Læsetid: 3 min.

Xenia er skakspillets dronning i ’Chess’

Stig Rossen leverer varen i ’Chess’. Men Xenia Lach-Nielsen er den egentlige vinder i den underligt gammeldags opsætning i Tivolis Koncertsal
Xenia Lach-Nielsen sejrer med sin vilde stemme som dronningen i skakspillet i ABBA-musicalen ’Chess’ i den ellers ret fantasiløse danske opsætning i Tivolis Koncertsal.

Xenia Lach-Nielsen sejrer med sin vilde stemme som dronningen i skakspillet i ABBA-musicalen ’Chess’ i den ellers ret fantasiløse danske opsætning i Tivolis Koncertsal.

Rumle Skafte

26. januar 2018

Der er sket meget i verdenspolitikken, siden musicalen Chess med sin skakturnering mellem den sovjetiske og den amerikanske mester skabte sit berømte spejlbillede af Den Kolde Krig i 1986. Muren faldt i 1989, og så var verden en anden. Måske.

I musicalverdenen er der dog tilsyneladende ikke sket synderligt meget fra 1986 til nu. Opsætningen af Chess af Mikkel Rønnow i Tivolis Koncertsal virker i hvert fald sært gammeldags. Intet i historien er ajourført. Der er ingen kommentarer til den nuværende højspændte situation. Alt virker som en tvungen tidsboble af russerhad og cowboyfordomme.

Når det russiske skakhold møder op i ens jakkesæt, og alle bærer røde slips, kommer man som tilskuer uundgåeligt til at tænke på Trump. Men det gør iscenesættelsen åbenbart ikke. Og så bliver historien noget fjern.

Fra ’Hair’ til ’Chess’

Netop fastfrysningen af originalen er velsagtens denne opsætnings ideal – og fred være med det. Her er da også alt det, man forbinder med Chess: de sort-hvide skaktern, den tavse russer, der er splittet mellem familien og skakpokalen – og de lækre kvinder i »One Night in Bangkok«.

Rollen som den amerikanske skakspillers kvindelige sekundant, der kommer til at forelske sig i den russiske skakspiller, bliver dog opsætningens vigtigste – alene fordi denne Florence spilles af Xenia Lach-Nielsen. Hun lyser – og med sin pirrende stemme synger hun hittet »I Know Him So Well«, som i Jesper Malmoses slagkraftige og sangbare oversættelse fint er kommet til at hedde »Nu ser jeg ham klart«.

Xenia Lach-Nielsen har spillet med i alle de store musicals – fra Hair og The Black Rider til Jordens Søjler og Kong Arthur i Dyrehaven. Men her i Chess virker det, som om al hendes naturlige overskud kommer til udtryk – uanstrengt og med så meget autoritet, at publikum klapper og hviner. Hun har tempoet og den indre uro, der skal til at få dette parti til at dirre. Og så synger hun med så vildt et volumen, at også Stig Rossen får modspil.

Det er ellers Stig Rossen, der holder forestillingen sammen med sin kendte ro og sin rå stemmekraft som den russiske skakspiller – med fremstrakt hånd og klippesikker krop. Stig Rossen leverer varen. 

Jakob Zethner kradser i sangenes dybeste toner med sin kompromisløse stemme og sin stolte krop som den russiske skakstjernes sekundant, mens Martin Loft bringer en forfriskende moderne stemmeklang og spændstighed ind i forestillingen som mediemogulen, der vil gøre alt for den gode tv-historie. At Bjarne Langhoff med den kække energi som den selvfede amerikanske skakspiller er sat til at synge med skrigestemme virker dog uheldigt.

Bukserne skrider

Musikerne får ABBA’s særlige lyd til at klinge godt – og Mikkel Rønnow dirigerer, så storheden i ABBA-klangen får lov til at vokse så uhæmmet, som den skal. Men iscenesættelsen af Mark Clements virker underligt fantasiløs, på grænsen til det uambitiøse. Performerne bevæger sig mekanisk rundt på scenen i klichéprægede sidde-over-for-hinanden-arrangementer. Koreografien af Nick Winston er også ret kedsommelig, men danserne er smilende og hurtige til bens anført af den tjekkede Anna Vaupel. 

Scenografien af Peter McKintosh er dog decideret kikset. De to skråtstillede bagvægge virker fint med farvede LED-lys som kanterne i skakternene. Videoprojektionerne kan i hvert fald kun ses delvist fra tilskuerpladserne, og kostumerne er polyestermareridt af den mest sjuskede skuffe; Rossens bukser er for eksempel ved at skride ud over sin egen linning.

Men det glemmer man, når man ser på Xenia Lach-Nielsen. For hun står der forrest på scenen med sit alvorlige blik og sin vidunderlige stemme. Da hun indser, at hun må vælge mellem amerikaneren og russeren, får hendes stemme den vildeste klang af oprigtig smerte, der giver gåsehud.

Her lykkes Chess. På trods – og næsten uden Trump. For her står dronningen, som får publikum til at råbe og skrige af begejstring.

»Du vinder kun, hvis du har det, der skal til.« Sådan lyder ordene i første scene af Chess.

Xenia Lach-Nielsen har alt det, der skal til.

’Chess’. Musical fra 1986 af Benny Andersson og Björn Ulvaeus og Tim Rice. Oversættelse: Jesper Malmose. Iscenesættelse: Mark Clements. Scenografi og kostumer: Peter McKintosh. Koreografi: Nick Winston. Lysdesign: Tim Mitchell. Projektionsdesign: Morten Just. Orkestrering: Anders Eljas. Kapelmester og producent: Mikkel Rønnow. Tivolis Koncertsal til 17. februar samt Musikhuset Aarhus 20. februar-3. marts, Odeon 6-10. marts, Vejle Musikteater 13-17. marts og Musikteatret Holstrebro 21-24. marts 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu