Læsetid: 4 min.

’A Ghost Story’ skal ses og høres, men i høj grad også mærkes og føles

David Lowerys ’A Ghost Story’ er trods sin titel et smukt og rørende drama om ikke at kunne give slip på kærligheden – heller ikke selv om man er død
C (Casey Affleck) ser til, mens M (Rooney Mara) kæmper med sorgen over hans død i David Lowerys bevægende ’A Ghost Story’.

C (Casey Affleck) ser til, mens M (Rooney Mara) kæmper med sorgen over hans død i David Lowerys bevægende ’A Ghost Story’.

Cinemateket

2. februar 2018

Tager de steder, vi bor, farve efter os? Jeg mener ikke kun i form af møbler, tapet og anden indretning, men noget mere uhåndgribeligt. Tager vi selv farve efter de steder, vi bor? Sidder der noget i væggene, eller er der noget i luften, som er så unikt for os, at det med tiden bliver en del af boligens dna – og bliver boligens dna en del af os? Bliver vi derigennem en del af boligens fortid og potentielle fremtid, og er vi derfor altid til stede, så at sige uden for tid og rum?

Betyder det, at noget af os aldrig for alvor forlader en bolig – at vi bliver hængende, også selv om vi for længst er flyttet eller har forladt denne jord? Er vi på den måde med til at påvirke alle de steder, vi har boet igennem vores liv – eller kun de steder, vi har en særlig tilknytning til, f.eks. et barndomshjem eller et sted, hvor vi var lykkelige, og som vi derfor har svære ved at give slip på? Bliver vi med andre ord en del af et sted eller en boligs sjæl? Hvis man altså tror på, at den kan have en sådan.

Det gør den amerikanske filminstruktør David Lowery, og ovenstående er nogle af de eksistentielle spørgsmål, som han tumler med på en original måde i sin seneste film, A Ghost Story. Trods titlen er det nemlig ikke en gyserfilm som sådan, men snarere et smukt, poetisk og sjælesøgende drama om kærlighed på tværs af liv og død og om de spor, vi sætter os i verden.

Udtryksfuldt spøgelse

C (Casey Affleck) og M (Rooney Mara) er et ungt ægtepar, der bor i et gammelt træhus ude på landet. De er lykkelige, men uenige om, hvorvidt de skal flytte eller ej. Hun vil gerne væk, han vil gerne blive boende. Han føler sig hjemme i huset. En dag kører han galt og dør, og pludselig er han tilskuer til det, der skulle have været hans liv sammen med hende.

Han kan ikke give slip på denne verden, og som trådt ud af en gammeldags spøgelseshistorie står han i hjørnet af stuen under et hvidt lagen med huller til øjnene og overværer hende tackle sorgen over hans død alene. Hun kan ikke se ham, og han kan ikke kommunikere med hende – men dog vælte og smide med ting og få lamper til at lyse stærkere, når han bliver oprørt.

Det er modigt af David Lowery at tage så umiddelbart genkendelig og lettere fjollet en figur og bruge den så bogstaveligt i A Ghost Story, men han slipper afsted med det, fordi det virker oprigtigt og stærkt. Der er noget meget sørgmodigt over den tyste, ubevægelige skikkelse, der står i hjørnet og ser på med sine store, sorte, tomme øjne. Man skulle mene, at hvem som helst kunne spille den rolle, men man har alligevel fornemmelsen af, at det er Affleck, som befinder sig under lagenet, og det gør kun det søgende og ensomme spøgelse endnu mere udtryksfuldt og tragisk.

Forførende enkel

A Ghost Story er umiddelbart en forførende enkel film om en mand, der selv i døden ikke kan finde ud af give slip på det liv, han engang havde, og den kvinde, han elskede. Men filmen stikker dybere, og om noget giver David Lowery publikum plads til at læse mange forskellige ting omkring kærlighed, erindring, minder, eksistens og sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid ind i den. Tiden går, og M pakker sine ting sammen og flytter ud, men C bliver i huset og må tavst se til, mens andre mennesker flytter ind i huset og skaber sig en hverdag, som intet har med ham at gøre. Tiden opløses omkring ham, og årene suser forbi, mens han kæmper for at huske hende og deres kærlighed.

Det er en lavmælt film, der stilistisk og tonalt føjer til en lille bølge af neogysere, som også omfatter It Follows og The Witch, og som vil noget nyt med genren. Kameraet bevæger sig ikke meget, billedet er kvadratisk, og musikken sparsom. Til gengæld bruger Lowery lyden af huset, menneskene i det og dets omgivelser til at fremmane en ganske særlig stemning og følelse af hverdag, liv og den sorg, der uundgåeligt følger med, når tiden går. Man bør se og høre A Ghost Story, men den skal i høj grad også mærkes og føles – og så sætter den tanker i gang.

Lige nu sidder jeg f.eks. på den mere 300 år gamle gård på Midtsjælland, hvor jeg har boet i 15 år, og tænker på, hvem der engang boede her, hvad der er tilbage af dem i luften, og hvad jeg mon efterlader mig, når jeg engang flytter eller bliver båret ud. Det er på én gang fascinerende og lidt beklemmende.

’A Ghost Story’. Instruktion og manuskript: David Lowery. Amerikansk (Cinemateket i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu