Læsetid: 5 min.

Gensyn med Duras’ mystiske Lol V. Stein i strålende klar oversættelse

Marguerite Duras’ roman om Lol V. Steins mystiske henførelse er et glædeligt gensyn med en kvinde, der ikke er til at få hold på. De strålende oversættere føjer hermed et nyt værk til en kærkommen kanon for unge pigers på én gang passivt og aktivt skandaliserende seksualitet
Franske Marguerite Duras (1914-1996), fotograferet i Paris, 1993.

Franske Marguerite Duras (1914-1996), fotograferet i Paris, 1993.

Janine Niepce

17. februar 2018

Marguerite Duras’ Lol V. Steins henførelse fra 1964 er en meget mystisk og virkelig vild roman og er nu udkommet i Gyldendals Skala-serie med (mere eller mindre) oversete klassikere fra det 20. århundrede, nyoversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. Det er et glædeligt gensyn med en roman, der ikke lige er til at få hold på.

Romanen drejer sig om et (mere gådefuldt) gensyn og en person (Lol V. Stein), der heller ikke er til at få hold på. Det er dét, der er det vilde.

Lols vanvid

I én forstand er det en roman om vanvid. Den fortæller en historie om Lol V. Stein fra byen S. Tahla, der som ung forlades af sin rige forlovede, Michael Richardson, til et bal ved stranden T. Beach til fordel for den mystiske Anne-Marie Stretter (der dukker op igen i Duras’ film India Song fra 1975 og romanen Elskeren fra Nordkina fra 1991):

Marguerite Duras: Lol V. Steins henførelse

»Anne-Marie Stretter. Var hun smuk? Hvor gammel var hun? Hvad havde hun kendt til, som de andre ikke vidste? Ad hvilken mystisk vej var hun nået frem til det, der lignede en munter strålende pessimisme og en smilende ladhed, let som en askeflage? Det var kun en dristighed gennemtrængt af hende selv, som fik hende til at holde sig oprejst, så det ud til. Men hvor var den yndefuld, ligesom hun selv.«

Så sært og smukt skriver Duras.

Begivenheden udløser en stille, social skandale og Lols vanvid. Efter at have stiftet familie og boet ti år i en anden by med en mand, hun møder på gaden – en violinist ved navn Jean Bedford med »sære tilbøjeligheder for unge, forladte piger, som andre havde gjort vanvittige«, og en mand, i hvem hun »vakte begæret (…) efter små, ikke helt udvoksede piger, triste, ublufærdige og uden stemme« – vender den selv sære Lol tilbage til S. Tahla.

Her finder gensynet med barndomsveninden Tatiana Karl, der var vidne til Lols »sære sorg« den nat, hun blev forladt, så sted, ligesom hun også finder tilbage til det skæbnesvangre sted, T. Beach. Selv om det i grunden er et gensyn med »det, der ikke lader sig gense«.

Lols blik

Det er mystiske navne, mystiske steder og mystiske mennesker. Mystiske billeder, der pludselig brænder igennem, som når det lyder, at »Lol taler i et tonefald jeg ikke før har hørt hos hende, det er klagende og grelt« og så bare: »Dyret der er adskilt fra skoven sover, det drømmer om fødslens ækvator i en skælven, dets soldrøm græder.«

Jeget her og den, der, ud over læseren, helt detektivisk forsøger at få hold på Lol og det hele er Jacques Hold, som også er romanens fortæller. Hans fortælling er »blandet sammen hele vejen igennem« af de »tvivlsomme« historier, andre fortæller ham, hvad han selv ser og med egne ord »digter«.

Noget af det første, han meddeler er, at han er den eneste, der ved noget, fordi han ikke ved noget: »Ikke at vide noget om Lol, det var allerede at kende hende. Man kunne vide endnu mindre om hende, forekom det mig, mindre og mindre om Lol V. Stein.«

Samtidig består romanen af en intrikat geometri af varierende trekantsdramaer og et voyeuristisk væv af blikretninger, hvor det aldrig er helt klart, hvem der begærer, beskuer og fortæller hvis historie hvornår. I sidste ende bæres fortællingen dog lige så meget af Lols skjulte blik på Jacques Hold og sig selv som af hans på hende.

Fanny Ardant har et lidenskabeligt forhold både til livet og scenen, tekster skal spilles, synes hun.
Læs også

I både filmisk og næsten forbryderisk forstand synes det lige så meget at være hende, der framer, skandaliserer og driver romanens andre personer til vanvid, som omvendt. Hun følger efter Jacques Hold og Tatiana Karl i gaderne og spionerer på dem fra rugmarken over for det hotel, de først efter eget og så efter hendes ønske mødes på, og betragter dem »passere gennem« vinduesrammens »rektangel af lys«.

 Lol V. Steins henførelse er også en roman om, hvordan den tilsyneladende passive, men tilsyneladende også mere og mere lykkelige Lol, »denne rolige gengangerske«, vender tilbage for med sit eget ubemærkede blik, »sit nedbrændte transparente væsen, sin ødelagte natur«, at sætte de andre i scene. 

Lols begær

Er Lol V. Steins henførelse en slags udviklingsroman? Det er som sagt ikke let at få hold på, hvad det egentlig er, der sker, herunder hvad begivenhedsforløbets slutning »uden slutning, Lol V. Steins begyndelse uden slutning,« indebærer.

Romanen portrætterer en kvinde, der ikke har »kunnet vælge« sit liv og er en tavs og uudgrundelig genstand for forskellige mænds omskiftelige og mere eller mindre suspekte begær. Men den portrætterer også den »metodiske fremgangsmåde«, hvormed den sære alien og gåde Lol som tavs og uudgrundelig genstand er ubesiddelig for både mænd, kvinder og selve fortællingen. Og selv bliver en forfører og udlever sit eget begær.

»At komme tæt på Lol, det er umuligt,« fastslår Jacques Hold til sidst, og inden han endelig får »adgang til hendes erindring« om begivenhederne i T. Beach.

»Man kan ikke nærme sig eller fjerne sig fra hende. Man må vente til hun opsøger én, til hun ønsker det. Jeg forstår helt klart, at hun vil have, at jeg skal møde og se hende på et bestemt sted, som hun tilrettelægger i dette øjeblik. Hvilket sted? Er det befolket med genfærdene fra T. Beach? Med den eneste overlevende, Tatiana? Er der lagt fælder med falske historier, med tyve kvinder, som hedder Lol? Er det anderledes? Om lidt bliver jeg præsenteret for Lol af Lol. Hvordan vil hun bære sig ad med at føre mig hen til sig?«

Oversætterduoen Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen, der – ud over at være henholdsvis en kæmpe litteraturfaglige og sprogfaglige kapacitet – er datter og mor, har også oversat den ligeledes franske (i sin tid skandaleombruste) Françoise Sagans ungpigedebut, Bonjour Tristesse, fra 1954 sammen til Skala-serien.

Det ligner med andre ord en kærkommen kanon for unge pigers på én gang passivt skandaliserede og aktivt skandaliserende seksualitet, de to er i gang med.

Duras på deres nye dansk er en strålende mystisk, klar drøm.

Marguerite Duras: Lol V. Steins henførelse. Oversat fra fransk af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. Gyldendal. 232 sider. 149,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Jørn Andersen
Niels Duus Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu