Læsetid: 4 min.

’Wind River’ er fuld af corny, oversymbolske oneliners

Efter at have etableret sig i Hollywood med manuskripterne til de fremragende film ’Hell or High Water’ og ’Sicario’, har den amerikanske forfatter og skuespiller Taylor Sheridan indtaget instruktørstolen med ’Wind River’. En gennemsnitlig, gumpetung, irriterende moraliserende, selvtægtsglorificerende thriller
Skildringen af de snedækkede omgivelser i reservatet er smuk, og Sheridan kan skrue en skudveksling sammen som ingen anden.

Skildringen af de snedækkede omgivelser i reservatet er smuk, og Sheridan kan skrue en skudveksling sammen som ingen anden.

Scanbox

5. januar 2018

»Må vi se den der med hende der med de store nødder?«

Spørgsmålet handlede om filmen Pocahontas.

William på fem år i børnehaven, hvor jeg var i praktik, havde ikke hæftet sig synderligt ved den del af historien, der handlede om, hvordan engelske imperialister kom og frarøvede de indfødte deres land og ressourcer.

Og sådan havde jeg det også lidt med Taylor Sheridans instruktørdebut, Wind River; den der om ham der, som er sygt god til at tyde fodspor og køre snescooter.

Jeg havde godt opsnappet, at måden især ordensmagten snakker om og behandler indfødte amerikanere på i USA ligger Sheridan meget på sinde. Det er han ikke ligefrem subtil omkring.

Racistiske tilsvininger og fornedrende adfærd har været hans kæphest siden den Oscar-nominerede Hell or High Water, som han skrev manuskriptet til, hvori den halvt mexicanske, halvt indianske Alberto, spillet af Gil Birmingham, skal finde sig i en uendelig strøm af fornærmende jokes omkring sin »bestialske kultur«, »drukfældighed« osv. fra sin kollega.

Ubearbejdet white guilt

Men jeg havde altså ikke luret, at det var de indianske kvinder – som alle ligner fotomodeller og fastholder samme sensuelle prinsessestereotyp, som film har dyrket siden, well, Pocahontas – som Wind Rivers hjerte banker for. Godt nok er det dem, der mister livet, og dem, som de to hvide mennesker i hovedrollerne bruger tid på at opklare mordet på, men de figurerer ikke rigtig som helstøbte personligheder i filmen.

Så da et belærende faktaskilt i bedste dokumentarstil toner ind på skærmen til slut og forklarer os, at indianske kvinder tilhører den eneste demografiske gruppe, der ikke føres statistik over, når det kommer til forsvindinger, overgreb og drab, så fremstår det som et lige lovlig søgt forsøg på at gøre en mildt samfundskritiserende thriller til et flammende politisk indlæg, der taler indianske kvinders sag.

Ved Gud er det forfærdeligt, at det forholder sig sådan i reservater som Wind River, Pine Ridge mv., og det er helt forståeligt, at Sheridan er fuld af ubearbejdet white guilt, men det er jo bare ikke det, filmen handler om.

Frelserkompleks får frit løb

Wind River handler om Cory Lambert (Jeremy Renner), en garvet vildtjæger, der får rippet op i sin egen datters død, da han, på vej ud for at aflive en puma, finder den indianske pige Natalie livløs, blodindsmurt og barfodet i sneen. I samråd med den lokale sherif (Graham Greene) tilkaldes FBI. Men da forstærkningen dukker op, er de vejrbidte knudemænd mildt sagt skuffede.

Den nærmeste agent viser sig nemlig at være en kvinde: Jane Banner (Elizabeth Olsen). Og endda en spinkel og grøn en af slagsen, der ikke engang kan finde vej i en snestorm og ikke har forståelse nok for områdets natur til at møde op i flyverdragt. Herre jemini.

Heldigvis er hun klog nok til at lade én, der har forstand på praktisk påklædning og tilsneet terræn, hjælpe sig, og hun allierer sig hurtigt med Cory – for som den trænede ekspert-sportyder ganske nedladende siger til den nyudklækkede agent: »You’re looking for clues, but you’re missing all the signs.«

Sådan nogle corny, oversymbolske oneliners er der rigtig mange af i Wind River. Ikke mindst i udvekslingerne mellem Cory og Natalies far, Martin (igen Gil Birmingham), der virkelig udpensler Sheridans ønske om at komme fordomme om den nordamerikanske urbefolkning til livs – i tilfælde af, at det ikke var nok at se den stoiske cowboy sidde i skrædderstilling side om side med postkortversionen af den indianske mand, komplet med blåmalet ’dødsansigt’, og have en dybfølt snak om sorgens natur.

En belærende og frelst tone, der ikke har gjort sig gældende for de forrige film, Taylor Sheridan har forfattet, gennemsyrer Wind River. Tag bare den tåkrummende scene, hvor Cory lærer sin søn at ride, og han i henrykkelse over sine nye evner udbryder noget a la: »Wow. Det var virkelig nogle syge cowboytricks,« hvortil Cory, som er manifestationen af Sheridans frelserkompleks, svarer: »Nej, sønnike. Det er ikke cowboy – det er Arapaho.«

Stilforvirret selvtægtsromantik

Skildringen af de snedækkede omgivelser i reservatet er smuk, og Sheridan kan skrue en skudveksling sammen som ingen anden, men modsat Denis Villeneuve og David Mackenzie, der forløste hans forudgående manuskripter, så virker han stilforvirret og sjusket i Wind River.

Konstellationen ’snescooter traverserer bjergskråning’ ser vi i uendelige variationer, skudt fra vildere og vildere vinkler, og så er Sheridan også meget glad for fejende, episke kamerabevægelser, der åbenbarer de golde sletter, og sejlende sekvenser, der viser verden, som den ser ud, få sekunder efter, man har fået peberspray i øjnene, eller når man løber for sit liv.

Det er ikke kedeligt, men det er virkelig heller ikke særlig sammenhængende. Og så er der altså også gået noget helt skævt i vidensdoseringen. Pludselig – tre fjerdedele henne i fortællingen – oprulles hele filmens forhistorie og plot i et flashback, der sådan set er elegant nok orkestreret, men også propfyldt med personer, som vi aldrig har set før og altså ikke er super følelsesmæssigt investerede i.

I stedet for at skabe suspense og så tvivl om, hvem der gjorde det, får Sheridan hurtigt opsummeret forløbet og afsløret den skyldige, så vi kan nå frem til det, det i virkeligheden handler om.

Det, som filmen har hungret efter og lagt op til fra allerførste scene, hvor Cory, camoufleret, så han går i ét med sneen, gennemborer en ræv med en hjemmelavet børge af en patron: Jagten på og aflivningen af Natalies morder. Og det går ikke stille for sig. For er der noget, Cory ikke kan lide, så er det hvide mænd, der er onde mod Arapaho-kvinder.

’Wind River’. Instruktion og manuskript: Taylor Sheridan. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu