Læsetid: 2 min.

Jeg har det ikke dårligt, men mit ansigt er ved at gå i opløsning

Det er ikke sproget eller det potentielt grænseoverskridende, som gør Nikolaj Tange Langes debutroman interessant, men fremstillingen af de mange typer af forhold, der kan være mellem mennesker i et lille miljø
Dagene glider sømløst over i hinanden i ’Livet er en fest og så dør man’, og romanen er på samme måde en rolig og sitrende bevægelse frem; det bliver aldrig rigtig intenst, men det stopper heller aldrig op

Dagene glider sømløst over i hinanden i ’Livet er en fest og så dør man’, og romanen er på samme måde en rolig og sitrende bevægelse frem; det bliver aldrig rigtig intenst, men det stopper heller aldrig op

Florian Hetz

3. februar 2018

Nikolaj Tange Langes debutroman er en småsnakkende og alligevel medrivende fortælling fra Berlins technoklubber under et par ugers hedebølge i sommeren 2013. Om den 29-årige Nikolaj, som drømmer om at skrive en kærlighedsroman, den tidligere drag-artist Joe, som er dealer, og Leah, en succesfuld DJ og aspirerende musiker fra New York. Og ikke mindst om Klaus, som mirakuløst overlevede sin hiv-diagnose i 1980’erne, og som siden har isoleret sig i sit playroom, hvor han inviterer mænd fra internettet ind til »fist and spank«.

Der er en døsig stemning i Livet er en fest og så dør man, selvom de svedende kroppe pumper vildt på dansegulvet, og en strøm af stoffer løber gennem årerne på fortællingens personer. Det er varmen, som får dem til at søge mod skyggen, når de daser og kysser på slidte madrasser i klubbernes baggårde, eller nedturen, når Nikolaj vågner op alene og tør i halsen.

Dagene glider sømløst over i hinanden: Han går ud om torsdagen og kommer hjem lørdag morgen, vågner op søndag aften og går ud igen, og romanen er på samme måde en rolig og sitrende bevægelse frem; det bliver aldrig rigtig intenst, men det stopper heller aldrig op.

Der er noget uldent og samtidig hektisk ved beskrivelserne, måske lidt ligesom Nikolaj har det, når han har taget MDMA, ecstasy, ketamin og så videre og festet i 18 timer: »Han har det ikke dårligt. Men det føles som om hans ansigt langsomt er ved at gå i opløsning.« Man fornemmer hurtigt på romanens opbygning, og på titlen selvfølgelig, at tragedien venter lige om hjørnet.

Nikolaj Tange Lange: Livet er en fest og så dør man

Ømhed

Det overraskende og fine ved Tange Langes roman er, at der i det grænseoverskridende og hårde, som udgør Nikolajs verden, også findes en ømhed. Måske fordi sproget og den alvidende fortæller, som orkestrerer romanens parallelle historier, er så afvæbnende.

Livet er en fest og så dør man skildrer de mange typer af forhold, der kan være mellem mennesker i et lille miljø: Der er dem, man egentlig ikke kender, men som man alligevel af en eller anden grund holder af, og dem, man ser hele tiden, men som man i virkeligheden ikke ved noget om.

Hver af personerne i romanen har sin egen ofte hårde historie, og mange har brudt med det, de kommer fra. Bag det energiske ydre lever de med hver deres sorg, men romanen er også opløftende, rørende i beskrivelserne af sommerforelskelser og solide, pålidelige venskaber.

Jeg ville ønske, at Livet er en fest og så dør man var skarpere skåret. Der er lidt for meget small talk og dialoger på tysk og engelsk i løbet af romanens 200 sider, lidt for mange gentagelser og forklaringer af situationer, som læseren allerede har fået med sig.

Rammen, som starter med, at Nikolaj er frustreret over ikke at få skrevet noget, og slutter med, at han begynder at skrive en roman, der – som han forklarer – bygger på ting, han selv har oplevet, men som ikke af den grund er selvbiografisk, virker som en unødvendig iscenesættelse af værket.

Nikolaj Tange Lange: ’Livet er en fest og så dør man’, Gladiator, 213 sider, 180 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Kender miljøet fra sidelinjen. Folk der lader sig skamfere af tatoveringer og hænger sig selv i kroge og bliver nødt til at tage mængder af diverse smertestillende stoffer og folk med et utal af "venner".
De vil så gerne anerkendes, men jeg kan ikke anerkende kravet om respekt.
Jeg ser det akkurat, som alt andet magtesløshed og mangel på selv indsigt.
En alkoholiker, stofmisbruger og andre afhængigheds sygdomme skal indse at de er på fejlkurs, men denne gruppe vil have respekt alene p.g.a. en selv udnævnt mere eksotisk livsform.