Læsetid: 4 min.

Zaki Youssefs sammensurium af danske stemmer er en blandet fornøjelse

Multitalentet Zaki Youssefs forsøg på – fra sit særlige sammensatte sted – at tale op imod den fortælling om Danmark og danskerne, der dominerer danskhedsdebatten, er sympatisk og smerteligt, men samler sig ikke skarpt nok på scenen
Zaki Youssef laver en omvendt blackfacing i teaterstykket ’Der var et yndigt land’.

Zaki Youssef laver en omvendt blackfacing i teaterstykket ’Der var et yndigt land’.

Lasse Bech Martinussen

2. februar 2018

Da Christian Lollike sidste år lavede sin Reumert-vindende, danskhedsdebatterende version af Ludvig Holbergs 1700 tals-komedie Erasmus Montanus på Aarhus Teater, havde multitalentet Zaki Youssef rollen som Jacob, den latinlærde Erasmus Montanus’ jævne bondebror og modbillede: en personifikation af almindelig fornuft over for Erasmus Montanus’ forfejlede og hos Lollike helt fatale forsvar for oplyst dannelse. Stykkets – og måske selve danskhedens – eneste troværdige håb og helt.

Det er lidt samme rolle, Zaki Youssef, der udover at være skuespiller også er rapper og dramatiker, spiller videre på i sin egen, danskhedsdebatterende krydsning mellem standup-show, hiphopkoncert, personlig og politisk performance, som Sigrid Johannesen og Christian Lollike har instrueret.

Omvendt blackfacing

I Lollikes fortolkning af Holbergs nationalklassiker var alle kalket hvide i hovederne, og det samme er Zaki Youssef, når han i ægte standup-stil løber på scenen i Der var et yndigt land. Iført blond paryk og smøret grin erklærer den 38-årige dansk-ægypter, at han har sat sig for at finde ud af, hvad danskhed er, »en gang for alle«, og at den brune del af publikum godt kan regne med, at de svar, showet vil præsentere, vil gøre dem meget hvidere, ligesom de har gjort ham selv helt hvid og dermed dansk.

Til det formål har Zaki Youssef inviteret nogle gæster, og herpå følger en kakofoni af karikaturer på gamle og nye danskere – en brovtende integrationskonsulent fra Fårevejle, en (måske) meget rummelig hvid skolelærer, en næbbet ung indvandrerlømmel og Youssefs egen gamle far bl.a. – der afbryder hinanden med hver deres syn på sagen.

Zaki Youssef er aktuel med forestillingen ’Der var et yndigt land’ om nationalfølelser og danskhedsdebat. Kulturparnassets boble skal briste, hykleriet skal latterliggøres, og de brune skal indtage teatret, lyder programerklæringen
Læs også

Parodierne er overlagt platte. De er mere en satire over standup end egentlig standup. Mere en slags omvendt blackfacing (som det kaldes, når hvide imiterer den racistiske stereotyp på ’den sorte mand’ ved at male sig sorte i ansigterne) og – som Zaki Youssef siger med sin egen stemme om en af de mange dårlige racistiske vittigheder, hans ’gæster’ rabler af sig – faktisk ikke rigtigt sjovt.

At det er alvor og dermed også den triste hvide klovns maske, Zaki Youssef bærer, bliver utvetydigt og smerteligt i de passager, hvor han fuldstændig skifter register og taler til sin lille datter Amal, som han og hendes mor har navngivet med det arabiske ord for håb, men som selv fordansker navnet til Amalie over for sine venner.

Som showet skrider frem og inden slutningens endelige maskefald bliver splittelsen mellem at være og ikke at være dansk nok generelt mindre og mindre sjov og mere og mere alvorsfuld. (Det er en dramaturgi – en måde at vende ironisk distance til pludselig patos – som Lollikes Erasmus Montanus i øvrigt også fulgte).

Den nogle gange glidende og nogle gange pludselige modsætning mellem det sjove og det smertelige, som den omvendte blackfacing i hele sin håbløse enkelhed rummer, er stærk.

Mange skills

Men Der var et yndigt land er ikke kun en krydsning mellem standup og personlig fortælling, ironi og patos. Forestillingen er også en mere underlig og mindre stram krydsning mellem drama og hiphopkoncert, mellem det teaterkloge og det gadekloge.

Dj’en og komponisten Turkman Souljah, som Zaki Youssef også havde med i sin forrige forestilling på Sort/Hvid, Jeg hører stemmer, residerer i et hjørne, hvorfra han både akkompagnerer Youssef og selv optræder solo med et fejende festligt mix af national sangskat – Shubidua, Kim Larsen, den slags – og ny hiphop, der danner sin egen sammensatte fortælling om danskhed.

Bag den rude, der udgør scenografiens meget lollikeske fikspunkt, står en gruppe dukker i fuld størrelse iklædt bondeklæder og flankeret af et dannebrog og en dårligt udstoppet svane og spreder dansk uhygge. Når Zaki også synger et par numre – både af sine egne og en i sig selv fin og følsom udgave af Steen Steensen Blichers højstemte »Sig nærmer tiden« – blændes ruden til en skærm, der kører nogle stilmæssigt helt anderledes lette og måske også ret tomme musikvideoagtige animationer og film på.

I sig selv er mange af de indslag fine nok, og det er imponerende mange skills, der både er samlet på scenen og i Zaki Youssefs egen person. Men de er måske også for mange. Det er selvfølgelig en pointe, at forestillingen ikke kun taler om en erfaring af at være splittet og sammensat, men selv tager samme form.

Hverken iscenesættelsen eller teksterne er imidlertid helt skarpe nok i deres forsøg på tale den ensrettede og ensrettende fortælling om Danmark og danskerne, der dominerer danskhedsdebatten, imod fra det særlige, splittede og sammensatte sted. I sidste ende samler forestillingens skizofrene sammensurium af stemmer sig ikke rigtig til at pege på andet end det sammensurium selv.

’Der var et yndigt land’. Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef. Musik og komposition: Turkman Souljah (Lawand Shakur Othman). Iscenesættelse: Sigrid Johannesen og Christian Lollike. Sort/Hvid. Til den 24. februar 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu