Læsetid: 3 min.

Helena Thau debuterer med en spinkel roman om naturen og kærligheden

’Adrien’ er bedst, når fortællerstemmen ikke forsøger at udlægge det sublime, men nøjes med at sanse
Helena Thau skriver sansemættet om omgivelserne, om temperaturer og flora og farver, i et elegant, gammelmodigt sprog.

Helena Thau skriver sansemættet om omgivelserne, om temperaturer og flora og farver, i et elegant, gammelmodigt sprog.

Mads Holm

24. februar 2018

Helena Thaus’ debut er dedikeret til »jer der har samlet mig eller en hvilken som helst anden blaffer op«. I romanen rejser den kvindelige fortæller igennem Europa. Hun vandrer, blaffer og cykler igennem Grækenland, Albanien, Makedonien og Frankrig og sover i telt, i kirker, i forladte huse og hos gæstfrie lokale.

Hun rejser med en ven eller en veninde, men den vigtigste del af turen tilbringer hun i selskab med franske Adrien, som hun møder på færgen mellem de to græske byer Chania og Githio. Romanen består af tre dele og en epilog og er struktureret over udviklingen i deres forhold. Fortælleren er stor og grovhændet, Adrien er lille og spinkel. Når han går foran hende på stien, er han kun en rygsæk med to tynde ben under. Når de er adskilt, skriver han patosfyldte og floromvundne e-mails trykt i kursiv og kalder hende: Élena.

Adrien er en udviklingshistorie, den handler om at blive kvinde. Om begær, kærlighed og dens konsekvenser. Afstanden til den elskede er meget fint skrevet frem: Adrien forsvinder ind mellem træerne, så hun mister ham af syne, når han går foran på de smalle bjergstier; hun bliver forladt af ham, og forladt igen.

Helena Thau: Adrien

Men på mange måder er naturen den egentlige hovedperson og modtager af kærlighedserklæringer i romanen. Thau skriver sansemættet om omgivelserne, om temperaturer og flora og farver, i et elegant, gammelmodigt sprog: »En dag er lang, en dag er mættet […] En dag er både sne og appelsiner.« Sproget for landskabet bliver ikke slidt, selvom der er ærefrygtige naturbeskrivelser på næsten hver side; derimod bliver det ved med at lyse og overraske i løbet af romanen.

Sentimental alvor

Fortælleren har forladt det, hun kommer fra, den ordentlige opdragelse og danske småborgerlighed, for at komme i pagt med naturen og verden. Hun vil genfinde instinkterne, fjerne filteret imellem sig selv og virkeligheden. Det er et sympatisk eksistentielt projekt, men nogle gange får læseren et glimt af noget, som fortælleren måske ikke selv kan se; en naivitet, som farver hendes opfattelse af omverdenen, og som gør stemmen – lidt – interessant.

»Vores kærlighed er ægte,« siger hun om Adrien, men samtidig må hun ikke gå ind på hans værelse i det hus, de på et tidspunkt slår sig ned i sammen, hun får ikke lov til at lægge sig hos ham. Når de rejser, tager hun uforfærdet imod mad og hjælp fra mennesker, som ikke har særligt meget at give af, og føler en salig forbindelse til universet. Der er en sentimental alvor i værket, i fortællerens kommentarspor til de landskaber, hun bevæger sig igennem og de mennesker, hun møder.

»Jesus er en del af vores vandrefamilie,« står der, »han er forfaderen til os som vandrer, til os som elsker, til os som kæmper, og som vender den anden kind til.« Og senere: »Vi er uanselige mennesker i skaberværket. Vi er plankton i universets strøm.« Det er meget storladent, samtidig er det, som om teksten higer efter nogle større ord, en måde at beskrive det ubeskrivelige på; ofte må den nøjes med udråbstegn og versaler.

Fortælleren tror på en mening og betydning i alting, og måske derfor føles værket en smule uforpligtende eller uforløst. Der er ikke rigtig noget på spil. Det vil sige, både den ene og den anden dramatiske hændelse finder sted undervejs i den spinkle handling, men det er ikke rigtig noget som rykker ved skriften eller formen.

Alting forbliver forholdsvist indforstået og poleret i løbet af romanen, den voldsomme, ensomme forelskelse og mødet med verden er svær at tage ind, når sproget for det hele er så afvæbnende forskønnet.

Anderledes voldsomt og sårbart er det, når små hændelser får lov til at bære betydning, snarere end de store ord – for eksempel når Adrien og fortælleren fanger kaniner til middag, og denne urovækkende følelse slår ned i hende:

»Pludselig bliver der byttet rundt på noget, pludselig er det mig selv jeg holder i min favn, mimrende forfjamsket med febrilske øjne og spjættende bagben, det er mig selv der kradser mine bare underarme med skarpe klør, jeg bærer mig selv ud til hønsehuset og sætter mig ned i det lille mørke bur, sidder der åndeløs og har pludselig mistet min frihed.«

Helena Thau: ’Adrien’. Forlaget Gladiator, 146 sider, 230 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu