Frossen svanesø

Det vidunderlige ved Svanesøen er dens overnaturlige skønhed. Ingen anden ballet dvæler så sublimt ved den umulige kærlighed som denne ballet. Handlingen er ganske vist lige så langt ude som handlingen i ethvert andet eventyr, for Svanesøen handler om en prins, der forelsker sig i en svane, som viser sig at være en prinsesse, der er blevet forhekset af en ond troldmand.

Men forestillingen er ikke for børn. Her er ingen happy end. Til gengæld er smerten ubrydeligt bundet til kærligheden og skønheden. Og symbiosen mellem Tjajkovskijs musik og koreografien af Petipa og Ivanov – sammen med scenografiens slotspragt og skovsøidyl – skaber en skønhedsverden, hvor længsler udtrykkes og raffineres til fuldkommenhed. I hvert fald når det går godt.

Ingeniørkulde

Ved repremieren på Svanesøen med Den Kongelige Ballet på Operaen i lørdags var der også storslået skønhed. Særligt korpsdansernes svaner besad denne mærkelige skønhed, hvor tilskuerens øjne intuitivt underlægger sig ballettens besynderlige logik, hvor rækker af kroppe bevæger sig helt ens, og mange arme synkront peger sørgmodigt nedad, mens halse bøjer, og tåspidser strækker sig, og overkroppe vender sig i nye vinkler – alt sammen for at udtrykke den uhelbredelige splittelse mellem forelskelsen og fortabelsen.

I Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes fortolkning af denne balletklassiker er netop de hvide akter blevet særligt smukke. Ballerinaen Holly Jean Dorger dansede svaneprinsessen med stærke, præcise benløft og utrættelige tåspidser– uden at hendes blafrende arme dog forvandlede sig til bugtende vinger. Denne danser var mere menneske end svane, og derfor var hendes flirtende sorte svane egentlig den mest interessante.

Skovsø af LED-lys

Svanesøen er i det hele taget frosset til is i denne kølige opsætning. Scenografen Mikki Kuntu har skabt en verden, der er grafisk kold som en ingeniørtegning. Her er ingen træer, men kun gitre og stave. Her er heller ingen skovsø, men kun LED-lys.

Scenografien virkede allerede som et underligt valg ved premieren i 2015, og det gør den stadig her i 2018. Ikke mindst fordi kostumerne af Mia Stensgaard er tilsvarende svulstige. Svanekostumerne er desuden skåret så lavt, at danserinderne ser sammenmaste ud, når kavalergangen dækkes af ’hudfarvet’ stof, og skuldrene er alt for blottede.

Uklar mime

Disse kunstneriske valg kunne stadig være overbevisende, hvis dramaet kom tydeligt frem. Men det sker ikke. Vi ser prinsen sværge troskab til den sorte svane med sin løftede hånd, men hvordan han finder ud af, at han er blevet narret, kan vi ikke se – ud over at der kommer lysstriber på scenen.

Det afsløres heller ikke i den sorte svanes mime – eller hos hoffolkene, der går og hvisker med hinanden, uden at vi helt forstår om hvad– til trods for at det er Det Kongelige Teaters karakterdansere, der formodentlig sagtens ville kunne udtrykke scenens dilemmaer soleklart. Men denne iscenesættelse vil vist bare have os til at se, at prinsen bryder sammen.

Det var til gengæld en flot svaneprins, der debuterede i lørdags, nemlig den 30-årige franske danser Jonathan Chmelensky. Han har de seneste ti år været danser ved Den Kongelige Ballet – og solist siden 2013. Han er høj og bredskuldret og har et stærkt ansigt, og han er god til at lave piruetter.

Som svaneprins folder han sin svanekvinde overbevisende sikkert ud, når hun ligger foroverklappet og ulykkelig på jorden. Han har noget nobelt over sin dans – og noget velovervejet, som om han tænker sig til det, som andre leger sig til. Da Nikolaj Hübbe uden varsel udnævnte ham til solodanser efter applausen, rakte han sin velfortjente blomsterbuket i vejret med fransk elegance.

Flot mandetrio

Jonathan Chmelensky flankeres af Andreas Kaas, der danser hans ven Benno med udtryksfuldhed og naturlig publikumstæft – og som hans modstander danser Jon Axel Fransson en strategisk og kynisk troldmand med dominerende skuldre og snedig timing.

Disse tre dansere udgør en flot mandetrio i denne kvindeverden, hvor ellers den rumænske danser Marina Minoiu har en fin autoritet som ’ungarsk prinsesse’, og Stephanie Chen Gundorph betager med sin frækhed som ’russisk prinsesse’, mens Ida Praetorius indtager scenen med sin lysende dans som ’italiensk prinsesse’.

I sin iscenesættelse har Nikolaj Hübbe gjort Svanesøen til en meget dyster historie. Hans fortolkning er ikke bare en kærlighed-til-døden-os-skiller-historie. Det er faktisk en fortolkning, hvor prinsen tvinges til at gifte sig med en, han ikke elsker – bare fordi han har lovet det. Så når man ser Jonathan Chmelensky række hånden ud mod sin fejludkårne sorte prinsesse, er man lige ved at råbe op og protestere.

Men når Jakob Hultberg dirigerer Det Kongelige Kapel, høres der ingen protester. Tjajkovskijs toner sitrer smukt i kapellets violiner. Ouverturen præsenteres næsten manipulerende stille, men så tager træblæserne og harpen ellers fat – og slagtøjet lægger dundrende låg over den skæbnefælde, som ikke engang en nyudnævnt solodanser kan undslippe.

Slet ikke fra en svanesø, der er frosset til is.

Svanesøen. Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov – samt danse af Erik Bruhn, Gregory Dean og Oliver Starpov. Musik: Pjotr Tjajkovskij. Scenografi, video og lys: Mikki Kunttu. Kostumer: Mia Stensgaard. Dirigent: Jakob Hultberg. Det Kongelige Kapel og Den Kongelige Ballet på Operaen. Danses næste gang 21. februar. Til 3. juni 2018.