Læsetid: 5 min.

Underlig mand, som kigger ud i ingenting

Christian Vinds andet bind i rejsetrilogien Udtog forsøger at trænge ind i forestillingernes ukendte land, men strander på ødsel udenomssnak
Iturevet offsettryk og kniv, San Lorenzo-katedralen.

Iturevet offsettryk og kniv, San Lorenzo-katedralen.

Scala

5. januar 2018

Billedkunstneren Christian Vind rejste i maj 2017 til San Cataldo ved Amalfikysten i det sydlige Italien. Det gamle kloster har siden 1930’erne fungeret som et stipendiehjem for danske åndsarbejdere, videnskabsmænd og kunstnere, der har brug for ro til at færdiggøre et arbejde. Vind skulle under sit ophold skrive den svære toer, efterfølgeren til hans fine, lille rejseskildring Udtog fra 2016, som viser sig at være første del af en trilogi.

Udtog handlede om Vinds bevægelse med tog gennem Nordeuropa på jagt efter billeder. Indre billeder såvel som materialiserede billeder i form af malerier, skulpturer og bygningsværker. Med en vilter fabuleringsevne forbandt Vind i Udtog billeder fra nær og fjern, så de i hans personligt guidede tur opnåede slægtskaber, der forekom både naturlige og nødvendige.

I sin nye bog, Udtog II, er det ikke bevægelsen, som er dominerende, men stilstanden. Ganske vist er bogen et resultat af en rejse, ligesom den helt konkret også beskriver en række udflugter omkring Napolibugten. Men i sin essens er det ubevægeligheden og inertiens frustrationer, der afsøges i skriftens refleksioner. Udtog II kan læses som et maskulint krisehæfte, beretninger fra en midtlivskrise, fortalt af en mandlig kunstner fra cellen i et tidligere nonnekloster.

Hjemve og dødsangst

Christian Vind: ’Udtog II’

Herfra præsenterer Vind os for sine trængsler, som i det små handler om søvnløshed og de genvordigheder, som arbejdet dagligt frembyder. I et udvidet perspektiv kredser bogen dog om to større kriser, nemlig hjemveen og dødsangsten. Således handler Udtog II i høj grad om det, Vind har ladt bag sig, og om det, han stedvist lader tone frem som en dyster fremtidshorisont med flygtningekriser, terrorangreb og atomtrusler.

Resultatet er en slags meditationer over den lammelse, som længslen efter det forladte og frygten for det kommende afsætter i kunstneren. Krisebevidstheden virker udtalt og næsten ødelæggende. Fra sin nonnecelle citerer Vind den italienske marxist Antonio Gramsci, der fra sin fængselscelle i 1920’erne skrev: »En krise er, når en gammel verden er ved at dø, og en ny endnu ikke er født. Denne skumring føder uhyrer.«

Udtog II er en langtrukken reportage fra sådan en uheldssvanger skumring, som i modsætning til Udtogs horisontudvidende billedbegejstring forekommer forceret og partielt blind for sit eget projekt. Det afstedkommer paradokser, som jeg er i tvivl om, hvorvidt er intenderede.

For eksempel er det Vinds erklærede hensigt i teksten at modsætte sig en lineær, kronologisk tidsforståelse, men alligevel strukturerer han slavisk sin fremstilling efter dagbogens form med daterede indførsler.

Dagbogens dateringer tjener ikke rigtig noget formål bortset fra at fungere som markører for en autenticitet, som er unødvendig i sammenhængen. Eller som en anledning til at celebrere årsdagen for Ian Curtis’ selvmord ved at lytte til Joy Division en hel formiddag, liggende på sengen i sin celle.

Tilsvarende er forfatterens dogmatiske idé om at forblive på San Cataldo hele måneden uforståelig. I sin første bog demonstrerede Vind fornemt, at hans forestillingsevne bliver vakt i mødet med nye billeder, nye omgivelser, frem for ved enøjet, introspektiv kontemplation. Vind respekterer da heller ikke sit eget dogme, men ender blandt andet med at tage med på ekskursion til Pompeji.

Det er med andre ord en kriseberetning, der selv er i krise. Måske endda mere end forfatteren selv er klar over, til trods for at han koket leger med tanken om, at San Cataldo mest af alt fungerer som det rekonvalescenthjem, institutionen oprindeligt var tænkt som, da klosteret kom på danske hænder.

Men hvilken lidelse er det, forfatteren i givet fald plejer? Det får Vind aldrig diagnosticeret, fordi han hele tiden forskyder problemet, fjerner det fra sig selv og den potentielle selvindsigt, associativt lader det glide ud i søgte billedproblematikker og anekdotiske ekskurser, der tillader ham at være optaget af sin egen fabulering uden egentlig at være optaget af sig selv.

Forceret og fortænkt

Måske er Christian Vind selv den sandhed, som »egentlig kun findes i et slags tomrum mellem modsigelser«, som han i bogens indledning citerer Per Olov Enquist. Selvets gabende tomhedsfølelse kommer til syne flere steder i bogens beretning, men fortoner sig lige så hurtigt, som den dukker op. For eksempel da han en dag modtager en sms fra sin tiårige søn hjemme i Danmark, som skriver »Undskyld spam, men du er min far,« efterfulgt af den poetiske karakteristik »Underlig mand, som kigger ud i ingenting«.

Stan Honda ’The Dusty Lady’ (Marcey Borders).

Udklip

Eller da han vågner en nat og tænker på lejligheden hjemme: »Der i værelset, i en lejlighed i København, i et andet grynet mørke står sengen op ad vinduet, og der ligger Marianne nu og sover, forestiller jeg mig.« Vind taler som en mand, der er i vildrede over sig selv og kun i glimt ser sit savn i øjnene, kun i flygtige passager mærker det begær, som kan flytte ham ud af stilstanden. I den lange mellemtid underholder han med sit store kunsthistoriske vid og sin fine evne til at se sammenhænge mellem kunstværker på tværs af tid og sted.

Men ophobningerne af tilfældige sammenhænge virker ikke så organiske eller nødvendige som i Udtog. I Udtog II er de mere forcerede og fortænkte, som en gal konspirationsteoretikers spind af uhyrlige forbindelser. Påtrængende og åbenlyst eksistentielle forekommer derimod de genkommende tanker om døden, som gennemtrænger dagbogen, men aldrig forfølges særlig langt. Den 23. maj 2017 fortæller Vind, at han vågnede med sætningen »Graven er tom« i sit hoved.

Eksil fra livet

Den tomme grav venter på os levende, men refererer desuden til den kristne genopstandelsesidé, forestillingen om et liv efter døden, bevægelse efter stilstanden, frelse. Den henviser mere konkret også til de mennesker, der år 79 i Pompeji blev levende begravet i vulkansk aske, da Vesuv gik i et voldsomt udbrud. Den varme aske størknede omkring menneskene, fikserede dem som negative hulrum, tomme grave.

Arkæologer har genskabt deres livagtige dødskamp ved at fylde hulrummene med gips. Da Vind besøger Pompeji, genkalder han sig at have set disse afstøbninger på Louisiana i 1977 og husker dem som »spøgelsesagtige i deres gråhvide konturløshed, men i deres menneskelighed næsten rædselsvækkende«.

Vinds egen kamp med døden foregår i sådanne forskydninger, der lader ham snakke udenom eller hensygne i medlidende resignation, når han højtideligholder andres præmature død. Midtlivskrisen manifesterer sig som én lang fortalelse, der dækker angsten med veltalenhedens slør, fylder gravens tomrum med smukke ord og anekdoter om besnærende forbindelser mellem alle tiders tildragelser. Men desværre aldrig vover at se sig selv i øjnene.

Udtog II fremstår derfor som optegnelser fra en uarbejdsdygtig periode i eksil fra livet, en måned i enecelle, der aldrig helt forløser den indre forestillingsverden og den selvindsigt, som var ambitionen, men derimod demonstrerer, at Vinds fortælletalent har det bedst med at være i forelsket bevægelse og i dialog med andre.

Christian Vind. ’Udtog II’. Antipyrine. 2017. 132 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu