Læsetid: 4 min.

Historien er vigtig, men det er svært at engagere sig i Matilde og Fredriks liv

Vigtig og grundig bog om Matilde og Fredrik Bajer, to af vore største freds- og kvindesagsforkæmpere, har svært ved at prioritere stoffet
Dansk Kvindesamfund blev dannet i 1871 af Mathilde og Fredrik Bajer og er dermed kvindesagens ældste forening.

Dansk Kvindesamfund blev dannet i 1871 af Mathilde og Fredrik Bajer og er dermed kvindesagens ældste forening.

Erik Petersen

3. februar 2018

Hvornår giver det mening at puste nyt liv i et, der for længst er afsluttet? Hvilke levnedsforløb er det interessant at rekonstruere? Præmissen i denne dobbeltbiografi er idealistisk. Ole Mortensøn lægger kortene på bordet med det samme: Bogen er skrevet, fordi dens to hovedpersoner »har bud til os i dag, og fordi det, de dengang kæmpede for, stadig er værd at kæmpe for«. Hvad Matilde Bajer og hendes mand, Fredrik, kæmpede for, var fred og ligestilling, og der var nok at tage fat på.

I 1800-tallets sidste halvdel havde den vestlige verdens militære chefer ofte mere magt, end godt var, og for datidens politiske ledere var krig ikke altid sidste udvej. Samtidig var demokratiet i sin vorden og stadig i høj grad en elitær foreteelse: Det egentlige folkestyre blev som bekendt først indført med den kvindelige valgret i 1915 efter en årelang kamp. Kvinder var reelt ufri og stadig underlagt deres mandlige modpart på alskens områder.

Dette – og ikke f.eks. Fredrik Bajers sprogvidenskabelige indsats – handler denne politiske biografi om. Fredrik Bajer skulle egentlig have været præst, men disse udsigter fik ham til at vælge militærvejen. Han tog officerseksamen men blev efterhånden godt træt af den ørkesløse soldatertilværelse, og den unge løjtnant oplevede kampene i 1864 som meningsløse.

Han trådte ikke ud af hæren for at engagere sig i fredsarbejdet, som det (endnu) oplyses af Wikipedia; tværtimod blev han afskediget på grund af hærens reduktion efter 1864. Bajer ændrede kurs og blev lærer ved Blaagaardsseminariet i København samt en ivrig deltager i Nordisk Samfunds arbejde.

I 1867 gik han ind i det internationale fredsarbejde. Samtidig begyndte han at arbejde for kvindernes ligestilling i samarbejde med sin forlovede, Mathilde Schlüter, i et samarbejde, der på mange måder ligner parløbet mellem den samtidige britiske politiske filosof John Stuart Mill og hans hustru Harriet Taylor Mill, som udmundede i det epokegørende essay The Subjection of Women (1869).

Ole Mortensøn: Fredrik og Matilde. Kvindebevægelsens og fredsbevægelsens pionerer

I en god sags tjeneste

Ægteparret Mill hører vi imidlertid ikke meget til – men hvad var det så, der drev Fredrik og Matilde Bajers kamp for fred og ligestilling? Matilde Bajer var medstifter af Dansk Kvindesamfund i 1871 og af Kvindelig Fremskridtsforening i 1886, som prioriterede kampen for kvinders valgret og promoverede både freds- og arbejdersagen. Hun fortsatte hårdnakket sit ligestillingsarbejde helt op til sin død i 1934.

Venstremanden og republikaneren Fredrik Bajer lagde fra 1872 en stor del af arbejdet i Folketinget og stod bag en længere række demokratiske reformer som f.eks. loven fra 1880, der gav gifte kvinder rådighed over egen indkomst.

I 1894 blev han fældet af sine egne, fordi han ikke havde villet bakke op om partiets samarbejde med Estrup og Højre og godkende Københavns befæstning. I årene forinden havde han engageret sig mere og mere i fredssagen og arbejdet for dansk neutralitet, og dette arbejde kom til at lægge beslag på hans tid frem til sin død i 1922.

Efter årtier med latterliggørelse og hån kom anerkendelsen omsider med tildelingen af Nobels fredspris i 1908. Endnu vigtigere var det, at kvindelig valgret indførtes til kommunalvalg i 1908, hvad der banede vejen for kvindelig valgret til rigsdagsvalg ved grundlovsændringen i 1915.

Det er alt sammen oplysende og skrevet i en god sags tjeneste. Men man engageres aldrig rigtig i fortællingen, som er underligt opremsende, det er, som om det er gået for stærkt, for mange unødvendige detaljer er kommet med, mens de store historier ikke rigtig foldes ud.

Misforstået nærvær

Ikke alle gør sig fortjent til en biografi, mener forfatteren. Men er en biografi virkelig noget, man skal gøre sig fortjent til? ’Fortjener’ kun de en biografi, som har »sat noget på spil« og »vovet pelsen«, som det hedder i indledningen?

Man kunne godt komme i tanker om en del personer, der opfylder kriteriet, men hvis biografi – med god grund – alligevel ikke er skrevet. Det er slet ikke sikkert, vi skal acceptere forfatterens udgangspunkt, at biografier skal handle om forbilleder. Den gode biografi skal vel helst fortælle os noget væsentligt om samtiden, om historien. Vi skriver jo ikke biografier af hensyn til den biograferede, men af hensyn til os andre.

Der er desværre store, uforståelige huller i kildehenvisningerne. Billedmaterialet er til gengæld vellykket. Men jeg er betænkelig ved den nye tendens til at udsende dobbeltbiografier, hvor vi absolut skal være på fornavn med hovedpersonerne: Ole Mortenssøns Fredrik og Matilde, Morten Møllers Ellen og Adam, Tom Buk-Swientys Tommy og Tanne. Det er misforstået nærvær. Identiteten ligger i familienavnet, og biografier bliver ikke mere personlige af, at man udelader det. Faktisk bliver de mere anonyme.

Ole Mortensøn: ’Fredrik og Matilde. Kvindebevægelsens og fredsbevægelsens pionerer’. Gads forlag, 346 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Clausen
Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu