Læsetid: 3 min.

Hultbergs 500 indre monologer på en scene er virtuost teater

Requiem på Betty Nansen Teatret er præcis så imponerende kakofonisk et korværk af indre stemmer, som romanforlægget af Peer Hultberg er. Men som en uimponeret og blasert teenager på nettet siger, kan skøn støj også blive ligegyldig larm
Requim på Betty Nansen Teatret har et overvældende stjerneensemble, der er med til at gøre den over 600 sider lange roman til en storstilet forestilling.

Requim på Betty Nansen Teatret har et overvældende stjerneensemble, der er med til at gøre den over 600 sider lange roman til en storstilet forestilling.

Emilia Therese

6. februar 2018

»Ungt teaterblod« hedder en blog på nettet, hvor unge mennesker anmelder teater. De anmelder stort set alt og anmelder det hurtigt, og selvom anmeldelserne ikke er ‘god’ (fagligt funderet, velargumenteret, perspektivrig) teaterkritik, er de, groft sagt, god underholdning.

»Jeg tror, jeg var 20 år for ung til forestillingen. Et gennemgående tema er alderdom og livets ensformighed og håbløshed, hvilket ikke er temaer, jeg som 17-årig kan relatere til,« skriver bloggens unge anmelder Sofie Riis Endahl f.eks. om Betty Nansen Teatrets forestilling Requiem, baseret på den i dag afdøde Peer Hultbergs roman af samme navn.

»Monologerne var gentagende – ikke på den gennemtænkte måde, men som om Hultberg ikke kunne finde på mere at sige, og til tider var de også meningsløse og ligegyldige i det, deres indhold var for banalt, og der ikke var nogen udvikling.«

Som karakteristik af både Hultbergs roman og Jacob Schokkings iscenesættelse er det alligevel ikke skudt helt ved siden af. Livets ensformighed og håbløshed er på mange måder, hvad de over 500 indre monologer, som Hultbergs mammutroman fra 1985 består af, kredser om. 

Romanen, der låner sin flerstemmige form fra den katolske sjælemesse for de døde, rekviemmet, har ingen samlet handling og ingen hovedpersoner, men et mylder af menneskestemmer, der ligesom den musikalske genre netop gentager et tema. Temaet, kollagen af de indre stemmer, der ellers er tavse i hverdagen, gennemspiller, er det heller ikke er helt galt at kalde hverdagslivets – altså livets – banalitet og meningsløshed.

Storstilet succes

Den over 600 sider lange roman burde af samme grund være alt for storstilet til at få til at fungere på en scene. Når den gør det, og som scenisk fortolkning af et stykke litteratur gør det så sjældent eksemplarisk, er det ikke engang, fordi forestillingen er mindre storstilet end romanen.

Karen-Maria Bille, der har bearbejdet bogens tekster til scenen, har skåret dens 539 bevidsthedsstrømme ned til de stadig mange 80. Stjerneensemblet af de otte skuespillere (Lise Baastrup, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Solbjørg Højfeldt, Andreas Jebro, Olaf Johannessen, Steen Stig Lommer og Julie Agnete Vang), der skiftes til at træde frem fra mængden på gaden, kontoret, baren og give de tusinde tanker hver sin stemme af skiftende intensitet og tragikomiske kulør, er i sig selv intet mindre end massivt.

Og instruktøren Jacob Schokkings både meget visuelle og musikalske iscenesættelse er maksimalistisk på alle måder: Han psykologiserer ikke – som tilfældet ellers så tit er, når litteratur bliver til teater – bogens bløde, bitre og beskidte bevidsthedsstrømme om kuldsejlede karrierer og ægteskaber og liv, men stiliserer dem med fuld effekt.

Skuespillernes stemmer er forstærkede, Gert Sørensens musik er høj, Stine Gudmundsen-Holmgreens dekonstruerede kostumer er kludetæppelignende. Schokking (der oprindeligt netop også er billedkunstner) viser både små film med skuespillerne, der er optaget på forhånd, og livevideo, de selv transmitterer fra bagscenen, på store skærme på scenen, og den højdynamiske scenografi drejer og skifter kalejdoskopisk, fra gaderum til kontor til bar og tilbage igen.

Kakofonisk korværk

Sådan bygger stykket sig op i små og store ringe, af ro og uro, der slet ikke er uden udvikling, men diskret bevæger sig fra det melankolske til det noget nær euforiske og dermed også forlener alle de håbløse skæbner med noget nær håb.

Stykket Requiem er præcis så kakofonisk, rytmisk og musikalsk et korværk, som Hultbergs roman er. Og så er det alligevel, som om den blaserte teenageanmelder, der er helt uimponeret over, hvor virtuost og grandiost, denne storstilede sjælemesse vitterlig er, også har ret.

I længden bliver noget af al den skønne støj også ligegyldig larm. I længden bliver det meget langt.

Requiem. Betty Nansen Teatret. Instruktion og visuelt design: Jacob Schokking. Tekst: Peer Hultberg. Dramatisering: Karen-Maria Bille. Kostumedesign: Stine Gudmundsen-Holmgreen. Komponist: Gert Sørensen. Videodesign: Alexander Fog. Til den 24. februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg købte som 19-årig Requiem på udgivelsesdagen, og den har ikke forladt mig siden. Jeg har heller aldrig mødt unge mennesker, der ikke blev totalt indtaget i Hultbergs sproglige overlegenhed.