Læsetid: 3 min.

En utålmodig bog om et utålmodigt menneske

Det er en hæsblæsende debut, Ditte Wiese har sendt ud med romanen ’Provinspis’. Rå, hård og kompromisløs i sit sprog og sit tema. Men bogen har for travlt med at være barsk
20. januar 2018

Der er uendeligt mange Young Adult-romaner derude om unge mennesker, der skjult går og sukker efter den anden og først på sidste side forløser al den seksuelle spænding i et episk kys. Det er ikke Ditte Wieses tilgang i den spændende debutroman Provinspis. Det får hun overstået i kapitel fire. Og så er det ikke noget med at klippe fra kysset til et billede af krøllede lagner og en halvt røget cigaret. Næh nej, her taler vi full frontal nudity og meget billedlige beskrivelser af sex, lyst, lemmer, safter og støn.

Det er hovedpersonen Ida, der får en del sex, mens hun venter på sin studenterhue og på, at livet går i gang. Hun er et af provinsens mange misforståede, utilpassede og understimulerede genier, der gør selvhad til had mod den by, de er vokset op i. Hun ser sine medmennesker vade rundt i ulidelige og uambitiøse rutiner og citerer Sartre. Hun hader og savner sin mor, som hun ligner, og som forlod hende og faren – der er forsvundet ind i sit arbejde og et kærlighedsløst forhold.

Og hun er håbløst forelsket i sin bedste ven, men det er hun for umoden til at indrømme, så hun knalder ham i stedet – dér i kapitel fire. Og så begynder det først at gå helt ad helvede til; med skolen, med misbruget, med det hele.

Ida er utålmodig og enormt sulten efter livets store kage af eventyr, men ingen har lært hende glæden ved at spise med bestik, så hun kaster sig over det med hænderne først og sluger det hele og sig selv på én gang: »Jeg kysser og drikker og æder ham,« siger Ida med Ditte Wieses ord, der gang på gang mimer Idas grådighed. Det er vellykket sprogligt, men i fortælling og tema er bogen lidt fortravlet. 

Ditte Wiese: Provinspis

Den svære seksualitet

Romanen har tydeligvis et meget seriøst ærinde med al den sex, men hvad det er, er ikke så tydeligt. Ida spørger på et tidspunkt, hvorfor det er hende, der er tarvelig, fordi hun har knaldet en anden piges kæreste, hvorfor er det ikke ham?:

»Hvorfor er det altid pigerne, som skal bære byrden? Pigerne som ikke må knalde for vildt eller de fyre de nu engang har lyst til? Hvorfor er det okay at knalde løs uden at binde sig, for det er jo bare sådan fyre er? (…) Mens jeg er en luder?«

Se, det er da en spændende diskussion.

Bogen stiller i det hele taget en masse spørgsmål, der åbner for en diskussion om forholdet mellem kærlighed og sex, køn og seksualitet. Men samtidig bekræfter den selv den opfattelse af pigers seksuelle liv, som Ida vrænger ad: Idas frigjorte seksualitet fremstår sygelig og sidestilles med stofmisbrug; sex kan kun være godt med den, hun elsker, ellers er det kunstig sex, der kun lykkes på stoffer; hun har et forskruet forhold til intimitet, der gør, at hun ikke vil elske (med) nogen, men kun kneppe; hun overskrider selv sine grænser for at mærke, at hun lever, og for andre virker det som en invitation til også at gøre det.

Det er paradoksalt, at en bog, der indeholder så meget sex, i virkeligheden har et slægtskab med den seksualitetsforskrækkede Twilight-serie: Hvis du giver efter for dine lyster, bliver du til en vampyr.

Men seksualitet og sex er fandme svært at skrive om, og Ditte Wiese fortjener al mulig ros for at gøre forsøget i en debutroman, der måske nok har flere udløsninger end forløsninger, men med sin intensitet og insisteren lover godt for forfatterskabet.

Ditte Wiese: ’Provinspis’, Carlsen, 232 sider, 129,95 kr. Udkommer også som e-bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu