Læsetid: 2 min.

Fæl Faust

Et spændende ungt holds nyfortolkning af Goethes klassiker om Faust, der sælger sin sjæl til Fanden, er visuelt appellerende, men desværre også totalt løs og komplet mystificerende
9. februar 2018

Det er et spændende hold, som kommer med deres bud på en opdatering af Goethes dramatiske hovedværk Faust fra 1808 på Mungo Park: Det tæller bl.a. den unge svenske instruktør Henrik Grimbäck, der sidste sæson opsatte sine egne versioner af alle Det Kongelige Teaters forestillinger på Teater Momentum, et tekstteam bestående af bl.a. altid egensindige Line Mørkeby samt scenograf Julian Toldam Juhlin, der sidste år udstillede sig selv i et glasbur i sin egenskab af jomfru.

Men buddet skuffer. Deres nye Faust er visuelt appellerende, men desværre også totalt løs og komplet mystificerende.

Henrik Prips kloge, men ikke for kløgtige Faust ved alt i en »verden, der ikke vil have viden«, men »mavefornemmelser og følelser«. Til alt held og uheld byder Martin Geertz’ smarte Mefistofeles sig til med en kontrakt, der til gengæld for Fausts sjæl kan give ham det »liv« og »hjerters fællesskab«, han længes efter.

Enter Line Bie Rosenstjernes delikate Gretchen, som Faust forelsker sig i, men under Mefistofeles’ og Marianne Mortensens helt udkogte hjælperheks’ Marthes’ indflydelse også korrumperer med sin kødelige lyst.

Gretchen ender med først at myrde sin (nogle gange?) blinde bror Valentin, der i Carl Christian Riestras skikkelse også synger og spiller i stykket og selv ud af det blå korrumperes til kvindehader. Så myrder hun sit ufødte barn (som hun, med en papirkurv over hovedet, bærer i form af en kontorlampe fastgjort med cellofan til hendes bare mave) og så sig selv.

Akavet lange stilheder

Julian Toldam Juhlins skulpturelle helhvide scenografi anbringer vor tids Faust i et både tidstypisk og tilkalket kontor, komplet med hævesænkebord, ergonomisk knæskammel og flere hyldemeter ringbind, som Mefistofeles del for del splitter ad, og den er både spektakulær, sjov og skarp. Ligesom Katrine Tuborghs topløse Pjerrot-kostumer, og Jacob H.S. Rasmussens lysdesign, der farver det farveløse, når Mefistofeles besøger kontoret, er.

Det er direkte dejligt, at replikkerne er på rim, men stilhederne mellem dem er akavet lange, og begivenhedernes gang er uhensigtsmæssigt omstændelig. Den måske/måske ikke moralske pointe med, hvorfor fortolkningen er så fælt optaget af hor, humbug og trælst passive kvinderoller, fangede jeg ikke.

Det kunne sikkert være spændende at bruge Faust til at gentænke det forhold mellem viden og følelser, sandhed og løgn, tro og tvivl, som netop nu er så stort et tema »her midt i menneskeheden«, som Riestra poetisk og forventningsskabende indleder. Men det kræver ganske enkelt en skarpere analyse af, hvad det nøjagtig er for en konflikt, Faust handler og kan handle om i dag.

’Faust’. Mungo Park, Allerød. Co-produceret af Alias Teaterproduktion. Instruktør: Henrik Grimbäck. Tekst: Goethe bearbejdet af Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen. Scenograf: Julian Toldam Juhlin. Komponister: Carl Christian Riestra og Carl Erik Riestra. Rekvisitør: Katrine Tuborgh. Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen. Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen. Til 16. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu