Black Panther skyder afrikansk kultur ind i blockbuster-himlen – men skuffer

Ok, lad os starte med at se på det smukke ved Black Panther. Det, at den så jublende stolt dyrker sine afrikanske traditioner og sin afrofuturisme. Det sprutter fra hver en revne i filmen, at Afrikas tid i blockbuster-himlen er kommet.

Black Panther er gennemvædet og domineret af kultur og historie fra kontinentet, især den sydlige del. Hovedpersonen T’Challa alias Black Panther (Chadwick Boseman) er ikke en afroamerikansk, men en afrikansk superhelt.

Og da han i en drøm møder sin far T’Chaka (John Kani), så taler de det sydafrikanske stammesprog xhosa – der udmærker sig ved tungeklikkende lyde – mens hovedpersonerne i resten af filmen taler engelsk med tydelig sydlig afrikansk accent, som det f.eks. kan høres i Sydafrika.

Arkitekturen mixer gerne lerklinede hytter og skyskraberæstetik. Og de sydafrikanske traditionelle farverige mønstre – som modehuset Louis Vuitton i sommers under stor kritik kopierede nogle af, nærmere bestemt fra Basotho-stammen – gør filmen til en kostumefest af kulørt variation i en ellers allerede flamboyant superdragtgenre.

Raseri over udglattet hår

Der er klokkeklare afvisninger af afrikansk overgivelse til vestlig kultur. F.eks. i den kongelige, kvindelige krigers afsky under en undercoveroperation, hvor hun raser over at skulle bære en paryk med glattet hår. »It’s a disgrace!«

At få sit krusede hår glattet har længe været et stridspunkt i afroamerikansk kultur – noget, som Beyoncé f.eks. er blevet kritiseret for. Og Black Panther selv siger nej tak til en blingagtig udgave af sin superheltedragt i filmen.

Kvinderne har også centrale positioner i filmen. De er topseje krigere og videnskabsfolk, og med Shuri (Letitia Wright) har vi endda fået os et sort kvindeligt svar på James Bonds Q.

Og måske vigtigst: Vi ser verden fra det fiktive, afrikanske kongerige Wakandas perspektiv. Det er her, filmen primært foregår, og det er deres interne politiske kampe – og krig – om værdier, som er i fokus. Ja, med stor mistro ytrer de ordet »americans« om deres racefæller fra USA, som om de er blevet forurenet på den anden side af Atlanterhavet. Det er afrocentrisk, og det skal mange sikkert vænne sig til. Men det er sgu da kun sundt.

Det er en populærkulturel megabegivenhed, at en film fyldt med sorte skuespillere og hovedlocation i Afrika er kørt i stilling til at blive vinterens superhelte-blockbuster.

Gode vibes fra en meteor

Black Panther ankom som tegneseriefigur i Marvel-universet i 1966, skabt af de visionære herrer Jack Kirby og Stan Lee, og Black Panther anno 2018 opdaterer mytologien med klare referencer til nutiden. Der skal ikke bygges barrierer, men broer, siger T’Challa.

Black Panther-dragten og titlen som konge af Wakanda har T’Challa overtaget fra faderen, efter at han blevet myrdet ved et bombeangreb i FN. Udadtil er Wakanda en teknologisk tilbagestående nation, men bag et camouflageskjold gemmer sig en überteknologisk og fredselskende nation, der baserer deres rigdom og videnskabelige kvantespring på de gode vibes fra det unikke grundstof vibranium, ankommet via meteor.

T’Challa ønsker at bevare status qou og fortsætte nationens isolationisme, ikkeinterventionspolitik, pacifisme – og hemmeligheder. Hvilket kan ses som selvoptaget og ansvarsløst over for de milliarder af undertrykte racefæller verden over. Som det formuleres i filmen.

Snart hjemsøger (helt klassisk) den afdøde faders synder Wakanda, og det sker i skikkelse af den store kriger Killmonger (spillet af Michael B. Jordan, der var knægten Wallace i tv-serien The Wire). Han er af Wakanda-slægt, men opvokset i USA, hvor racismen har radikaliseret ham. Og han har intet til overs for den verdensfjerne og fredelige måde, hans fødeland drives på. Og så har vi balladen.

En undervældende film

Man bliver nødt til at skelne mellem kultur og det enkelte værk, når man skal anmelde. Et værk, der er godt for en kultur, er ikke ensbetydende med, at værket også er godt i sin egen ret. Og det gælder i dén grad Black Panther.

Det er en race- og historiebevidst genopfindelse af superheltegenren, men det er en undervældende film efter andre kvalitetsparametre. Replikkerne er stivbenede, filmen savner gudhjælpemig tempo, og scenerne er ofte overfortalt til op over begge ører.

Actionscenerne forfalder ofte til ligegyldig computeranimation, og det står pinagtigt klart i Wakanda-sekvenserne, at det er studieoptagelser med heftig brug af – dårligt – kunstlys og green screens (som i flere af Avengers-filmene). Det forlener kongeriget med et plastikagtigt skær.

Hvide Disney tjener mest

Soundtracket nyder heldigvis – fraregnet kedsommelig klassisk orkesterfølelsesmanipulation – godt af den brillante rapstjerne Kendrick Lamars kuratering, der har kastet nogle fremragende nyproducerede numre af sig, hvilket især i actionscenerne skaber et groovy tempo. Men i filmen dukker der også anden musik op, der betoner det afrocentriske, såsom Babes Wodumos 2016-hit »Wololo«, et house-nummer af den sydafrikanske variant, gqom.

Black Panther er af flere medier allerede blevet kaldt en game-changer, primært fordi den har en overvejende sort skuespillertrup, en sort superhelt i hovedrollen, en sort instruktør og sorte manuskriptforfattere. Men det er stadig hvide bagmænd i moderselskabet Disney, der kommer til at tjene langt de fleste penge på filmen.

Playstation-slagsmål for alle

I skuffende grad er Black Panther også en ærke-blockbuster i sin dyrkelse af vold som konfliktløser. Bevares, der er en o.k. diskussion om intervention/ikkeintervention i hjertet af filmen, men den drukner i vold og død. Selvfølgelig skal der slåsses i superheltefilm, men der kan være andre afslutninger på vold end død og ødelæggelse.

Man kan argumentere for, at det er en sejr, at sorte nu også får lov at kæmpe awesome Playstation-slagsmål ad libitum, men det er vel den samme form for sejr, som når kvinder lykkes i erhvervslivet på mændenes præmisser, i det gammeldags patriarkalske, sexistiske system. Ingen af delene er vel udtryk for et kulturelt skred, selvom det naturligvis er et – velkomment – indtog i kulturerne. I det her tilfælde et indtog af sorte i de hvides magtstrukturer og dumpe voldslogikker.

Nelson Mandela og Desmond Tutu nedstammer henholdsvis helt og halvt fra det sydafrikanske xhosa-folk – det er deres sprog, som Black Panther og hans afdøde far taler i førnævnte drøm. Men disse ikoners politiske lederskab og pacifistiske løsningsmodeller er hurtigt fraværende fra Black Panthers mulighedsspektrum. Og tilbage er bare det sædvanlige Hollywood-rabalder. Nu i – herligt – anderledes farver og mønstre.

’Black Panther’ – Instruktion: Ryan Coogler. Manuskript: Ryan Coogler og Joe Robert Cole. Amerikansk (Biografer landet over)