Flere forkerte følelser, tak

Signe Langtved Pallisgaards ’svære toer’, romanen Alle de liv, er en pårørende- og rejseroman.

Hovedperson og fortæller, Emilie, flyver til San Fransisco med sin bedste veninde, Solveig, som har fået konstateret uhelbredelig ALS. Solveig skal dø inden for få år, så de to barndomsveninder tager som en sidste cadeau til deres venskab på roadtrip gennem USA.

Emilie, som er forfatter, skriver om rejsen i sin notesbog, og det er denne dagbogsfortælling, man som læser præsenteres for, med sted, dato og klokkeslæt sirligt noteret og med dagbogsformens præmis om muligheden for digressioner og løgne.

Optegnelserne cirkler om, hvad der netop er sket på rejsen, om venindernes barndom og ungdom, om Solveigs sygdom, og er desuden iblandet en række korte, kursiverede flash forwards til en fiktionel fremtid for Solveig, en fremtid, hvor hun alligevel ikke var syg. Det lyder f.eks. sådan her, temmelig sentimentalt, men også ømt og velskrevet nok:

»Solveig 48 år: Du sidder på bænken foran jeres sommerhus med Villads ved din side. Aftensolen farver hans hår endnu mere gyldent, end det er i forvejen. I spiller rommy, og han drejer overkroppen hemmelighedsfuldt væk fra dig, så du ikke kan se, hvilke kort, han har på hånden.«

Villads er Solveigs søn, du’et er Solveig, romanens ubestridte hovedperson. Det viser sig nemlig hurtigt, at Emilie altid har set op til Solveig, altid har stået i skyggen af hendes skønhed, ihærdighed og varme, hendes evne til at skabe en karriere og en familie med mand og børn, mens Emilies eget liv er … gået lidt i stå? Det er svært at finde ud af, selvom man godt gad, for det er, som om der er noget, man ikke får at vide.

Forkert forelskelse 

En grundlæggende rivalisering mellem de to veninder står klar. Solveig kyssede engang Emilies udkårne, hvilket Emilie aldrig har konfronteret hende med.

Men også en forelskelse fra Emilies side antydes. Et barndomsminde fra farfarens båd: »Vores nøgne knæ hvilede op ad hinanden, og solen brændte.« Lidt efter: »På et tidspunkt blev vi så trætte at vi lagde os ned i bunden af båden. Så lå vi der med sammenviklede ben (…)«

Men meget mere foldes disse forkerte følelser desværre aldrig ud. Vi finder aldrig ud af, hvor ambivalent det eventuelt kunne være at se sit tidligere idol/rival/kærlighedsobjekt blive dødsens syg. I stedet holder romanen sig hjemmevant til dokumentationer af Solveigs opførsel og sygdom og sorgen over snart at skulle miste hende.

Det ville måske gå, hvis ikke bogen rummede en hel del floskler og sproglige klichéer. Som når Emilie skriver, at vi alle har det »ens, men på helt forskellige måder«, eller når hun forklarer, at det var »som at finde mig selv i en lysning, dybt inde i en mørk skov«, da hun udgav sin første bog.

Den slags lommefilosofiske udsagn er ikke nødvendigvis problematiske i en roman, men de er det, hvis de aldrig bliver udfordret. Og desværre er det, som om Pallisgaards bog insisterer på at forblive uimodsagt og lommefilosofisk, selvom den hele tiden er ganske tæt på at berøre både spændende og lyssky tematikker.

Måske kan dette forklares med dagbogsformen: at man altid lyver i sin dagbog, at Emilie ikke vil indrømme over for sig selv, hvad der egentlig er på spil.

Men uanset hvad der er forklaringen, bliver det uinteressant læsestof i længden. Antydningerne er ikke nok til at opveje den næsten plotløse bogs lidt for godmodige tone.

Der mangler mod – både fra forfatterens og fortællerens side.

Signe Langtved Pallisgaard: ’Alle de liv’. Lindhardt og Ringhof, 208 sider, 250 kroner.