Det ulækre fylder stadig godt op i ungarske Péter Nádas’ kæmpestore romanværk Parallelle historier, som nu er kommet til andet danske bind (tredje og sidste følger mod slutningen af året). Her er lort, prutter, pis, sæd, snot og blod, her er også en evig kamp mellem lysten og skammen, mellem »begær og selvhad«.
Det er tilsyneladende kernen i romanprojektet: det inderligt menneskelige, kroppen som eksistensmodus og i enhver forstand afklædt, balancerende mellem til den ene side lebendig lyst, glæde, løssluppenhed. Og til den anden skam, aggression, krig, mord, en bestialskhed uden grænser. Der er i øvrigt ikke tale om nogen fuldendt balance, Nádas’ menneske- og historieskildring har afgjort hældning til den negative side.
Dette andet bind bærer ikke for ingenting undertitlen »I nattens mørke dyb«.
Det 20. århundrede som mentalt rum
Romanens tid er stadig engang i det 20. århundrede, vistnok fra lidt efter Første Verdenskrig til tiden omkring Murens fald. Når jeg skriver ’vistnok’, er det, fordi Nádas sjældent er læseren behjælpelig med præcise tidsangivelser eller for den sags skyld stedsangivelser. Man kan langt inde i en skildring spekulere på, om en granatild nu skyldes russiske kampvogne i forbindelse med opstanden i 1956, eller om der mon er tale om træfninger under Anden Verdenskrig.
Ligesom en »wagon« og »kufferter« godt kan signalere jødetransporter, men jo også bare wagon og kufferter. Den sløringsteknik er en pointe; den fortæller os, at romanen, ligesom det 20. århundredes historie, både er et mentalt rum og meget forskellige sproglige tilstande og billeddannelser. Sløringen er også en kæmpe udfordring for læserens evne til at omsætte det læste til et bare nogenlunde konkret og stabilt forestillingsindhold: Hvem er personerne? Hvor i tid og rum er vi?
Men som sagt: Vi er i midterdelen af forrige århundrede, og her i andet bind mest i tiden før og efter den anden store krig og især på en række lokaliteter i Budapest. En af lokaliteterne er en lille ø i Donau, hvor homoseksuelle mænd udveksler ydelser med en barbarisk råhed. Stedet er et »jagtrevir« for »stammekrigere«, her nedlægges og flænses, her suges og penetreres. Et lignende sted i romanen er Ringgadens undergrundspissoirer, hvor mændene står opmarcheret »som bistre, romerske legionærer«.
Krigen er ikke kun en metafor. Død og lemlæstelse er meget sandsynlige udgange.
Péter Nádas: Parallelle historier II. I nattens mørke dyb
Drab i mange former
Den evindelige kamp udfolder sig også i en nærtliggende herskabslejlighed med udkig til det usædelige skyggespil på øen. Her spiller kvinderne kort med tilbageholdt vrede, mens lange indre monologer og tankestrømme løber over med voldsomme fantasier og erindringsglimt af virkelige møder, typisk med den sædvanlige dobbelthed af lyst og skam eller et tilsvarende pinefuldt dilemma: liderlighed og infektionsforskrækkelse.
Det gælder også – altså duellen, lysten, aggressionen, Nádas’ natmørke lag på lag-menneskelighed – en scene på pigeværelset med piblende urinsex, romanens forførelsesscener, middagspassiarer og det morderiske hierarki i en fangelejr. Alle steder og hele tiden er den der, overlevelseskampen, og mord i forskellige virkelighedsgrader.
Måske er det forklaringen på (har jeg i denne omgang tænkt), at Nádas indledte sit romanværks første bind med en kriminalromanagtig ’man finder et lig på en bænk i en park-kliché’. Siden første binds første kapitel har vi ikke hørt meget til liget i parken, til gengæld har vi fået alle andre typer af drab, både skjulte og åbenlyse, i en næsten ubrudt strøm.
Voldens tre niveauer
Man kan tilsyneladende inddele volden som europæisk kulturform i tre niveauer i Nádas’ roman. Med til volden regner vi også det ulækre, der som en slags mestermetafor foruden volden samler seksualiteten, den skabende og den ødelæggende, lysten og skammen, ligesom affaldstønderne hører med, toppet af madrester, halvt døde, halvt levende. Kort og godt hele det helvedeshus, som mennesket er.
Først og på laveste voldsniveau er der kroppen, den pulserende kærlighed og ødelæggelsesdrift, favntaget og den spiddende pik. Så i mellemlejet hverdagslivet, kortspillet, den civiliserede forførelse, middagsselskabet. Her er volden holdt nogenlunde nede af borgerlighedens pæne omgangsformer. Brutaliteten på niveauet her kan ligefrem konstituere et fællesskab. Som det hedder et sted: »Vi navigerer mellem hinandens løgne, og det gør os til en familie.«
Endelig er der det tredje niveau: historien, krigen, udryddelserne. Her møder vi det ulækre i form af massegrave og krigsinvalider med brandsår, bortsprængte lemmer og overskårne kroppe. Det er voldshunden sluppet løs.
Romanen som eskatologi
Sådan en rigtig hund er der i øvrigt i romanen. Ligesom der meget åbenlyst leges med psykoanalysen både som samtids(mode)fænomen og som begreb og billede (fortrængninger, fobier, huse, kældre osv.). Og muligvis også som poetik og æstetisk greb, mere om det om lidt.
De tre voldsniveauer, eller hvad vi nu skal kalde dem, er også afsæt for romanens drama og spændingsudløsning. Der bygges op til krigen, til mennesketransporter, til forfølgelsen af jøderne. Der er et tredje og sidste bind; jeg har ikke læst det. Men allerede dette andet bind ligner en eskatologi, den definitive nedtælling.
Sidste kapitel, der udspiller sig i en fangelejr og gentager et sært, halvt perverst kærlighedsforhold mellem to mænd fra et af bogens første kapitler, hedder betegnende nok »Dommedag«.
Slutter det så dér, eller vender vi i sidste bind tilbage til en håbefuld efterkrigstid og i et langt perspektiv europæisk afspænding? Begge dele ville undre mig, og desuden har jeg ingen anelse.
Man læser sig selv
Nádas’ roman er en vildt ambitiøs og vildt fascinerende fortælling om det europæiske og det menneskelige, snæver i sine nedslag selvfølgelig (Budapest, Berlin, et halvt hundrede personer, i bindet her måske 20-25 markerede steder) og samtidig encyklopædisk grænseløs i sit forsøg på at få alt med. Men ’alt’ på et niveau, som jeg tror ikke mindst omfatter selve læsningens træghed, desorienteringen, de flydende betydninger, der knytter sig til ord, billeder og steder. Associationens frie strømme.
På den måde kan kæmperomanen minde mere om et poetisk værk end om et prosaværk.
Jeg nævnte den manglende tids- og stedsangivelse, der indimellem får læseren til at sprælle i den tynde luft. At man i de enkelte kapitler med skiftende fortællere først sent eller kun indirekte får besked om, hvem fortælleren og kapitlets andre personer er, har samme konsekvens. Og at man absolut ingen steder (hverken i romanen selv eller i en paratekst) får fuld klarhed over sammenhængen mellem figurerne på tværs af kapitler, tid og steder, men løbende må forsøge at konstruere sammenhængen selv.
Sløringen er en æstetisk idé, skrev jeg også, vi er underinformerede. At læse på det vilkår er anstrengende, indimellem irriterende, men også interessant. Man bliver opmærksom på sin egen billeddannelse, tankemønstre og fordomme. Her falder ordet ’psykoanalyse’ mig igen ind: Man læser romanen, man læser samtidig sig selv og sit eget dyb. Jeg mener kryb. Nej, dyb!
Mere konkret betyder det, at det ikke er romanen, der er anmeldt oven for, men førstegangslæsningens meget flimrende indtryk. At læse Nádas’ roman anden gang og tredje gang vil forandre den fuldstændig. Jeg mener ikke i abstrakt forstand, men konkret og helt og aldeles. Det er også en vild ting og en æstetisk ting og egentlig en både smuk og fornuftig ting for en roman – et monsterværk – om den europæiske historie.
Péter Nádas: ’Parallelle historier II. I nattens mørke dyb’. Oversat af Peter Eszterhás. Forlaget Rosinante. 420 sider, 299,95 kr.
