Læsetid: 2 min.

Der var engang en dreng, som gerne ville have en far

Børnebogsfiguren Vitello har fået sin egen film, der nok skal få sit unge publikum til både at grine og gyse
Nytilflyttede Kamma er lidt af en mundfuld for syvårige Vitello i Dorte Bengtsons animerede ’Vitello’. Foto: Angel Films

Nytilflyttede Kamma er lidt af en mundfuld for syvårige Vitello i Dorte Bengtsons animerede ’Vitello’. Foto: Angel Films

2. februar 2018

»Han var en sjuft.«

Det er alt, hvad Vitellos mor har at sige om hans far, og det frustrerer den syvårige dreng, som drømmer om at have en far ligesom alle de andre drenge i kvarteret. Det er sommerferie, og når han ikke laver gale streger – enten på egen hånd eller sammen med vennerne, William og tvillingerne Max og Hasse – og prøver at finde på nye, vilde lege, så tænker Vitello på, hvordan hans far mon ser ud, og hvordan han mon er.

Derfor er han heller ikke meget for, at moren begynder at flirte med Gregers, der bor i nærheden, men lidt fascineret bliver drengen alligevel, da han møder den jævnaldrende tilflytter, Kamma, som er noget mere fremmelig end Vitello. Snart er de to kærester – hun må dog love ikke at sige noget til de andre drenge.

Dorte Bengtsons animerede Vitello, der er baseret på forfatteren Kim Fupz Aakeson, som også har skrevet med på filmens manuskript, og tegneren Niels Bo Bojesens populære børnebøger, er en sød og ganske charmerende lille affære. Vitello med det mørke, viltre hår og de markante øjenbryn – et resultat af morens affære med en italiensk mand – er en energisk gut, der tager teten, når han er sammen med vennerne, og de ser på ham og hans mange påfund med lige dele beundring og skræk.

Vitellos rejse

Der sker ikke meget i filmen, hvis omdrejningspunkt er hovedpersonens længsel og søgen efter en faderfigur – han lader på et tidspunkt, som om en tunghør pølsemand er hans far – og så ellers sommerferiens stille og rolige dagligdag, hvor både kedsomhed og eventyr lurer lige om hjørnet.

Indimellem går det måske lidt langsomt i Vitello, der ligesom forlægget består af en række vignetter. Filmen har også bevaret bøgernes meget enkle, næsten spartanske udtryk, tilmed på lydsiden. Men det hjælper, at Vitellos kontante, utålmodige mor (stemme af Sidse Babett Knudsen) er et underholdende bekendtskab, der bestemt elsker sin frække, fantasifulde søn, men som ofte synes mere interesseret i sin telefon og spaghetti med riveost. Og da Kamma dukker op i kvarteret, får filmen ny energi. Hun kommer fra Jylland og er klog og ligefrem på en måde, som tydeligvis overrumpler Vitello.

Jeg har ikke læst bøgerne om Vitello, men mon ikke et ungt fem-syvårigt publikum, der har, vil more sig over at se drengen vakt til live og gyse og grine over de ulykker, han laver – da Vitello og vennen William leger spejdere og vil hjælpe andre, går det ganske galt – mens de lever sig med i hans længsel og følelsesmæssige rejse.

’Vitello’. Instruktion: Dorte Bengtson. Manuskript: Kim Fupz Aakeson og Dorte Bengtson. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer