Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gulddreng blev lagt i den gyldne muld under Royal Arena

Efter at have sejret sig selv ihjel i de sidste halvandet år, tog Gulddreng afsked med sine fans ved en stort opsat koncert i Royal Arena. Det blev et lidt lunkent punktum for et sært og farverigt kapitel i dansk pophistorie. Men det fødte da også et par gode grin undervejs
Hvis Malte Ebert skal leve, må Gulddreng dø. Og Gulddrengs besøgstid er for længst ved at være overskredet. Arkivfoto fra Zulu Awards 2018.

Hvis Malte Ebert skal leve, må Gulddreng dø. Og Gulddrengs besøgstid er for længst ved at være overskredet. Arkivfoto fra Zulu Awards 2018.

Samy Khabtani

Kultur
3. februar 2018

Det starter med en jomfrufødsel, der vises på storskærmen på bagvæggen. Mindre kan ikke gøre det, for det er sidste kapitel i historien om Gulddreng, der skal skrives denne aften i Royal Arena, og denne fiktive karakter består ikke af meget andet end sit eget storhedsvanvid.

Tværtimod skal det faktisk være større endnu, så efter han har slået fast, at han er undfanget af Helligånden, fortæller han os, at han godt forstår, hvis vi er kede af det. I dag skal vi jo tage afsked med »Danmarks Barack Obama, den hvide Jesus.«

Og så entrerer han ellers scenen i fuld krigsmaling. Med lang gylden frakke, sort hætte, solbriller med guldstel, og med den tykke påtagede ghetto-accent, han har snakket med, for det meste i hvert fald, siden han udgav sin første single, »Model«, i maj 2016.

Han er in character, Malte Ebert, der ellers gradvist har ladet den forgyldte rolle opløse sig for at lade sin egen person – hvad det så end vil sige – skinne igennem. Og inden koncerten overhovedet er gået i gang, har han da også nået at sende svinere til de første mange danske kendisser.

For det er det han gør, Gulddreng. Med et flabet smil, der dog på det sidste har set ud som om, at det har været ved at stivne, har han hele vejen igennem sendt parodiske fuckfingre til toppen af poppen i Danmark. Og han har ikke tænkt sig at lade den sidste chance passere.

En stemme af guld

Da musikken endelig får lov at starte, går han på med den lettere bitre »Fuck Det«, der udløser den første regn af guldglimmer ned over publikum. Hvorefter han spiller »Nemt«, der handler om, hvor nemt det er at være kendt. Og så går det ellers over stok og sten med veludlevet anti-Jantelov de næste halvanden time.

Han har fuldt band med, og de er også in character. Det er således Guldstreng, der spiller guitar; Guldfinger, der klimprer på keyboards; Guldlok med det store lyse garn, der tæsker i trommerne; og så selvfølgelig DJ Guldsmed, der drejer på knapper. Foruden at der også er en bassist og et par letpåklædte gulddamer, der synger kor. Det guldbesatte band spiller en nogenlunde solid omgang generisk pop. Præcis som det skal være, når man spiller for Gulddreng, for sådan er den musik, han karikerer.

Samtidig er det det helt store popshow, bandet imiterer, så trommerne hvirvler fills af i det uendelige og smækker bækkenerne tre gange, hver gang en overgang skal markeres. Bassisten fylder de sidste transitioner med lir, mens guitaristen stjæler sig til alle de solostykker, han kan komme i nærheden af. Det er ikke Drakes band, eller The Weeknds, så overlegne er de på ingen måde, men det er i den retning de sigter, og de når da et lille stykke af vejen.

Ikke mindst takket være Gulddreng, hvis stemme er glat som guld og mousserende som champagne. Thi på trods af at han skal lægges i graven denne aften, synger han ikke som en i fær med at fremstamme sine sidste ord. Og udover at han rent faktisk har været i stand til at skrive nogle relativt stærke popmelodier, har denne vokal afgjort også været et af de vigtigste redskaber i forhold til at give den todimensionelle Gulddreng-figur den musikalske vægt, som en dreng lavet af ædelmetaller skal have.

Du ligner en, der er ensom

Decideret tungtvejende bliver oplevelsen bare ikke, især ikke på den musikalske front. For lige så mange stærke popbaskere, han har nået at sende ud igennem de digitale kanaler, lige så mange vildskud har sneget sig med på den plade, Farvel, som han udgav nytårsdag i år. Og han er mere eller mindre nødt til at spille alle sine numre for at give publikum en nogenlunde kompensation for billetprisen.

Det mest positive ved afskedskoncerten er således, at han rent faktisk formår at få gang i noget af den humor, som har gennemstrømmet projektet.

Som når han takker folk for, at de er kommet og følger op med at understrege, at han især er glad for at folk har valgt at betale så mange penge til hans pensionsopsparing. Og når han synger en John Mayer-inspireret kærlighedssang til sin lille hvide hund, Finn – for hvem kan Gulddreng egentlig elske andre end en fremavlet skødehund?

Da han spiller ude på et podie i midten af salen, kører han selvfølgelig også rundt på et gyldent hoverboard. (Hvorfor? Fordi han kan). Og da han hiver en ung pige op til sig på podiet, og hun fortæller ham, at hun er fra Norge, udbryder han glad: »Jeg elsker Norge! Det er det rigeste land i Norden.« Hvorefter han synger »Ensom« for pigen og lader sangen glide over i Eric Claptons »Tears In Heaven« og Elton Johns »Can You Feel the Love Tonight« for lige at markere, hvilke store serenader hans sang om kærlighed på de sociale medier relaterer til.

Det er vigtigt for koncerten, for i de momenter udstråler han noget af den charme, der har stået som modvægt til den tunge valuta, Gulddreng er så besat af. Og uden charmen er selvtilliden og det lækre hår ikke meget værd.

Af guld er du kommet

Den norske pige forlader ham dog på podiet, hvor han ender med at stå mutters alene med sin guitar og spille »Se Mig Nu«. Imens drejer han rundt på sit hoverboard. Rundt og rundt, de store egoers konge i sin egen ensomme cirkelslutning.

Den sidste afdeling bliver afviklet ganske hurtigt og en anelse rodet, og handler faktisk ikke så meget om Gulddreng som om Malte Ebert. Hvilket der selvfølgelig er en vis logik i: hvis Malte skal leve, må Gulddreng dø. Men det er også med til at understrege, at Gulddrengs besøgstid for længst er ved at være overskredet.

Det er dog lige ved at løfte sig til et højere niveau, da bandet spiller en langsom, repetitiv intro til »Model«, det nummer, der startede det hele. Her sker noget musikalsk, som giver løfte om noget større. Men da de så følger op med en tam version af selvsamme nummer, føles det meget stærkt som det rigtige tidspunkt at stoppe koncerten og det rigtige tidspunkt – hvis det da ikke allerede er for sent – til at stoppe joken og begrave Gulddreng.

For jomfrufødsel eller ej, han ofrede sig ikke for vores synder, Gulddreng, han gav os ingen forløsning eller syndsforladelse ved denne (i hvert fald officielt) sidste optræden fra Gulddreng. Så liget var mere end almindelig koldt, da det blev lagt i jorden under Royal Arena. Men måske det ikke kan være anderledes, når man er rundet af guld.

Gulddreng spillede i Royal Arena den 2. februar 2018

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rune Rasmussen

Det nemmeste trick i bogen er ironisk distance. Hvor er det dog trættende.