Læsetid: 4 min.

’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’: En feel good-film om en ufattelig tragedie

Den firedobbelte Golden Globe-vinder ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ vil os det godt. Den vil fortælle os, at vi kan bryde ud af vores mønstre. At vi kan overleve tabet af vores allerkæreste. Og at molotovcocktails kan føre noget godt med sig. Og når den ikke prædiker for åbenlyst, så fører den sin sag stærkt
Mildred Hayes (Frances McDormand) spiller en hårdkogt, sort humoristisk og sørgende mor i filmen ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

Mildred Hayes (Frances McDormand) spiller en hårdkogt, sort humoristisk og sørgende mor i filmen ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

Nordisk Film Distribution A/S

12. januar 2018

I en tid, hvor populismen og newspeak/fake news-manipulatorer er i gang med at løbe demokratiets bastioner over ende, er det vederkvægende at stifte bekendtskab med Mildred Hayes (Frances McDormand).

En hårdkogt, sorthumoristisk og sørgende mor, der udstiller præsternes, politiets og mandschauvinisternes hykleri og dobbeltmoralske bogholderier i lillebyen Ebbing i Missouri.

En hævngerrig dame, der forstår at vende populisternes våben mod dem selv – her i den britiske instruktør og manuskriptforfatter Martin McDonaghs tredje spillefilm Three Billboards Outside Ebbing, Missouri.

I den lille by Ebbing er der gået syv måneder siden Mildred Hayes’ teenagedatter Angela blev voldtaget, myrdet og brændt, og politiet har opgivet at finde gerningsmanden. Hayes slår kontra og lejer tre forsømte, oversete billboards langs en landevej og får opklæbet tre forskellige tekster, alle med sort tekst på blodrød baggrund.

Nummer ét: »Raped while dying«

To: »And still no arrests?«

Tre: »How come, Chief Willoughby?«

Med stor ståhej til følge. Ikke kun fordi hun rammer et ømt, fortrængt punkt hos politiet og i lokalsamfundet, men også fordi politiinspektøren Willoughby (Woody Harrelson) har kræft og sandsynligvis ikke har langt igen. Hayes er ligeglad, men andre har ondt af Willoughby.

Og så er der dem, der ikke længere vil mindes om sagen om den myrdede pige. Hvilket selvfølgelig er voldsomt upassende i Hayes’ øjne. Der er med andre ord et væld af følelser i spil, og de bliver rodet godt og grundigt sammen filmen igennem.

I følelsernes blender

En af Three Billboards’ afgørende styrker er, at den smider os direkte i følelsernes nådesløse og forskelsløse blender – dernede, hvor alle føler, at de har ret, fordi de ikke har tænkt over, om deres følelser taler sandheden, men måske tværtimod har forplumret eller helt smadret deres dømmekraft.

På tv spiller en journalist nådesløst, uansvarligt på vreden i lokalsamfundet. Politibetjenten Dixon (Sam Rockwell) har en sygt usund tilknytning til sin mor og en ubearbejdet sorg over sin afdøde far, og det følger ham i hans arbejde, og ender mere end én gang i ekstrem, unødig vold. Og så er der tandlægen, der holder med Willoughby, som vil hive Hayes’ løse tand ud uden bedøvelse ... Folk tager beslutninger baseret på, hvad de føler, frem for på en moralsk og/eller rationel analyse af situationerne.

Martin McDonagh leverer en strålende indsats både med manuskript og instruktion, især der hvor scener lynsnart skifter mellem stemninger og følelser. Hvor alt er ustabilt. Karaktererne kan stå i ét lys ved begyndelsen af en scene og i et helt andet ved slutningen – vupti, så er de flerdimensionelle, komplekse.

Three Billboards er et tragisk betonet drama, men med stærkt morsomme kvaliteter. Der er et væld af punchlines og kropskomiske situationer. Betjent Dixon, der ikke formår at komme værdigt op fra en kontorstol. Hayes, der verbalt gennemhuller sine modstandere. De utallige autoritetstab som lillebypolitiet lider i mødet med en næsvis befolkning. Og nogle gange er komikken iblandet tragiske elementer som – i et flashback – under moderens fyndige skænderi med datteren Angela, inden hun forlader hjemmet for sidste gang.

Vals med knuste ankler

Three Billboards er også en feel good-film om en ufattelig tragedie. Tabets koreografi er en vals med knuste ankler, det efterlades der ingen tvivl om. En søvnløs vrede. En nat uden ende. Men humoren gør, at den er til at bære i Three Billboards. Og filmens overordnede budskaber gør den til en positivt humanistisk oplevelse. På godt og ondt. Nogle gange unødigt klodset, både når den vil have os til at grine, og når den fortæller os, hvad vi skal føle – som om vi på noget tidspunkt er i tvivl om det.

Three Billboards’ styrker er således også dens svagheder. Den rammer balancen mellem drama og komedie, opbyggelighed og undergravningen af det perfekte – men den fejler også i selvsamme forehavende. Nogle gange forceres komikken i scener, der fint kunne klare sig helt foruden grinet. Andre steder skaber komikken et stort emotionelt spektrum, hvor en polyfoni af følelser står til tilskuerens rådighed.

Hoved- og bipersonerne famler heldigvis ofte blindt i moralske gråzoner – nogle gange med overrumplende plot-twists til følge. I disse passager hersker nuancerigdommen, og det er også de gråzoner, der giver os mulighed for at tænke videre, efter at filmen er slut.

Søndag den 7. januar var en god aften for Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Ved årets Golden Globe-prisuddeling vandt filmen fire priser, som alle virker rimelige – i hvert fald i forhold til de nominerede i kategorierne. Sam Rockwell vandt for bedste mandlige birolle og instruktøren Martin McDonagh vandt for bedste manuskript. Og inden for dramakategorien (den anden er komedie/musical) vandt den for bedste film og Frances McDormand for bedste skuespillerinde.

Rockwell er formidabel som tikkende, men tilpas underspillet bombe af retningsløst raseri, eksistentiel forsmåelse og betændt moderbinding. Og McDormand ... Oh boy ... Både kropsligt, mimisk og verbalt i mesterklassen. En straight shooter, en no bullshitter, stål i blikket, vilje i hver en bevægelse, altid beredt til duel om det så er med sarkasme, ubehagelige sandheder eller tandlægebor som våben.

Og filmen er da også strålende. Især når den ikke forsøger for hårdt at skubbe tårer eller klemme grin ud af os. Den vil os det godt. Den vil fortælle os, at vi kan bryde ud af vores mønstre. At vi kan overleve tabet af vores allerkæreste. At mennesker kan frelse sig selv, også i de mørkeste stunder. Og at molotovcocktails kan føre noget godt med sig.

’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ – Instruktion og manuskript: Martin McDonagh. Amerikansk-britisk. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Dan Holt Højgaard
  • Oluf Husted
Eva Schwanenflügel, Dan Holt Højgaard og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Kristensen

jeg har været så heldig, at se denne film - jeg er dog som mange andre ved, at være helt utrolig træt, af amerikanske film, de sidder fast i deres 2 dimensionelle universer, denne film største fjende er dog sproget - de taler virkelig svinsk, ondt og ubehageligt hele tiden - det bliver ufatteligt tungt // desuden er politiet selvfølgelig tomhjernet, som kun amerikanere kan være - heldigvis skifter filmen ca. midtvejs og det gjorde, at jeg gad se den færdig - det svinske sprog er helt forfærdeligt, så kære amerikanere i sidder fast i sen 80'erne - i er blevet til et film U-land, overhalet af sogar serbien, der netop er udkommet med en Mowgli film om en ulvdreng. (muligvis en helt sand historie)