste – mestendels halvpornografiske – vittighedsblades undergang, eksempelvis Mandens Blad, Cocktail og Variéte. De sidste to med nøgne kvinder retoucheret i skridtet lå i pæne kioskers diskrete afsondrethed med trykt papiromslag: propagandablade.

De mere interessante af vittighedsbladene bortset fra kuriosa er de udgivelser, der skrev historie, og som varigt citeres, hvad enten det gælder artikler, kampagner eller tegninger.

Det skal ikke glemmes, at leverandørerne, hvoraf der har været et betragteligt antal gode til fremragende, prægede vittighedsbladene og skabte en dansk standard og tradition for satiretegningen, den der fortsat præger vore dages store talenter i avistegningen.

Hr. Sørensens verden

Vittighedsbladene var især fra midten af 1800-tallet frem til Blækspruttens undergang – og før den Svikmøllen – platforme, hvor man leverede de mere raffinerede tegninger, historiens ikonografi såsom I.C. Christensen med en ræv bag øret eller tegningen fra 1893: Jensen er valgt, Socialdemokratiets første borgmester.

Apropos Jensen, som senere i Storm P.’s streg og ord blev pseudonym for hr. dansker, var navnet langt op i tiden Hr. Sørensen. I denne opdigtede gennemsnitlighed kunne det læsende, købedygtige publikum fryde sig over almuens jævnhed i forhold til den elegante og begavede overklasse, der for resten heller ikke gik ram forbi.

Vittighedsbladene havde jævnt hen en sikker sans for den nationale skepsis over for dekadence, storforbrug af champagne om formiddagen og dyre kvinder. Tegningerne af netop kvindekønnet var et evigt påskud for at fremvise de pirrende kønsattributter, et fænomen, der også trivedes i nyere tid i et blad som Hudibras (1943-72). »Højere op, frk. Sylvia,« siger direktøren til sekretæren, der står på stigen og med strakt krop sætter stjernen på juletræet med blusen allerede gledet faretruende nær brystpartiet.

Hr. Sørensens verden er anderledes beskeden og usensuel med Storm P.’s indsamler til et ny alkoholhjem, der af fruen i huset får den besked: De kan få Jensen.

Men man skal ikke glemme, at Jensen og Sørensen selv var bladenes trofaste kunder.

Stereotyperne

I det hele taget er vittighedsmarkedet fra 1700-tallet frem til bladenes forsvinden præget af generalforestillinger af køn, sociale og andre grupper, politikere og etniciteter. Det kan ikke forbigås hos Morten Thing, som forfatteren da bestemt heller ikke gør, at antisemitismen havde generøse vilkår i underholdningen. Men som Thing gør opmærksom på, skal man vare sig for at anlægge moderne vurderinger.

Albert Engström tegnede eksempelvis i sine tidsskrifter adskillige groft karikerende jødetegninger med lidet smigrende tekst. Men Engström var efter alle og enhver, og som de danske kolleger på evig jagt efter punchlines. Et tidsskrift hed faktisk Punch.

Antisemitismen i dansk vittighedstegning bør for en dels vedkommende ses gennem brillerne på de iagttagere, der af gode grunde ikke kendte konsekvensen af forhånelserne, som jo ikke havde levet under og efter holocaust.

Ligesom de sorte – negrene med stereotypiske træk: store røde læber, en knogle som hårpragt og bare tæer – er jøder ubarberede mænd med store krumme næser, nærige, svindelagtige og med et sprog af tysk (jiddisch) præg. Ubehageligt og sårende og afgjort ikke noget, datidens jøder op til Anden Verdenskrig brød sig om, det ved denne skribent fra familien, men altså tidens stemme i de kredse, der gjorde grin med så mange som muligt og gerne jøder og negre, som var så nemme at stereotypisere.

Corsaren

Historisk set er der næppe tvivl om, at blandt vittighedsblade, og bortset fra de her nævnte og måske et par stykker til, står Meïr Aron Goldschmidts Corsaren – det første, for der har været i alt tre af navnet – som det mest berømte og indgribende i tid og eftertid af vittighedspublikationerne. Corsaren med ofte fine tekster af Goldschmidt selv og de karakteristiske tegninger af P. Klæstrup, som ikke var nogen stor kunstner, men måske noget miskendt som følge af en temmelig vaklende trykketeknik.

P. Klæstrup var den, der tegnede de berømte karikaturer af selveste Søren Kierkegaard, og som uden tvivl var med til at forpeste filosoffens senere år. Den forfængelige mand blev konsekvent fremstillet med et for kort bukseben og kunne efterfølgende efter eget udsagn ikke mere gå i fred for gadedrengene. Kierkegaard havde været så uforsigtig at besvære sig over, at han aldrig blev skældt ud i Corsaren, hvilket redaktionen ikke lod sig sige to gange.

Kampagnen mod den evigt byvandrende og derfor kendte filosof var i merkantil forstand vellykket. Dertil kom Goldschmidts oplagte irritation over den pernittengrynede skribent, hvis sprog og tankegang forekom forskruet, og som i øvrigt ikke stod tilbage for forhånelser af andre, hvilket H.C. Andersen kunne tale med om.

Censuren kom vist aldrig Kierkegaard til hjælp, censor reagerede fortrinsvis, når regimet blev gået for nær, om det så var besværinger over et skævt trædebræt over en rendesten eller blot antydningen af det mindste pip mod konge og embedsstand. Det begav sig så jævnligt, at Corsaren, og andre der gik til stregen eller over, fik bøder og blev beslaglagt, og redaktøren som Goldschmidt måtte nogle uger i fængsel.

Reaktionen

I overvejende grad udtrykker de danske vittighedsblade en konservativ eller reformskeptisk tendens. Ikke mindst de fremgangsrige arbejderbevægelser med Socialdemokratiet i spidsen får læst og påskrevet i en art omvendt social retfærdighedstrang: Arbejderne er ude på at udsuge de stakkels fabrikanter, der jo kun er til for at gavne uegennyttigt og skabe arbejdspladser.

Bladet Klods Hans (1899-1926), hvis jødebashing er særligt udtalt, og som i øvrigt fremstiller de sorte som menneskeædere (Høvdingen efter at have ædt missionæren: Han var dog i grunden et godt Menneske!), lagde sig trygt på den Max Weberske opfattelse af den gode kapitalist. Klods Hans, hvis faste tegner var den glimrende Alfred Schmidt, lagde ikke skjul på den borgerlige tendens, men fastholdt en ellers uaggressiv tone.

Efter arbejdskampene i 1899, hvor arbejdsgiverne måtte bøje sig, fremstilles fagbevægelsen som bredbringet (hvad lederne i tidens maskuline stil var): Med gyldne læder og fyldige maver/Foran i Arbejdertoget gaar Arbejderførerne./ I, Arbejdsgivernes udpinte Slaver/ Synet af Eder er alt for rørende.

Den arme Arbejdsgiver slæber murerbaljen med tre forædte og fordrukne murere, mens en rød revolutionær kvinde med frygisk hue og banneret: Foreningstvang, Egoisme, Hule Løfter, ser til.

Så meget har jo egentlig heller ikke forandret sig i den borgerlige retorik.

Den tyske besættelse af landet fremelsker en ny form for undergrundshumor, der i de illegale blade får momentum – også en stund efter maj ’45 – men det var egentlig allerede sket med genren og dens storhedstid i 1925, da Klods Hans lukkede. Aviserne overtog det satiriske og blev mere og mere underholdning. Det er en del af den forklaring, Morten Thing giver i sin fyldige historiske analyse af fænomenet: de danske vittighedsblade.

Endelig fik disse blade, disse sidelys på historien deres egen ristede rune.

Morten Thing: ’De danske vittighedsblades historie’. 540 s. ill. Nemos Bibliotek. 360 kr.