Fredag eftermiddag besøger jeg Les Gens Heureux’ How to start an Apartment in your Gallery i Store Strandstræde 19. I opgangen med det fede grønne velourtæppe tænker jeg på, om der ikke bag mindst et par af de solide døre findes lejligheder bugnende af kunst, passende anrettet mellem hæve-sænkeborde og Wegnerstole?
Kunstens mange funktioner – firmaidentitet, hjemlig identitet – og den tanke, at udstillingen, jeg nu skal se, har endeløse kloner under sig i opgangen, er en fin undertekst, da jeg når op til galleriet i den stilede lejlighed på 5. sal. Konceptet bag How to start an Apartment in your Gallery, der er kurateret af den hyperaktive kunstner, skribent og kurator Mikkel Carl, er en ironisk kommentar til den umulige økonomi i at drive galleri, fare rundt på kunstmesser og aldrig være hjemme, derfor: Lad os flytte ind i galleriet!
Samtlige værker – og dem er der rigtig mange gode af – leger med det hjemlige: designobjekt, møbel, tøj, gadget og køkkenudstyr, og jeg bevæger mig med lethed gennem lejlighedens smukke rum, fra gang og stue ud i det åbne køkken, forbi Søren Aagaards saltkasser/levn fra østersservering og om hjørnet til Peter Shires Oscar Schlemmerske kæmpelænestol. På gulvene står Karl Monies skønt klumpede glaserede keramikvaser – reb snor sig gennem de skæve hanke, jeg synes bedst om dem, der ikke har en løkke med, netop dén virker forceret i sin dunkle reference.
Hengivelse til formen
Sport skal jeg også dyrke derhjemme, derfor Lea Gulditte Hestelunds marmorplade med sandsæk, fra loftet hængende bold, vel for yndefuld at bokse til? Jacob Borges er helt deadpan med at udstille to par sko, det ene par spritnye, det andet har han haft på til ferniseringer i et år, dén humor sluger jeg lige akkurat, men nogle værker bliver for enstrengede: F.eks. Mikkel Carls collager, der firseragtigt dekonstruerer udsagn og motiv i eksisterende reklamebilleder uden at udfordre genren – udstillingskonceptets ironi vokser allerede rigeligt, når man ser salgspriserne – eller Pernille Kapper Williams serie af makeupspejlformede lærreder smurt med Shiseidoprodukter.
Derimod giver Kirsten Justesens Portrait in Archive with Collection perfekt mening i den smalle gang. Justesen er klinet ind på en reolhylde under en parade af (u)heroiske figurer og over en seddel med ordlyden »små gamle skitse stumper sokkel stykker«, så meget fortid og fremtid i dét værk, så mange spørgsmål til krop, job og hjem. Rundt omkring Pedro Wirz’ brunrøde kæmpeæg og bikubeagtige udvækst i latex og stof: De tvetydige skønheder, plantet i holdere i væggene, kiler sig præcist ind mellem kategorierne hjemlighed og kunstmarked. Og netop dette virker: How to start an Apartment in your Gallery er en fest i kraft af sin store variation, kedeligst, når lækkerheden bliver fortænkt, bedst, når der er en hengivelse til formen, og værkerne vakler mellem hjemligt særpræg og offentlig dekadence.
Kirsten Justesens ’Portrait in Archive with Collection’ giver perfekt mening i den smalle gang i udstillingen ’How to Start and Apartment in Your Gallery’.
At ville alt
I mørket tager jeg til Overgaden på Christianshavn, hvor der er fernisering på Johan Rosenmunthes Hidden in Plain Sight. Rosenmunthe er fotografuddannet og har i flere år arbejdet konceptuelt med bl.a. foto og installation. Hidden in Plain Sight består af tre rum, der umiddelbart virker som hvert sit kredsløb.
Det tager tid, før jeg opdager, at den røde tråd er de objekter, vi omgiver os med, og deres – for os pansrede menneskevæsner – usynlige vibrationer af fortidige fortællinger. Spørgsmål om, hvordan vi kommunikerer med det ikkemenneskelige har længe været kulturelt buzz, og der kommer hele tiden nye vinkler på det (start med Jane Bennets alt-er-måske-levende Vibrant Matter, Timothy Mortons Hyperobjects, hvor global opvarming er objektet selv, og Reza Negerastanis scifi-flippede, oliespekulerende Cyclonopedia).
Jeg har respekt for, at Rosenmunthe oprigtigt dykker ned i de vilde tanker om tid og materialitet, men Hidden in Plain Sight vil ALT og kæmper med at give de abstrakte idéer æstetisk form i enkeltværker og i forløb.
I det første rum er prints af scannede hverdagsobjekter plantet akavet i marginen af et landskab af kridtstøv. Kridtlandskabet virker mest som en slap reference til idéen om geologisk tid, jordens levetid målt ud fra geologiske lag. Printene giver bedre mening. Her ligner kabler og koste alt fra slangeagtige organiske former til proteinkæder i en leg med biomedicinsk stock photo-æstetik.
Midtergalleriet gennemskæres af en hvid mur, og her er jeg mere begejstret: Rosenmunthe har støbt hverdagsting som en bog, en høvl, cykelslanger og en diasholder ind i plastic og derpå skåret plasticen i skiver til en serie steak-lignende lyserøde dimser, der alle er fastgjort dejligt klodset til muren i polystyrenagtig skummasse. Kødskiverne er Mathew Barneyske miniaturer. Der er noget ciseleret og grimskønt personligt over tingen som et arkæologisk fossil stivnet og forvandlet i plasticens mose. Jo mere teknisk særpræget og materialemæssigt præcis (og derved weird), Rosenmunthe bliver, desto mere virker det, som om der er noget på spil for ham.
I det sidste gallerirum svømmer bl.a. tandbørster, mannequinben og forskellige maskinobjekter i farvet væske i store bagbelyste glasmontrer som fostre i formalin, man kan drikke væsken fra slanger og derved indtage objektets hukommelse/dna/aura. Dét set-up er for bogstaveligt for mig, idéen har taget over, og tingene (undtagen cd’erne!) for forudsigelige; bedst er Rosenmunthe altså, når han teknisk nørdet sammensplejser det organiske og uorganiske til klart komplekse objekter eller fotos.
Rosenmunthe har støbt hverdagsting ind i plastic og derpå skåret plasticen til steak-lignende lyserøde dimser i ’Hidden in Plain Sight’.
En bagvendt retrospektiv
Nu er det sent, jeg når Galleri Christian Andersen i Nordvest, der er mennesker og mad i køkkenet, og jeg ender med at tilbringe flere timer i Lasse Schmidt Hansens udstilling Other Activities. Det nævner jeg, fordi det har påvirket min indlevelse i værket. Lasse Schmidt Hansen arbejder konceptuelt på en måde, hvor konteksten – hvad jeg oplever umiddelbart inden f.eks. – er med til at forme min oplevelse.
Måske fordi jeg kommer fra Overgadens fyldte rum (og også er forbi Wallners generiske Graham/Pettibon-show) er det saliggørende at træde ind i Other Activities, hvor jeg mærker, at jeg undrer mig igen. Den amerikanske kunstner Michael Ashers blik for usynlige strukturer og interesse i, hvordan vi bliver opmærksomme på dem, runger straks i min hjerne: I 1974 udstillede Asher i Claire Copley Gallery i LA. Hans værk bestod i at fjerne den væg, der beskyttede kontoret fra publikums blikke. På den måde signalerede Asher, at galleriets business-aktiviteter i sig selv var værd at opleve, og værket bestod i at pege på arbejdsforhold, økonomi og andre processer, der altså ikke kunne ses adskilt fra kunsten.
Other Activities tackler også kunstens produktionsforhold, mindre sparsomt i materialer end Asher og anderledes humoristisk: En række objekter er placeret rundt omkring på gulvet og på lave plinte i det store gallerirum.
Alle objekter er Schmidt Hansens egne værker, der i løbet af de seneste år har været vist andre steder, og de står som readymades i den indpakning, de er blevet tilbageleveret til ham i: Plastic, bobleplast, store poser, brune kasser. Tre vægge rummer tre billedserier, bl.a. én med afskåret papir fra fotoværkers kanter, nu blafrende dumt inde i rammerne. De to plinte er genskabninger af identiske plinte fra en udstilling i Kunsthalle Wien, Schmidt Hansen deltog i.
De genskabte elementer matcher ikke helt originalen, og jeg kan virkelig godt lide dén leg med erindring og genbrug af materialer. Det ubestemmelige recirkulerede, det evindelige arbejde, punkteringen af alt højstemt og det normcoristiske fjolleri (Other Activities er gennemført normcore) i gentagelsen et arkitektonisk element, der kan blive til hvad som helst i et rum.
På en måde er udstillingen en bagvendt retrospektiv eller dokumentation af hele kunstnerens praksis. Men samtidig er den også bare en samling af ting: Store plasticposer, Molton-stof og ikke mindst IKEAs Billy-reol, skilt i dele (hvem er ikke blevet reddet af Billy-reolen/har kæmpet med at komme af med den evindelige Billy-reol, åh Billy!) og jeg overhører tilfældigt en historie om, hvordan en Billy, der var samlet til en udstilling, blev skilt ad og sendt hjem til Schmidt Hansen – omsorgsfuldt indpakket, så selv de små søm, der holdt den fast i væggen, nu ligger dér, plasticomviklede. Åh, for vi ved jo alle, at Billy kun kan samles én gang!
Efter to timer i galleriet er jeg begejstret for Other Activities, som udfordrer mine forventninger til, hvad et værk kan være og hvad det skal, blot kunne jeg ønske mig, at alle fik adgang til anekdoterne, der følger tingene.
How to start an apartment in your gallery, 20 januar – 23 februar 2018.
Les Gens Heureux, Store Strandstræde 19, 5, 1255 København.
Johan Rosenmunthe: Hidden in Plain Sight, 27 januar – 18 marts.
Overgaden, Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København K
Lasse Schmidt Hansen: Other Activities, 26 januar – 9 marts.
Christian Andersen, Bispevej 29, 2400 Copenhagen NV
