Ned gennem årene har utallige musikentusiaster såvel som udøvende musikere underholdt mig med, hvor meget federe et sprog engelsk er at såvel synge som udtrykke sig på. Det har jeg i og for sig ingen problemer med, folk må udtrykke sig, som de selv finder det mest betimeligt.
Hvis jeg så blot må mene, at det er mindre interessant at lytte til danskere, der synger på engelsk end til dem, der rent faktisk giver sig i kast med det tilsyneladende mindre fede modersmål. Fordi det nu engang er det sprog, de til dagligt taler til deres børn på, og hvis krinkelkroge og finurligheder, de derfor forventes at kende. Og fordi det er svært, netop. Arbejd, arbejd!
Et andet argument er, at rigtig mange dansksprogede sange er dårlige. Og det er korrekt, man kunne fylde et helt tillæg med ordforbistringer, bizart omvendte ordstillinger, voldelige overfald på syntaks og grammatik osv., hentet i såvel for- som nutidens danske sangbog.
Dertil har jeg to spørgsmål: Er niveauet blandt engelsksprogede sange (forfattet af danskere – men såmænd også indfødt engelsktalende) da så meget højere? Og gør det de uimodsigeligt vellykkede danske sange dårligere? Samt en konstatering – inden for alle kunstarter skal der produceres umådelige mængder crap, for at det sublime kan opnås. I forholdet 95 til 5, cirka. Fact.
Tju bang derudad
Nuvel, i lyset af ovenstående svada skal jeg ikke forsøge at skjule min glæde ved en lp som den, den gode Stephan Grabowski har begavet os med i år. Gå ikke blidt ind i natten hedder den med klar reference til Dylan Thomas’ berømte digt. Det er en plade, der med glæde gør væsen af sig og i processen laver velklingende støj, der dog ikke formår at skjule, at ophavsmanden er både vred og trist over den retning, verden tager.
53-årige Grabowski er ingen årsunge, han har været på banen siden 1980’erne, hvor han var trommeslageren, man ringede til, når lortet virkelig skulle løfte sig. Siden er det blevet til seks soloplader, tonsvis af teatermusik og en international karriere som trommeslager i og producer for det dansk-pakistanske ROCQAWALI. Så det.
Grabowski er også en udsøgt sangskriver og virkelig god tekstforfatter, hør blot indledningssalven på pladens første nummer, »Kun vinden bærer os nu«:
»Der er torden oppe på bjerget, alle råber om Gud/ men ingen her kan høre hende og sandheden, den er blæst ud/ Der er Kain og Abel på tv, de skændes om hvem der er ren/ og hvem af dem, der hurtigst kan forvandle den anden til sten …«
Så går det tju bang derudad med en intens omgang bistre udfald mod tidens tåbeligheder og omsiggribende politiske idioti på poetisk, præcist og fuldstændigt lydefrit dansk. Yay.
Musikalsk er der tale om verdensmusik optaget med lokale musikere i lande som Etiopien og Indien for endelig at blive færdigpudset herhjemme. Det giver pladen en stoflighed og ambiance, man ikke er forvænt med, og som i den grad løfter den op over strømmen af de autotunede vokalister, der besatte af fester, lir, pubertetsføleri, status og deres eget underliv får fri adgang til radiobølgernes musikalsk forurenende og stilistisk forhudsforsnævrede univers.
At pladen er både melodisk mættet og rytmisk swingende bør vel også lige nævnes. Det er en både ambitiøs og succesfuld udgivelse, der fortjener al mulig ære og opmærksomhed.
Sproglig præcision
Mere indadvendt og dyster er til gengæld Mathilde Falchs fjerde lp, Som Børn På Ny. Her har hun endelig fået en erfaringsmasse, der svarer til den tyngde og dybde, hun altid har tilstræbt og trods albummets tungsindige tone, bliver man som lytter alligevel opstemt over at høre et sådant talent forløses.
Den 27-årige sanger-sangskriver har aldrig lagt skjul på de kampe hun som privatperson har kæmpet, som helt ung med anoreksi og op gennem sin ungdom med misbrug af både stoffer og sprut. Det er kampe, mange udkæmper, men på den anden side af dem findes måske både en form for lys og nogle erkendelser, der ikke sådan lige er flertallet beskåret – og kan de forvandles til noget kunstnerisk gyldigt, giver det en utrolig erfaringsmasse at trække på.
Og det er netop, hvad Falch gør på pladens 10 sange, hvor forskellige tilstande, fra håb til hjælpeløshed, fra tillid til svigt, undersøges med fin sproglig præcision. Melodierne gør ikke så stort et nummer ud af sig, men vokser til gengæld ved nærmere bekendtskab. Og så kender producer Christian Ki Dall til begrænsningens kunst, også selv om det elektronisk tintede album indimellem fremstår lige lovlig monokromt.
Lidt flere farver på paletten ville næppe skade, på den anden side fastholder det den alvor, der præger foretagendet, idet Falch mener hvert et dyrebart ord, som afsynges med hendes karakteristisk dybe, men dog så sårbare stemme.
Som modvægt til tjald og faldera er Falch en nødvendighed, her rapporteres fra de ødelagte steder i sindet, de fleste af os har besøgt og så udmærket kender, men som vi ofte bagatelliserer eller fejer ind under det famøse gulvtæppe for ikke at ødelægge den gode stemning. Dér viser Falch vejen med sit mod til at kalde tingene ved rette navn.
Stephan Grabowski: ’Gå ikke blidt ind i natten’ (Gateway Music).
Mathilde Falch: ’Som Børn På Ny’ (MatFal)
