Læsetid: 1 min.

Et album opkaldt efter en klarinet opkaldt efter en flod

Den svenske komponist Erik Levander har opkaldt sit seneste ambient-album efter en bestemt type klarinet, som igen er opkaldt efter en flod i Frankrig. I forsøget på at fange lyden af Normandiets rå idyl indgår han et kompromis mellem det harmoniske og det støjende
Den svenske komponist Erik Levander har opkaldt sit seneste ambient-album efter en bestemt type klarinet, som igen er opkaldt efter en flod i Frankrig. I forsøget på at fange lyden af Normandiets rå idyl indgår han et kompromis mellem det harmoniske og det støjende

Privatfoto

23. februar 2018

Svenske Erik Levanders musik rummer alle de fornemmelser, der kan være i et langt muskelstræk. Den lækre, sitrende bevægelse i skuldrene, når man vågner efter søvnen – en opgivende udretning af ryggen i skrivebordsstolen – eller nakken, der løsner sine spændinger, når den kommer ud i den friske luft. Levanders fjerde album Couesnon er en friluftstime i gymnastik, hvor den pulserende popmusik er erstattet af monotont brusende flodvand.

Couesnon er også avnet på en flod i det nordvestlige Frankrig, som munder ud i bugten ved den berømte klosterø Mont St. Michel. Dens mudrede skrænter skulle efter sigende være som kviksand og forårsage en massiv ophobning af sedimenter i området. Måske har Erik Levander været tiltrukket af netop disse tunge, naturlige aflejringer i sine kompositioner.

Albummet beskrives af svenskeren selv som en sendrægtig, klarinetbaseret ambientaffære. Opkaldt efter samme flod er nemlig også den særlige klarinet, der bærer albummets mere melodiske stykker.

På de fire numre flyder uklare, salte dronesekvenser sammen med fersk, harmonisk tonalitet i et fint kompromis. Man mærker især dette forplumrede brakvand strømme gennem musklerne for at løsne dem op, når synth og hvid støj smukt føres sammen i slutningen af åbningsnummeret.

Men hvis man har prøvet at holde sommerferie ved sådan en diset flodbred i Normandiets lunkne, ustadige vejr, ved man også, hvor hurtigt man kommer til at savne et mere dramatisk udbud af visuelle begivenheder. Det dystre nummer »Skådespillet« opfører her sit helt eget tiltrængte, elektroniske drama.

Men Couesnon falder måske lidt i staver over sit egne maleriske lydlandskab. At lytte til albummet er som at vente på, at det skal størkne som mudderet og leret langs floden. Men Couesnon formår også i modsætning til meget andet ambientmusik at skabe en vis overskuelighed i sine støjflader. Levander viser vej gennem sin musik med en geografisk nøjagtighed, hvor alle sus og brus nøje registreres. Ensartetheden bliver påtrængende frem for blot et udflydende skel mellem skrænterne, floden og horisonten.

Erik Levander: ’Couesnon’. Katuktu Collective

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu