Læsetid: 3 min.

Vi griner ikke rigtig af os selv i ’Revisoren’

Forholdet mellem satire og billige grin føles skævt i Nørrebro Teaters opsætning af Gogols korruptionskritiske komedieklassiker om den politiske elite, der forveksler en ruineret spillefugl med en statsrevisor
Kendte ansigter på scenen, men nok ldt for lidt identikation alligevel. Gogols ’Revisoren’ på Nørrebro Teater kommer aldrig rigtig til at virke som om, den handler om os.

Kendte ansigter på scenen, men nok ldt for lidt identikation alligevel. Gogols ’Revisoren’ på Nørrebro Teater kommer aldrig rigtig til at virke som om, den handler om os.

Büro Jantzen

23. februar 2018

Det er sjovt i sig selv at se skuespillerne Thure Lindhardt, Sarah Boberg og Mikael Birkkjær kegle folkekomisk rundt på scenen i Nikolaj Gogols groteske satire Revisoren fra 1836, når man lige har set dem som gravalvorlige politifolk i DR’s tv-serie Broen.

Men derudover bliver Madeleine Røn Juuls opsætning af den skotske dramatiker David Harrowers udgave af Gogols forvekslingskomedie på Nørrebro Teater aldrig helt så sjov, som det føles, den kunne have været.

Basalt sjov forveksling

Komediens – også basalt sjove – forveksling består i, at de paniske myndighedspersoner i en russisk provinsby tager en desperat og ruineret spillefugl (Thure Lindhardt) for den statsrevisor, som rygtet siger er på vej.

Byens borgmester (Ole Lemmeke) lægger fluks en række groteske planer for, hvordan de kan få det til at se ud, som om han, hans hospitalsforstander, dommer og skoleinspektør (Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen og Nicolaj Jørgensen) og deres aristokratiske allierede (Benedikte Hansen og Sarah Boberg) ikke er så korrupte, som det ellers stråler ud af deres karikeret uordentlige ydrer. Hospitalets patienter må lægges i koma, og revisoren selv må bestikkes uden at opdage det.

Den falske revisor Khlestakovs eget snavsede tøj, store sult og lille indsigt – for ikke at tale om sleskt åbenstående mund og generelle iver efter at ’låne’ alle de penge, han overhovedet kan slippe afsted med af byens spidser, mens han praler af at have skrevet både Alice i Eventyrland og Den grimme ælling – burde også afsløre, at han ingen bureaukratisk excellence er. I stedet falder provinseliten underdanigt over sig selv for at smøre svindleren.

Hans sande identitet går først op for borgmesteren, da Khlestakov og hans snarrådige tjener Osip (Jacob Weble) er stukket af med penge, borgmesterbil og både konens (Christiane Gjellerup Koch) og datterens (Josephine Park) ærbarhed. Og midt i det morads, hvilket vil sige til slut, annoncerer så den rigtige revisor sin ankomst.

Underspillet satire og overspillet komedie

Problemet bliver, at det aldrig rigtig er os selv, vi griner af – som en af stykkets berømte replikker ellers lyder – på Nørrebro Teater.

Måske er korruption bare ikke et tilstrækkeligt dansk problem. Men der er også holdt meget igen med den satire, som kunne have været rettet mod mere genkendelig politisk dårligdom. Både David Harrowers overlagt anakronistiske version af komedien og den danske oversættelse af den opdaterer den godt nok til mere nutidige forhold. Men det er nogle forbløffende underspillede, knap opfattelige hentydninger til det danske hospitals-, skole- og ikke mindst postvæsens mindre end optimale stand, der falder undervejs. 

Kostumernes yderliggørelse af moralsk og klassemæssig dårligdom og selve scenografiens sortsodede rum med sit væld af usynlige døre og lemme fremmaner det groteske ved Gogols komedie, men gør det også på en måde, der nærmest føles underspillet.

Komediens omvendt overspillede komik består især i fysisk falde-på-halen sjov. Særligt unge Anna Bruus Christensen som kejtet postmester og Nicolaj Jørgensen, der virkelig spiller sin eksede skoleinspektør og senere borgmesterens ufrivilligt akrobatiske tjener med benene, brillerer i den. Men det er også en komik, der handler meget om støvskyer, der står fra bureaukraternes hår, karikeret dårligt udtalte russiske navne, skingre stemmer og store bryster.

Forholdet mellem den lyse lavkomik og den mørke, groteske satire føles skævt. Det gør, at Revisoren i sidste ende føles som et ret billigt grin.

Revisoren. Nørrebro Teater. Tekst: Nikolaj Gogol bearbejdet af David Harrower og oversat af Christina Wendelboe. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi, kostume- og lysdesign: Sven Dahlberg. Koreografi: Esa Alanne. Til den 8. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu