Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Fifty Shades of Grey’ – et stockholmsyndrom i tre akter eller En Frygtelig Kvindes sejrsmarch?

Informations Mikka Tecza er ’Fifty Shades of Grey’-filmtrilogiens førstehader. Hun kalder den et sexistisk stockholmsyndrom i tre akter. Kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde insisterer derimod på, at hele baduljen udspiller en kvindelig fantasi om at knække patriarkatet og domesticere manden. Nu har de sammen set sidste film i trilogien, ’Fifty Shades – Fri’
Dyrker sidste film i ’Fifty Shades of Grey’-trilogien stereotyp kvindeundertrykkelse eller kvindelig fantasi?

Dyrker sidste film i ’Fifty Shades of Grey’-trilogien stereotyp kvindeundertrykkelse eller kvindelig fantasi?

Ritzau Scanpix

Kultur
9. februar 2018

Katrine: Nå, Mikka. Så måtte det ende. Den unge, kønne, Jane Austen-læsende jomfru Anastasia Steel (Dakota Johnson) væltede nuttet-kluntet ind på den unge, flotte og pisserige Christian Greys (Jamie Dornans) Trump-værdige kontor i Seattle, blev forført på trods af og på grund af alle hans penge og mavemuskler og tricks med rebknob, blev hængende på trods af og på grund af hans hang til røde BDSM-rum og tavshedsklausuler, smuttede, da han smækkede hende for hårdt i numsen (der endte første film), kom tilbage i to’eren, da han tiggede ekstrahårdt og måtte droppe deres sexkontrakt. 

Så blev hun på bedste Weinstein-manér overfaldet af sin fæle chef med det litterære efternavn, Jack Hyde (Eric Johnson), på det forlag, Christian (halvt) imod Anastasias vilje havde opkøbt, og så fik hun Christian til at åbne sig om sin hårde barndom, til at vende sin pædofile dominatrice af en moderfigur ryggen og slutteligt til at fri til Anastasia.

Og i trilogiens lange finale, Fifty Shades Fri – PLOTSPOILER, JER DERUDE! – må de så stå lidt chikane igennem fra selvsamme fæle, nu meget rødøjede og ubarberede ekschef Hyde, før den kønslige magtbalance udlignes, og Greys barndomstraumeforskyldte sadisme og berøringsangst er udraderet, sådan at de to kan få børn og flytte i autentisk hus langt fra de stålhøje forretningstårne.

Du har totalsmadret de første film i et viralt kæmpehit på denfri.dk (bl.a. med referatet: »kvinder ved som bekendt aldrig, hvad de selv har lyst til, så Christian fik hurtigt manøvret sig ind på hende  via en serie halvpsykopatiske optrin, kulminerende i kun lettere overgrebsagtig og overmådeligt velkoreograferet førstegangssex) og anden film her i avisen (hvis begyndelse, du skriver, er  »som revet ud af en kampagnevideo mod voldelige forhold«). Der findes intet betryggende safe word i din dom over trilogien. Men hvad synes du egentlig helt overordnet, at den handler om?

Mikka: Nu skriver du, at Anastasia blev ’forført’, og hvis vi slår op i ordbogen, så betyder forføre at »tiltrække nogen ved hjælp af charme og personlighed, smukt udseende, påklædning, løfter el.lign. så vedkommende indvilliger i at indlede et (seksuelt) kærlighedsforhold«. Her står ingenting om overvågning af mobiltelefon, indbrud i lejlighed eller kidnapping fra natklubber, som alle er øvelser, der indgår i Christians indledende kurtisering af Anastasia, og som i virkelighedens verden ville give øjeblikkelig adgang til en statsstøttet krisepsykolog. Med de briller er Fifty Shades of Grey-historien om et stockholmsyndrom i tre akter.

Men tager jeg virkelighedens briller af, så synes jeg først og fremmest, at trilogien handler om elskov. Den romantiske og den mere kødelige. Fortællingen gør jo brug af den klassiske romances elementer: En uskyldig, blåøjet kvinde, der med magt oplæres i erotikkens kundskaber af en handlekraftig, såret mand, som hun til gengæld frelser med sin kærlighed. På den måde er den ret traditionel. Hvad synes du, den handler om?

Katrine: Ja, det er netop en klassisk romance om en kvinde, der lader sig underkaste lige akkurat nok til at pacificere manden, så hun kan domesticere ham. Det er en yndig udgave af en pervers – her kvindelig – fantasi om at få alle behov tilfredsstillet under total kontrol: Manden skal kurtisere kvinden, redde hende fra farer, tilbyde hende al jordisk gods, uden at hun mister værdigheden, krænge sin sjæl ud for hende, overskride sine grænser for hende, tøjle sine dæmoner og sit mørke begær for hende, fri til hende, lave børn med hende, forkaste sin perverse moderfigur for at lade sig underkaste af en ny – hende.

At hævde, som mange gør, at filmen dyrker stereotyp kvindeundertrykkelse er forkert. Hele den lumre kvindelige dagdrøm, der udspiller sig over de tre film, handler om at få sin vilje.

Og på en måde handler den vel faktisk ikke om elskov eller sex – særligt ikke i filmatiseringerne.

Under den tamme toer, Fifty Shades – I mørket, tænkte jeg igen og igen »åh nej, ikke igen, nu skal de ha’ sex«. For den sex er simpelthen så kedelig. Men egentligt er den heller ikke sagen. Elskoven er små løbende statusopdateringer på, hvor langt Anastasia er nået med at få sin vilje. Når de ligger der og smækker lidt og laver ind-og-ud på Christians gamle barndomsværelse under moderens maskebal, er det Anastasia, der erobrer hans intimsfære.

Og på en måde er Dakota Johnsons latterligt kitchede overspil en genistreg: Det føles, som om at kontrakten mellem hende og os, der ser filmen, er, at når hun bliver åh så bange, åh så skræmt over dystre Christian Grey, så er det en leg, hun og vi leger, for det hele er hele tiden udført under kvindens strenge, perverse kontrol. Han kan spille lige så magtsyg, han vil, det hele er små hyggeproblemer, der baner vej mod målet: ring på fingeren, et barn i haven og en ny på vej inde i maven.

Mikka: Jeg er enig, og dog voldsomt uenig i din diagnose. Underkastelsen i den tamme to’er bliver næppe mere udsøgt eksemplificeret end i de scener, hvor Christian ligger med hovedet begravet mellem Anastasias ben – på bekostning af den nihalede kat, der får lov at samle støv i legerummet. Oscar Wilde sagde det: Alt handler om sex, bortset fra sex, der handler om magt.

Men, men, men. Det, som du kalder en fantasi om mandens underkastelse, kan man også kalde for reproduktion af forestillingen om, at en skidt mand kan frelses af en god kvindes kærlighed. Det er ikke subversivt: Det er en oldgammel fantasi om, at netop jeg er den kvinde, der er ren nok, god nok og civiliseret nok til at omvende bæstet. Skønheden og udyret i lak og læder. Danny og Sandy med pisk og kæder. Det er da om noget stereotypt.

Anastasias store projekt i trilogien er at lære sin trædreng at blive et rigtigt menneske – få sin vilje, som du kalder det. Og disse små kampe ender hun oftere og oftere med at vinde. Men hun vinder dem altid på hans præmisser. Det er en sejr, at hun i Fifty Shades – Fri får lov at køre sin mands bil, efter at hun har sat sig i respekt over for den kvindelige arkitekt, der skal renovere det hus, han har købt. Og når hun gør oprør mod hans kontrolregime, så ender hun bogstaveligt talt med en kniv mod struben. Ja, hun får sin vilje, når hun spiller hans spil bedre end ham. Men spillets regler forbliver de samme.

Vi kommer altså ikke uden om det grundlæggende problem i fortællingen, at den tager et forhold bygget på tvang, manipulation og grænseoverskridelse og kalder det BDSM. På den måde bliver det svært at kritisere uden at virke bornert – hvem vil være anti-kinky? Men i BDSM er det den underkastede, der har magten – fordi hun eller han vælger at underkaste sig. Dér kommer Anastasia først til, efter hun er blevet tvunget og manipuleret til underkastelse gennem hele første film.

Katrine: Men men men igen: Fra første side af første bog og fra første scene i første film er Fifty Shades jo kvindens fantasi.

Det helt syret perverse ved den fantasi er jo, at Christian i to’eren indrømmer, at det, han tænder på, når han voldsmækker Anastasia, er at straffe sin døde mor. Det er ikke BDSM, siger han, det er sadisme. Det lykkes hende dernæst at tvinge sadisten ud af Grey, at få kontrol over hans motivation for at smække, så det ender med at blive hyggelig BDSM.

Mikka: Anastasias masochistiske vækkelse og Christians sadistiske stækkelse er klart det mest interessante i trilogien – og vel egentlig dens hjerte. Anastasia går fra blåøjet og stakåndet jomfru til selvsikkert at kunne navigere og tage initiativ i hendes og Christians seksuelle univers – bemærk hvordan to’erens overdrevne fisseslikkeri bliver til gensidig oralsex i tre’eren – og frem for alt sætte grænser, når hendes ægtemand atter engang forveksler vold med kærlighed.

Han er dominant og hun er submissiv, men hun dominerer ham alligevel. Hun »topper from the bottom«, som Christian beskriver det. Så Anastasia får sin vilje. Som en god borgerfrue i år 1900, der ikke behøvede stemmeret, fordi manden alligevel stemte det, hun syntes, han skulle stemme.

P.S. Var det en 20 cm lang buttplug, vi fik et glimt af?

Katrine: I Fifty Shades-fantasiens logik kunne man faktisk godt sige, at kvinden ikke har brug for stemmeret, fordi hun ender med fuldt ud at kontrollere, hvad manden skal mene og gøre. Så kan hun ligge derhjemme og spise chokolader på valgdagen og lade ham traske gennem det kolde mudder ned til stemmeboksen og stemme på Kvindepartiet, der arbejder for, at manden skal tjene og dele uanede likvider, men altid have tid til at hente hende fra arbejde eller stå klar i jeans og bar overkrop derhjemme.

Og yes det var en buttplug. Jeg husker fire styks. Men endnu mere end sexlegetøjet husker jeg  filmens transportporno: Christian og Ana i helikopter, i svævefly, i privatfly, i meget dyr Audi, der gør hende så glad, at hun giver ham et blowjob. Jo mere magt, hun får over ham, jo nemmere får hun også ved at overtage hans rigdom.

Mikka: I det hele taget er filmen en opvisning i, hvor dejligt det er at være rig. Jeg vil også have en mand, der kan købe den virksomhed, jeg arbejder i, og bagefter fortælle mig, at jeg naturligvis kun har fået min mellemlederstilling, fordi jeg er dygtig. Så kan jeg fortælle ham, at han ikke skal skamme sig over sine privilegier, thi han arbejder hårdt for at få pengene til at yngle (det står mig stadig ikke lysende klart, hvad Christians arbejde egentlig går ud på, udover at tale meget i telefon med rynkede bryn).

I Fifty Shades of Greys overklassefantasi er det aldrig de andre rige, der er skurkene. Det er de underprivilegerede, som føler sig overset, snydt eller forfordelt. Men mon ikke skurken havde været et dårligt menneske, uanset hvilke privilegier han havde fået, som Anastasia siger beroligende til Christian. Åbenbart er rigdom noget, man udvælges til: Christian bliver adopteret ind i en rig familie, og Anastasia adopteres af en rig mand. Se, det er et rigtigt eventyr.

Katrine: Amen. Og ok, lad os opsummere: Fifty Shades of Grey-trilogien var kedelig sex, romantisk kitch, velstandsporno. Men for mig at se var den snarere end et stockholmsyndrom fortællingen om Christian Tafdrups En Frygtelig Kvinde – fortalt fra kvindens perspektiv. En grotesk og pervers fantasi, men ikke en, jeg har et problem med. Jeg er bare glad for, at det er slut nu.

Mikka: Der findes altså en fjerde bog – fortalt fra Christian Greys perspektiv. Jeg siger det bare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mogens Nielsen

Aah lad os overanalysere en B-film som producenten har lavet for at........ tjene penge!

Vende hver ordstilling i plottet og gerne relatere det til current events som om producenten overhovedet havde andet i hovedet end mønt og en afslutning der som altid skal ligge op til endnu en film. Man sidder på kanten af stolen og tripper. Jeg kan næsten ikke vente på 4'eren, 5'eren og ikke mindst 17'eren!

Det bedste er selvfølgelig at se folks feed på facebook bagefter. "Et mesterværk", "noget skrammel".

Mette Poulsen, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Anmelde Fifty Shades Free?
- det skulle da være til sædelighedspolitiets afdeling for tankeforbrydelser .... ;o)

René Arestrup

Tænk at poste så megen intellektuel kapacitet ind i så forsvindende lidt. Ja, ja, jeg ved godt, at trilogien tiltvvinger sig opmærksomhed alene fordi millioner af kvinder verden over har sukket og stønnet sig gennem banaliteterne. Men er det nok?

christian christensen

Jeg så nummer et forleden på TV3 - hold kæft hvor var den dårlig! Hvis det så bare var tanteporno, så opfyldte filmen i det mindste en funktion. Men det var det ikke engang. Sexscenerne var blottet for spænding og erotik. Hun kunne dybest set ikke lide at blive slået og ydmyget, og han havde dårlig samvittighed over sine lyster og syntes selv han var fucked up. Hvorfor går I så ikke en tur i Zoologisk have i stedet for lille venner? Og lader være med at spilde halvanden time af vores kostbare tid.

Lise Lotte Rahbek

Jeg så også det afsnit på Tv3. Eller.. Jeg kan huske, jeg startede på at se det, men så må der være sket etellerandet af større ibteresse, for jeg kan ikke huske at have set de kedelige sexscener eller buttpluggen for den sags skyld.
Barbara Cartland hed 70'er modstykket til denne grå-historie. Der var dog ingen buttplugs, men det var ÅH så romantaisk og der var aldrig nogen, som manglede penge og manden var altid viril og magtfuld og ville hellere have den lille grå mus, end den farverige femme fatale, som også som regel spillede op i kulissen i disse trviallitterære udgivelser.
Akke ja. I mellemtiden er jeg blevet så gammel at jeg har opdaget, at hvis jeg fortæller min partner, hvad jeg gerne vil have og hvad jeg ikke vil have, så går det helt vildt meget nemmere, end hvis jeg forsøger at trække ham rundt ved nosserne.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Morten Nissen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Jørn Andersen, Frede Jørgensen, Morten Balling og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ak ja, Lise Lotte Rahbek,

De glade dage i 1970'erne, da Danmark 'havde førertrøjen på' og 'viste vej', som et eneste land i 'den frie vestlige verden', hvor fremstilling, salg og distribution af pornografiske film og -fotomagasiner var lovlig næring. Og 'første-bølge-feministerne' på de højere danske læreanstalter kunne supplere deres sparsomme SU med timelønnen fra fritidsjobs som letpåklædte ekspeditricer og 'freelance-sexologer' i pornobutikkerne i Istedgade og på Strøget i København såvel som feriejobs i tilsvarende etablissementer i resten af kongeriget udenfor universitetsbyerne. .... ;o)

Flemming Berger, Jørn Andersen, Frede Jørgensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

@ Lise Lotte

Tak for det sidste.

Morten Balling

Da jeg var knægt og stod i kiosken med mit GRU blad og en femmer i hånden, kiggede jeg på lægeromanerne og undrede mig over, hvem der gad bruge deres femmer på dem. Så gik jeg hjem og læste om Fætter Maddike, mens jeg kiggede, med spirende interesse, på Agneta på ABBA plakaten.

Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen, Frede Jørgensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Grethe Preisler
70'erne var også der hvor man kunne finde butikker, hvor bytte af tegneserier og lægeromaner og denslags var mulig. Ellers kunne man købe de brugte blade for en billig pris. Og det gjorde vi så. Og der var et VÆLD af trivial-semierotik efter samme opskrift, men med knap så sado/maso eksplicititet, som grå-historien.

Frede Jørgensen
Ingen årsag. :-) Jeg holder meget af min partner og ser gerne, at hans nosser forbliver intakte.

Morten Balling
GRU kunne også købes i byttebiksene og de var mindst lige så underholdende som Barbara Cartlands pæn-pige-møder-velhavende-dominant-mand-til-langsom-kastration-udvalg.

Eva Schwanenflügel, Grethe Preisler, Frede Jørgensen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen
Grethe Preisler

Som den lykkelige idehaver af et abonnement på de to første årgange af det danske tegneserieblad "Anders And og Co" burde jeg ærgre mig over, at jeg ikke gemte dem til bedre tider i stedet for at forære dem væk efter læsningen til mindre heldigt stillede yngre kammerater, da de ville have været en formue værd i dag. Men det gavner jo sjældent nogen at ærgre sig over spildt mælk, "så det", som de siger nord for Klisterkanalen på Den Jyske Halvø, der er endnu landfast med resten af det store eurasiske kontinent.

Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Grethe Preisler
Åh pyt med det. Du har sikkert gjort mange aftagere af AndersAnd rigtig glade dengang. Rent nytteværdimæssigt er det jo det, det handler om. At læse de blade og bøger og se de film, som vi synes om, mens vi gør det. At samle på tegneserier uden at nænne at læse dem, er lidt.... kavt i min verden.

Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Da jeg som teenager havde kedet mig igennem 2 Barbara Cartland romaner i ugebladet Hjemmet, havde jeg fået mere end nok af de rædselsfulde heltinder. Jeg valgte de "forbudte" kvinder - I ved dem helten morer sig med i London, men heltinden værnende om sin mødom sukkende venter på, at han endeligt vender hjem og frier - i romanerne som rollemodeller - og det har jeg holdt fast ved lige siden. De meget omtalte 50 grader af grå holder jeg kun af i tekstiler eller arkitektur og boligindretning, hvor grå kan accentuere andre farver på smukkeste vis.
Der skal sgu ikke være nuancer af grå i erotik, men fuld skrue på alle farver, hvad enten man vælger rosa, dybrød eller sort.

Jørn Andersen

Røg mine første fede mens jeg læste De fantastiske fire . Sølvmanden på vej gennem universets uendelighed på sit surfbræt ; sublimt.

Eva Schwanenflügel, Jes Balle Hansen , Niels Duus Nielsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

Morten Balling,

Tænk, jeg har altid syntes at ABBA-pigerne var det mest usexede, man kunne forestille sig.

Jeg tror at man skal være republikansk Trump-tilhængerfor at mene at denne film har noget som helst med sex at gøre! Sikke en omgang opkastningsfremmede vrøvl! Godt jeg ikke har spildt min tid på de to forgående. Stakkels anmeldere. I har min dybeste sympati. Jeg vil dog sige mange tak til de kvindelige bekendte som overtalte mig til at se den. Efterfølgende fik vi enl lang snak om, hvad de godt kan lide i den retning. Meget mere interessant!

Så her har vi en seksuel fantasi skabt af kvinder, for kvinder. Mænd ser på den med forbløffelse. Og kvinder kan stadig være utilfredse og synes at fantasien er kvindeundertrykkende, at den stakkels hovedperson skal arbejde for hårdt for at få det som hun vil have det.

Bjarne Asmussen, Jens Christensen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Frank

Prøv at google "Ageneta turns her back"... ;)

Grethe Preisler

Når fanden bliver gammel går han i kloster

Det er vist ikke lige et outfit som det, Agneta Fältskog turned her back in i 1977, en pæn ældre herre har lyst til at se sin egen datter iføre sig, når hun skal til halbal med Far på Crazy Horse i Tokyo .... ;o)

Morten Balling

Historien bag billedet er ret sjov når man hører hende fortælle den i dag. Det var improviseret, og selv dengang fik mange kaffen så galt i halsen, at historien røg på forsiden af aviser Verden over. Personligt var jeg så ung at jeg syntes hun var ret "pæn", på en måde jeg ikke rigtigt forstod. :)

Når man ser Abba-pigerne kostumer, husker man, hvorfor noget ikke blev kaldt lårkort, men hulkort.
Abba-drengenes kostumer burde have været meldt til politiet for dårlig smag.
Jeg husker med gru, hvilke rædsler, de optrådte i - og drengenes støvler arrrrgh.

Morten Balling (no pun intended), nu har jeg set billedet. Måske var det i kombination med musikken. ABBA-pigerne sagde mig aldrig noget. Der var noget forceret over deres optræden, og en stor røv gør ikke en kvinde sexet.

Grethe Preisler

Frank Hansen,
Så var Agnetas bagperron da heller ikke større. Jeg ville kalde den en ganske almindelig pariser-popo for en pige i den lettere ende af forlystelsesbranchen anno 1977 med hendes højde og legemsbygning. At fotomodellen Twiggy fra Swinging London måske var dit ideal for daværende, skal Agneta vel ikke lastes for .... ;o)

Morten Balling

Grethe said it! :)