Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tune-Yards mediterer sig til ubehag over egen hvidhed

Det er ikke tematiseringen af den hvide amerikaners skyld i forhold til racisme, der får Tune-Yards’ nye album i mål, tværtimod. Til gengæld er duoens skift til en mørk indie-disko og forsanger Merrill Garbus’ sublime arbejde med musikalsk ubehag afgjort værd at lægge øre til
Kultur
26. januar 2018

Der er så mange facetter i hendes stemme, og hun er ikke bange for at bruge dem klogt, Merrill Garbus, forsanger og sangskriver i den opfindsomme indieduo Tune-Yards.

Så når helheden kræver følsomhed, lægger hun sin vokal helt blødt i lydbilledet og glider glat rundt i de mørke disko-arrangementer. Og når helheden så kræver noget andet, noget mere barskt for eksempel, synger hun i stedet mekanisk som en følelsesløs fembot eller får sin stemme til at skære skingert, men kontrolleret igennem lydbilledet, mens hun tapper direkte fra ubehagets dybe brønde.

Ja, hun er en farligt alsidig sanger, 39-årige Merrill Garbus, men hun er også optaget af stemmer på andre planer end det rent sangtekniske. Faktisk handler den amerikanske duos nye album, I Can Feel You Creep Into My Private Life, netop om stemmer.

Om hvilke stemmer, der får lov til at tale, og om ubehaget ved at være bevidst om, at man har en privilegeret en af slagsen, der – i værkets logik – undertrykker, når den taler, fordi den dermed stjæler taletid. Så ud over at hun altså arbejder minutiøst med sit medfødte instrument, er hun også nærmest pinligt bevidst om den lyriske eller litterære stemme, hun iscenesætter i sangteksterne og derigennem pinligt bevidst om den position i verden, hun taler fra.

Albummets titel, I Can Feel You Creep Into My Private Life, kom således, og på ganske kuriøs vis, til hende under et seks måneder langt meditationskursus i Oakland, Californien, hvor hun mediterede over hvidhed og sin egen plads i en verden med racisme.

Her begyndte hun efter eget udsagn at mærke den historisk funderede skyld over at være en hvid amerikaner, og den skyldfølelse sneg sig ind i hendes privatsfære og går nu også, på godt og ondt, igennem alle aspekter af I Can Feel You Creep Into My Private Life.

Harmoniske brækjern

Tune-Yards foretager et markant stilskift med denne nye udgivelse, og det gør de nok som en konsekvens af disse nye indsigter. For hvor deres gennembrudsalbum WHOKILL fra 2011 bestod af en alsidigt sammensat indierock, der mest af alt satte dem i bås med en overvejende hvid og måske også straight musikscene, vælger de på I Can Feel You Creep Into My Private Life i stedet at sende musikhistoriske nik til dance-genrer som disco og house, der især fik liv i marginaliserede queer og afroamerikanske miljøer.

Trommerne er maskinelle og opklippede, bygget til at få kroppe til at vride sig. Mens Nate Brenners basgange er de lavfrekvente tråde, som holder sammen på de fragmenterede arrangementer og driver værket fremad i god 70’er-stil.

Men dance eller ej, det er på ingen måde feel good, og det er kun i momenter frigørende. For Merrill Garbus er kommet for at formidle sit ubehag, og selv om hun med lethed skriver stærke popmelodier, vælger hun ofte at nedbryde det melodiske og i stedet messe i monotone, lineære bevægelser.

Mens de to indie-darlings også i fællesskab gør, hvad de kan for at ruske op i sofalytterne: Så snart de harmoniske progressioner begynder at føles hjemlige, brækker de dem op med skæve harmoniske brækjern.

De andre stemmer

Sådan er det meste af pladen, det er vellykket og velsvingende forstyrrelse af de nemme, behagelige følelser. Man er som lytter klemt inde i et klaustrofobifremkaldende musikalsk rum sammen med et syngende jeg, der forsøger at opløse og, ja, hudflette sig selv. Kun med ganske få frikvarterer, som når pladen når en smuk forløsning i »Look at Your Hands«.

Der er dog nogle vægtige kunstneriske udfald. For i sidste ende lykkes det hende ikke at undergrave sin egen position, og helhedsoplevelsen får et gevaldigt gok i nødden, når hun på numrene »Colonizer« og »Private Life« forsøger at tage os helt ind i sin meditation over racisme med mantraer som: »I use my white woman’s voice to tell stories of travels with African men,« »I smell the blood in my voice« og »I can feel you creep into my private life.«

I disse passager slæber hun sin skamfulde rullekuffert tungt efter sig. Som en træt turist på gennemrejse i pladens tematikker. Og når hun således træder vande rent kunstnerisk, samtidig med at hun utroværdigt udsynger sit eget ubehag ved at have en hvid stemme, er det svært ikke at sidde tilbage med spørgsmålet om, hvorfor hun ikke i stedet har forsøgt at finde en anden form:

Når hun tænker, som hun gør, hvorfor har hun så ikke aktiveret andre stemmer, ligesom Charli XCX for eksempel gjorde for nylig på sit fremragende album Pop 2, hvor der er et væld af gæster – et væld af syngende subjekter. Musikken kan jo fungere som et kreativt laboratorium, hvor man arbejder med relationerne imellem stemmer, ligesom Charli XCX viser. Og det ville være en smuk kunstnerisk konsekvens at drage af de tanker, der plager det syngende jeg på »Colonizer« og »Private Life«, og som plager Merrill Garbus.

Når det er sagt, så er I Can Feel You Creep Into My Private Life afgjort et lyt værd, og det er den ikke mindst på grund af Merrill Garbus’ vokal og hendes talent for at formidle ubehag. De evner behøver hun ikke at skamme sig over.

Tune-Yards: ’I Can Feel You Creep Into My Private Life’ (4AD/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her